Anmeldelse

Der er lige 10 minutter/Det ta'r nok 20 minutter/En halv time gør meget ved det

”Ti-tyve-tredive” - og så en ordentlig dukkert i problemløsningen

En serie på tre bøger med spændende matematisk grubleri har i løbet af det tidlige forår set dagens lys. Hvis læreren kan overkomme de praktiske forhindringer i materialet, er der stof til mange gange 10, 20 og 30 minutters lærerig fordybelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er altid en fornøjelse at sidde med en udgivelse fra matematiklærernes eget forlag foran sig: lækkert layout, indbydende at gå til – og sædvanligvis med et indhold, der ad andre kanaler end i mere traditionelle taskebogssystemer kan gøre eleverne en hel del klogere på matematikkens krinkelkroge.

Fakta:

Titel: Der er lige 10 minutter/Det ta'r nok 20 minutter/En halv time gør meget ved det

Forfatter: Povl Hansen

Pris: 287,50 kroner stykket

Sider: 80

Serie: Kan du løse problemet?

Forlag: Forlaget Matematik

I det nu foreliggende materiale får netop den finurlige tilgang og fordybelsen en ekstra tand. Og det er altså kun det fysiske format, der kan retfærdiggøre betegnelsen tre ”små” bøger. Indholdsmæssigt er der nemlig mere end nok at tage fat på. Dette gælder, uanset om man er indskolings-, mellemtrins- eller udskolingselev (eller -lærer), uanset om man med forfatterens ord er ”small”, ”medium” eller ”large”, uanset om der så er de 10, de 20 eller de 30 minutter til rådighed. Hvis den tidsramme da overhovedet kan overholdes …

I modsætning til flere af de seneste års udspil fra forlaget er der ingen af de mere skematiske opstillinger af og redegørelser for læringsmål; dette måske som en følge af den aktuelle nedtoning af netop målstying i undervisningen. Men den matematiske problemløsning er jo i den grad i spil på hver eneste side, ligesom forfatteren også er bevidst omkring kommunikationskompetence og ræsonnementskompetence.

Hver af de tre bøger rummer en lærervejledning, der – helt i tråd med de fine intentioner i øvrigt – vel at mærke sjældent leverer et decideret facit, men i langt højere grad søger at brede mulige løsninger og de fælles refleksioner herover endnu mere ud.

Én eller to ting, som jeg ikke forstår (altså ud over de nødder, det ikke lykkedes mig at knække undervejs): Hvis det er tre – i så fald dyre – elevbøger, vi bliver præsenteret for, hvad bestiller lærervejledningerne så heri? Er der i stedet tale om lærerens bog/bøger? Så har han eller hun et stort stykke (ulovligt?) arbejde foran sig med at kopiere opgaver såvel som bilag. Lige i den forbindelse havde en samling pdf-filer eller blot løse ark i A4-format gjort bedre fyldest, også fordi den valgte alt i én-løsning vist ikke holder til så mange ture i kopimaskinen. Ærgerligt, hvis en praktisk hurdle kommer til at lægge hindringer i vejen for en større udbredelse af et så spændende og lærerigt indhold.