Blog
1   11

Tanketræet. 3a.

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Nogle børn kaldes udsatte, andre føler sig indsatte. Hvad er det for menneskelige værdier, der er i spil, når vi taler om henholdsvis mangfoldighed og inklusion? Og hvad kan de være dygtige til at bære?

Med overvejelserne fra Tænketræet. 3. i underbevidstheden deltog jeg i går i en drøftelse i det Advisory Board for UNICEFs rettighedsskoler, som jeg nyder det privilegium at være medlem af. Her drejede en af drøftelserne sig om 'udsatte børn'. 

Det er en problematik, vi bøvler med, for hvem er udsatte. I vores udbredte instrumentelle menneskesyn i det offentlige system har udsathed med tal og diagnoser at gøre, mens vi i et menneskeligt fællesskab kan erfare, at alle har muligheden for at føle sig udsat i kortere eller længere perioder. De instrumentelle definitioner må i vid udstrækning håndteres ved hjælp af politiske og faglige instrumenter - fordelingspolitik, behandlingspolitik mm., mens den udsathed, som mere flydende kan stikke kløerne i en i et fællesskab, må håndteres meneskeligt ved at man bliver set og hørt, at der er nogle, som griber ens hånd, når man strækker den ud, og at nogle har blik for ens værd.

I min optik kan den diagnostiske tilgang vi i dag anvender, når vi taler om inklusion, i mange tilfælde være helt fin, men alene sprogligt får vi et signal om, at vi tager udgangspunkt i elevens "fejl og mangler" og ikke i styrkerne: vi indsætter de udsatte. I mange tilfælde kan dette virke stigmatiserende og signalerer til både lærerne og elevfællesskabet, at de forude har et arbejde at udføre. En inklusionstankegang kan meget nemt opleves som en skråt ned-attitude fra 'de normales side', og den vil af nogle blive mødt med et skråt op-svar. Individualiseringen af undervisningen og ansvarliggørelsen af den enkelte bidrager til, at nogle bliver 'de udsatte'.

Nogle af synsvinklerne på udsathed kan i øvrigt ses i en film, hvor Per Schultz Jørgensen og jeg forholder os til problematikken som optakt til en undervisningsmateriale om udsatte børn.  Unicef Rettighedsskoler, børnekonventionen og udsatte børn, hedder det.

Artiklen fortsætter under banneret

Under diskussionen i Advisory Boardet rullede en film på indersiden af mine øjenlåg. Den stammede fra mit møde med de elever, jeg sagde farvel til for 40 år siden og genså forleden.

En af drengene, som havde store vanskeligheder med boglige fag, men som var vellidt og hørte til, kunne vi nok have gjort mere for. Men han nød respekt for sine bidrag til fællesskabet på boldbanen, i idræt, i frikvartererne, i manuelle og fysiske aktiviteter. Og nu fortalte han sin historie om efter skolen at have etableret selvstændig virksomhed, at have været ude for en voldsom faldulykke, at være gået konkurs, at have genoptrænet sin krop og taget natarbejde for at banke sin store gæld af, og derpå at have startet virksomhed på ny.

Han har det, som Per Schultz Jørgensen kan robusthed. Og den robusthed har både givet ham en berettiget selvfølelse og aftvunget en endnu større respekt fra os, der hørte hans historie. 

Så spørger man sig selv: Hvor har han fået det fra? Er det hans gener - og/eller har skolen bidraget? 

Lidt af svaret tror jeg kan findes i en mail, som kom fra en anden af eleverne efter vores sammenkomst: på vejen hjem var jeg fyldt med kærlighed og glæde over følelsen af et gensyn med savnet “familie”. Vi er på en eller anden måde hinandens DNA. En del af hinandens historie. Og hvor er det skønt at vide, at I er derude i verden og at vi skal ses igen.... og igen og igen.....🤣. 

Se, det var en følelse, som flere havde, selv om vi ikke havde set hinanden i  mange år. Spredningen i den klasse var større end i mange aktuelle inklusionsklasser, men der var ingen inkluderede elever; der var elever som hørte til i 'familien'.

Nu tror jeg ikke, at fællesskabet er svaret, der løser alle problemer. For mig at se gælder det om at finde balancen mellem den enkelte og det fælles. Men en god tommelfingerregel for mig er, at enhver har de basale rettigheder, som i øvrigt er bestemt gennem konventioner. Men den egentlige hemmelighede er, at man må indrette sig efter, at alle de andre har de samme rettigheder som jeg. Det er her dynamikken mellem individ og fællesskab opstår.                       

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.440 andre er allerede tilmeldt