Anmeldelse

Modellering og estimering

Modeller er guld - især hvis de kan bruges

Det kan være livsnødvendigt at arbejde med modeller frem for at lave alt i skala 1:1. Men modeller kan også være en nødløsning, når den virkelige verden ikke er inden for rækkevidde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Modellering og estimering - i matematikundervisningen" består at teoribog og trykt læremiddel i A4-format. Bogen henvender sig både til praktiserende lærere, der underviser i udskolingen og introduktionsforløb i gymnasiet, og til lærerstuderende.

Fakta:

Titel: Modellering og estimering

Forfatter: Erik Bjerre, Pernille Pind

Pris: 350

Sider: 192

Type: Bog

Forlag: Forlaget Pind og Bjerre

Pris: 950

Sider: 60 (undervisningsmateriale)

Type: Bog + undervisningsmateriale

Bogen indeholder en introduktion til det at udvikle og benytte modeller generelt og i matematikundervisningen. Herefter beskrives en række konkrete eksempler på modeller, som eleverne kan udvikle i klassen, modeller, som eleverne kan analysere. Derudover rummer bogen værktøjer, læsevejledning og litteraturliste.

Man kan altid diskutere, hvor relevant en model er for beskrivelsen af virkeligheden. Vi kender alle til mere eller mindre heldige eksempler på elevopgaver, der foregøgler at beskrive virkeligheden. Hvem har mon eksempelvis målt arealet af alle vægflader i en lejlighed minutiøst op, inden turen er gået til byggemarkedet for at købe maling?
"Modellering og estimering - i matematikundervisningen" har både virkelighedsnære og tænkte eksempler, som er super til at behandle matematisk, men som ikke umiddelbart er i øjenhøjde med en teenager, hvor andre problematikker presser sig på. I det tilhørende læremiddel behandles emnerne "Hvor langt rækker en agurk?", "Foldning af håndklæder", "Overfladeareal af et menneske", "Længden af lakridsspiral", "Rumfang af snapseglas", "Rumfang af fryseposer", "Længde af snørebånd", "Længde af æbleskræl", "Idealvægt", "Politiske meningsmålinger", "Skriftstørrelse på skilte", "Befolkningsprognose" og "Lysregulering af vejkryds". Gennemgangen i bog og læremiddel er suppleret med illustrative YouTube-videoer.

Jeg forstår til fulde de elever på 16-18 år, som mentalt står af, hvis de i matematikundervisningen i ramme alvor skal arbejde med modeller for foldning af håndklæder. Jeg vil mene, at der er både vigtigere og mere virkelighedsnære problemstillinger at arbejde med i en tid, hvor de store buzzword for unge er klimakrise, bæredygtighed, biodiversitetskrise, og hvad vi spiser. Derfor også rigtig godt, at "Modellering og estimering - i matematikundervisningen" arbejder med analyse af idealvægt, politiske meningsmålinger og befolkningsprognose. Håber meget, at der også bliver plads til at inddrage de samfundsmæssige vinkler og lægge op til fagsamarbejde i næste udgave.