Debat
2   37

Halfdan, hottentotterne og hysteriet

I dansk børnelitteratur skriver man rask væk om død, savn, sorg, misbrug, aborter og klimakrise, men man må ikke længere sige ”hottentot”. Ordet er fjernet fra ny Halfdan Rasmussen- udgivelse. Det kræver en forklaring.

Børnelitteraturen har i år mange om befundet sig på mere end én enkel knivsæg. Den har balanceret på grænsen mellem kunst og pædagogik, mellem fin- og populærkultur og mellem tabuer og kunstnerisk frihed. Den er vant til at gebærde sig i oprørte vande.

Samtidig har man et indtryk af, at børnelitteraturen er noget, der står mange af os nær, fordi vi i større eller mindre grad er vokset op med den, og en del signifikante værker er blevet en del af vores danske kulturarv. Herunder ikke mindst Halfdan Rasmussen, hvis ABC med Ib Spang Olsens unikke illustrationer ligger på minimum ni ud ad ti dåbsgaveborde i dag. Det er netop i ”Abrakadabra og andre børnerim” og ”Jeg vil tælle stjernerne og andre børnerim” med tegninger af Ib Spang Olsen, at bortredigeringen af blandt andet ordet ”hottentot” har fundet sted.

Derfor er dette indlæg en oprigtig undren over nogle af de rationaler, der ligger til grund for, hvad man må og ikke må sige og skrive for børn. Hvad beror beslutninger om at fjerne enkelte ord fra klassiske børnelitterære værker egentlig på? Hvem er det, der kommer og gør opmærksom på, at udvalgte ord ikke længere bør forekomme i børnelitteraturen, fordi de kan virke stødende på børn i dag?

Pippi stod forrest på skafottet.

Artiklen fortsætter under banneret

Med den nok så medieomtalte redigering af Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe tilbage i 2015, hvor Pippis far ikke længere måtte være negerkonge, men i stedet blev sydhavskonge på Kurrekurredutøen, blev fokus for alvor sat på sproget i børnelitteraturen. Der rejste sig en til tider ophedet debat om konkrete ords betydning og moderne konnotation og begrebsforskrækkelse, og mange mente, at man tog Astrid Lindgrens mest berømte figur som gidsel i en krænkelsekarrusel, der allerede på det tidspunkt var løbet løbsk. I Danmark slog vi en hånlig skoggerlatter op over svenskernes nok så typiske hysteri. Ingen kunne ane, hvor slemt det skulle gå.

Forlaget Gyldendal begrunder blandt andet redigeringen af Halfdan Rasmussens børnerim med, at de oprindelige børnerim blev skrevet med en bestem intension, der læses anderledes i dag, end da rimene blev skrevet mellem 1949- 1959. ”Gennembruddet for egentlig nonsensdigtning for børn i Danmark", skriver professor Torben Weinreich i ”Historien om børnelitteratur” fra 2006.

Her er vi fremme ved første rationale: Ords betydning ændrer sig over tid. Det giver mening. Talrige ord og vendinger har skiftet betydning. Nogle må i dag betragtes som værende hedengangne, men andre er kommet til og har, i stærkt varieret omfang, beriget vores sprog.

Børn mister evnen til at sige ”pyt”

Betyder det så, at børn i dag skal skånes for ord, der førhen ikke havde nogen form for racistisk betydning? Ved at fjerne ord fra ældre børnerim, mister de nutidige- og fremtidige læsere forståelsen for, at sprog er i konstant udvikling. De mister forståelsen for, at ord kan skifte betydning, og de mister evnen til at trække på skulderne og sige ”pyt”. Vi skal ikke lære vores børn at sige ”neger” eller ”hottentot”, men lige præcis i ældre sammenhænge indgår disse ord i det danske sprog, og jeg er meget i tvivl om, hvorvidt et barn i dag vil lade sig krænke ved at læse et ældre børnerim. Chancen for at barnet læser digtene uden tilstedeværelse af voksne er relativ lille, vil jeg mene. Det er vores opgave at lære børn fornemmelse for sprog, også det ældre sprog, der ikke overraskende er anderledes end i dag og har nogle andre facetter.

Derved er vi fremme ved næste rationale, og her må jeg beklageligvis meddele forlods, at det giver endnu mindre mening end det første.

Mig bekendt foretager man ikke den slags ændringer i ældre litteratur for voksne, for vi kan godt selv udlade, at ord var anderledes betonet førhen. Børn skal derimod skånes for ord, der kan støde dem. Tillad mig at korrigere: De voksne læsere kan risikere at blive stødt på manchetterne, (det betyder, at man føler sig krænket, i tilfældet af tilstedeværelsen af unge læsere), og det oven i købet på børnenes vegne. Så kan det næste ikke blive være. Lad os straks rulle det lingvistiske faldunderlag ud, så børnene ikke kan slå sig på sproget. Det gør nemlig naller.

En uigennemsigtig jungle af tabuer.

Det er således fat, at man i børnelitterære kredse i det store udland fra tid til anden skæver skeptisk op mod Skandinavien og undrer så over, om vi overhovedet kender til tabuer i vores børnelitterære univers. Nogle vil mene, at vi har stødt hovedet hårdt mod grundfjeldet og som en ulykkelig konsekvens heraf har mistet en hver form for fornemmelse for, hvad børn kan kapere både kognitivt, sprogligt, etisk og moralsk.

I Norden møder børn nemlig billedbøger, graphic novels og romaner om incest, død, misbrug, herunder både stof-, alkohol- og seksuelt misbrug. Vi er ikke blege- eller det er vi, men ikke på den måde- for at gøre nar af Gud. Og det er på det nærmeste umuligt at læse en ungdomsroman uden selvmord, selvskade eller selvlede i almindelighed.

Så hvorfor dette mærkværdige fokus på enkelte ord, der muligvis kan virke stødende? Det bliver for usammenhængende og tilfældigt. Den slags nedslag og bortredigeringer hænger ganske enkelt ikke sammen med de strømninger omhandlende det reflekterede, selvstændige og handlekraftige barn, der har været en gennemgående figur i børnelitteraturen i årtier, netop startende med selv samme knaldrødhårdrede Pippi, som vi lærte at elske. Ligesom vi lærte at elske Cykelmyggen Egon, der møder en vandpiberygende kålorm på sin vej. Føj da! Ligesom vi hurtigt lærte at elske Lille Virgil, der formentlig ikke var blevet erklæret uddannelsesparat. Ligesom vi elskede Buster og Krumme, og som vi elsker Vitello, Villads fra Valby eller Iqbal farooq.

Så kære forlag. Læg ikke under for angsten for ord. Det er blandt andet i mødet med litteraturen og fiktionen, at vores børn får begreb om livet. Det man i hensvundne tider kaldte dannelse. Litterær dannelse vel at mærke. Den dannende selvfordobling. Selvspejlingen. Mødet med andre tider og bevidstheder med alt hvad dette måtte indebære af overraskelser. Giv os lov til tage snakken med vores børn om sproget. Så skal vi nok selv bestemme, om vi vil sige ”Hottentot”.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.488 andre er allerede tilmeldt