I Kina spiser de hunde, hedder en efterhånden gammel actionkomedie. Alene titlen kan efterlade en stor hundeelsker, der har daglige samtaler med det firbenede familiemedlem, næsten tudevorn.

Men i Danmark spiser man, med De Nationale Test, børn i skolen. Det er politisk bestemt og det er næsten ikke til at holde ud at tænke på som mor.

I de her dage går nogle af vores børn til Folkeskolens afgangsprøver.

Min datter er på efterskole og i dag var de til 10. klasses afgangsprøve i skriftlig dansk. Jeg fik lov til at læse hendes debatindlæg, som hun har givet overskriften ’Karakterræset og den konkurrenceprægede stemning ødelægger folkeskoleelevernes sammenhold’.

At læse hendes debatindlæg gjorde mig trist og gav mig en knude i maven. Hvad er det for et usundt system, vi har skabt?

Hun beskriver, at hun tydeligt husker, at hun, bare 11 år gammel sad grædende i mine arme, aftenen før hun skulle tage en National Test og at hun allerede dengang oplevede, at skulle styres af sit resultat og at den styring kun tog til de kommende år i skolen.

I skolen har man nemlig fra politisk side besluttet at spise børn. Man kalder det De Nationale Test. Og alene rettens pris er 110 millioner kroner.

Min datter husker De Nationale Test i 4. klasse. De gav en unødvendig uro og en konkurrencepræget stemning blandt klassekammeraterne. Den konkurrenceprægede stemning tog til og i 8. klasse, da de fik de første standpunktskarakterer, var alle meget interesserede i, hvad der stod i hinandens karakterblad.

Debatten om De Nationale Test er ikke ny. Problemet ligger ifølge forskere blandt andet i, at testene er adaptive, hvilket betyder, at hvis du svarer mange forkert i starten, kan det være svært at hive resultatet op igen. Til forskel fra en lineær test, hvor alle svarer på samme spørgsmål, tilpasser den adaptive test sig efter, hvad eleven svarer.

Konsekvensen er, at resultatet kan være helt forkert og der kan være store forskelle på gentagne målinger af den samme elev, fordi fejlene vil være nogle andre i første test, end de vil være i den anden.

Siden 2010 har vores børn været underkastede De Nationale Test, som ifølge Undervisningsministeriet har kostet 110 millioner kroner at udvikle. Eleverne testes i syv forskellige fag fra 2-8. klasse.

En, blandt mange horrible opgaver, er at 4. klasses elever skal dele ordet ’genertkreditblufærdig’ i tre ord.

Det er jo det rene vanvid. Og vi kan med rette anfægte validiteten af De Nationale Test.

Men hvad gør de ved vores børn?

Hun skriver videre, at det er uundgåeligt at komme igennem Folkeskolens afgangsprøver uden et enormt pres fra både lærere, forældre, omverdenen og ikke mindst sig selv.

’Det kommer til at handle for meget om tal. Og når det sker, kan vi, uden at ville det, komme til at stræbe efter ydre anerkendelse frem for at udvikle vores indre. Og selvom jeg med stor glæde vil opnå et 12-tal, kan jeg godt se i det store billede, at det ikke er tallene jeg skal bruge på længere sigt. Det er mine evner til at udvikle min horisont og mig som menneske, og de skal gerne favne bredt’.

Jeg har skolesøgende børn på 18. år og indimellem har jeg holdt vejret og haft hjertebanken over, om de ville blive spist af et usundt system, der måler dem i tide – og allermest i utide på nogle håbløse parametre.  Et usundt system, der dels kan skabe unødvendig konkurrencestemning blandt børnene, give med følelsen af ikke at være ’gode nok’ og som er med til at fodre psykiatrien med lange køer med børn og unge, der udvikler angst, depression, skolevægring og spiseforstyrrelser.

I skolen har man nemlig fra politisk side besluttet at spise børn. Det er ikke årets dårlige ret. Man spiser dem fra 2-8. klasse i syv forskellige fag. Uden hverken at synke eller blinke.

Det er lykkedes min datter at finde en farbar vej i et usundt system, tror jeg, idet hun skriver: ’Og selvom at jeg er ”en af de typer”, der har svært ved at præstere under pres og løse en opgave hurtigt, er jeg stadig afklaret med, at det ikke er tallet i sig selv der er det vigtigste. Det er vigtigt at kunne forstå den faglige del, og ikke kun den del, jeg har terpet til at klare en enkel prøve’.

Og mange steder terpes der i et væk til De Nationale Test.

Det er svært ikke at blive spist i skolen. Fra 2-8. klasse i syv forskellige fag.

Jeg ved godt, at jeg måske nok er lidt naiv, når jeg ønsker mig bredere politisk interesse for en Folkeskole med nogle rammebetingelser, der dels giver lærerne mulighed for og lyst til at virke professionelt i den og nogle betingelser, hvor små mennesker kan udfolde sig med stor virkelyst og kreativitet.

Og selvom jeg måske er naiv, så efterlades jeg samtidig med håb, når min datter skriver:

’Ungdommen skal turde tage initiativ til at lære og reflektere, for at kunne rykke sig som menneske. Eller med andre ord, skal vi turde gå ud i verden med stærke drømme og turde tage valg, der ikke nødvendigvis altid er lige målrettede. For der skal også være plads til at blive til nogen og ikke kun noget’.

Lad os nu lade være med at spise de børn. De kan ikke holde til det.

De Nationale Test har kostet 110 millioner. Hvad omkostningerne ved det måltyranni er rent menneskeligt for børnene og deres familier på sigt, i psykiatrien og i tabt arbejdsevne for forældre, tør jeg slet ikke tænke på.

Det er med Einsteins ord 'Ikke alt, der kan tælles, der tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles'.