Alle 80 billedkunstlærere kom også på en fælles workshop, som det ses på billedet.

Første store billedkunstkonference i fem år

Foreningen for Danmarks Billedkunstlærere afholdt fredag og lørdag en stor billedkunstkonference for første gang i fem år. Ifølge formand for foreningen var det et historisk øjeblik for faget.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

80 billedkunstlærere var i weekenden samlet til en to-dages konference med fokus på inspiration og fagets fremtid.

"Det var et historisk øjeblik at kunne byde velkommen til konferencen efter en periode, hvor billedkunst faktisk har opnået noget. I næsten en hel generation har der kun været nedskæringer på faget i folkeskolen og på læreruddannelsen", siger formanden for foreningen for Danmarks Billedkunstlærere Lykke Østrup Andersen.

Konferencen kommer i kølvandet på to politiske aftaler, der hver især har styrket faget. Først blev forligskredsen på Christiansborg enig om, at alle elever fra næste skoleår skal have et praktisk-musisk valgfag i 7.-8. klasse - et valgfag, der blandt andet kan være billedkunst.

Praktiske valgfag er en realitet efter sommerferien - men læseplaner er ikke på trapperne

Siden blev partierne i forligskredsen også enige om, at alle elever skal have billedkunst i 6. klasse fra skoleåret 2020/2021.

"Det har været et dejligt år for billedkunst. Det er fantastisk, at politikerne endelig har fået øjnene op for billedkunst. Nu mangler vi så at få politikerne til at forstå, at det ikke er nok, at vi kun har én lektion i 1., 5. og så også 6. klasse. Et praktisk fag kan ikke nøjes med 45 min. Alle praktiske fag bør have to lektioner som minimum", lyder det fra formanden for billedkunstlærerne.

Stort behov for billedkunst-kurser

Det er fem år siden, at foreningen har afholdt en konference. Det skyldes ifølge Lykke Østrup Andersen, at foreningen har brugt sine resurser på at påvirke politikerne.

"Vi har ikke afholdt konferencer de sidste fem år, da vi har brugt ressourcerne på at gøre opmærksom på faget på anden vis i forskellige samarbejder og på politisk niveau", siger hun. 

Billedkunstforening: Skoleaftalen tilfører ikke timer nok

Med de store ændringer i faget skal der ifølge Lykke Østrup Andersen ikke gå fem år igen, før foreningen inviterer til en ny stor konference.

"Konferencen er begyndelsen på en tilbagevendende begivenhed, som foreløbig er tænkt til hvert andet år. Men spørgsmålet er, om vi kan vente til 2021 med at afholde vores næste konference? Der er virkelig behov for, at billedkunstlærerene bliver klædt på, og vi får udvekslet erfaringer fra det første år og frem mod den første prøve i 2021", siger hun.

Billedkunstlærer: Vigtigt at mødes med andre billedkunstlærere

Billedkunstlærer på Asgård Skole i Køge Trille Meyer deltog i weekendens konference. Hun fortæller, at hun har taget rigtigt meget med hjem i bagagen.

"Vi billedkunstlærere kommer sjældent afsted på kursus, fordi faget ikke bliver vægtet så højt som de store fag. Så det er altid enormt givende at komme afsted", fortæller hun.

Undersøgelse: Ingen efteruddannelse i over fem år

Trille Meyer lægger især vægt på gevinsten ved at mødes og arbejde sammen med andre billedkunstlærere.

"Jeg har ikke noget fagteam til billedkunst, og det ved jeg, at sådan er det på rigtigt mange skoler. Derfor giver det os et netværk af andre billedkunstlærere, som vi kan snakke med og blive inspireret af. Jeg mødte blandt andet en billedkunstlærer fra min egen kommune. Vi har faktisk tidligere udviklet et forløb sammen, men siden har vi ikke haft tid til at mødes. Så det var virkelig rart, at vi endelig fik tid til at snakke sammen", fortæller hun.

På programmet var der blandt andet sat tid af til fem workshop, der havde 'det undersøgende og eksperimenterende i billedkunstfaget' som overtitel.

Deltagerne blev fordelt på de kreative værksteder ved hver især at trække en tilfældig pensel, hvorpå der stod, hvilken workshop de skulle give sig i kast med.

Lavede orkester med ugly ducklings

Trille Meyer endte på workshoppen med titlen 'Grimme Ællinger'.

"Det gik ud på, at vi skulle skabe en fantasifugl, som ikke måtte være særligt køn. Vi fik blandt andet nogle bannere, vi skulle klippe i stykker, og så havde vi også avispapir, garn og lim. Og så fik vi tre kvarter til at skabe et væsen", fortæller hun.

Billedkunstlærere står ofte uden et fagteam

Herefter blev alle deltagerne bedt om at samles i mindre grupper for at få de mange nye væsener til at interagere med hinanden.

"I min gruppe dannede vi et orkester med ugly ducklings. For nogle af de andre blev deres væsener til nogle, der æder alle de nyvaskede sokker", fortæller hun.

Billedkunst er et vigtigt dannelsesfag

Ifølge Trille Meyer var det inspirerende at blive kastet ud i en kreativ proces.

"Det er dejligt, at vi lavede noget, som vi kan tage direkte tilbage til vores undervisning. Og så var det også rigtigt inspirerende at lave øvelsen med andre billedkunstlærere. For så kunne man nemlig imens snakke om, hvordan de kunne forestille sig at arbejde med det i deres 3. eller 6. klasse", siger hun.

Billedkunst i 6. klasse er »street«

På Trille Meyers skole er det besluttet, at skolen efter sommerferien vil tilbyde billedkunst i udskolingen som et toårigt valgfag. Trille Meyer skal stå for undervisningen, og det glæder hun sig til.

"Det bliver en stor og vigtig opgave. Billedkunst er enormt vigtig for elevernes kulturforståelse og lyst og evne til at eksperimentere. Så for mig er det et ekstremt vigtigt dannelsesfag. Derfor er det utroligt stort, at vi nu får billedkunst hele vejen op igennem skolen".