Lærerstuderende spærrer deres bibliotek af for at beholde det

I morges blev døren til ledelsens kontor på Læreruddannelsen på Nyelandsvej barrikaderet med bøger fra uddannelsens bibliotek. Biblioteket skulle flyttes til Campus Carlsberg, og det var de studerende overordentligt utilfredse med.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med sammenlægningen af de københavnske læreruddannelser er de studerende på det tidligere Frederiksberg Seminarium - nu Læreruddannelsen på Nyelandsvej - meget opmærksomme på, om man flytter dele af deres uddannelser. Derfor blev en meddelelse om, at deres bibliotek skulle lukkes og flyttes til Campus Carlsberg på grund af besparelser også mødt med store protester.

"Det vil ødelægge studiemiljøet, at man ikke har mulighed for at studere på sit uddannelsessted. Det betyder meget både i forhold til udlån, men i endnu højere grad, når man sidder derude og skriver på en opgave, at man kan gå ind og finde de relevante bøger at citere fra", fortæller næstformand i den lokale studenterforening Lærke Schmidt Thomsen, som går på 4. semester på læreruddannelsen.

"Og så er vi selvfølgelig også bange for, at det er et tegn på, at de alligevel vil flytte os til Campus Carlsberg", siger hun.

Lærke Schmidt Thomsen og en gruppe af hendes medstuderende mødte derfor op i morges kl 7.30 med cirka 60 bøger, som de stablede op foran døren til ledelsens kontorer. De satte også afspærringstape på døren til biblioteket.

(opdateret)

Reddet på målstregen

Institutleder på Nyelandsvej Lis Madsen fortæller her sidst på dagen, at ledelsen faktisk allerede har lyttet til de studerende.

"Vi har besluttet at rulle beslutningen tilbage, fordi de studerende tilsyneladende oplevede det som et større tab, end vi umiddelbart vurderede på baggrund af den brug af biblioteket, vi kunne se", fortæller hun.

Hun understreger, at der ikke har været tale om en spareøvelse, men en at der selvfølgelig skal prioriteret i resurserne i den offentlige sektor.

"Det har været et led i at se, hvordan kan vi give de studerende den bedst mulige service. Vi har på Carlsberg et splinternyt bibliotek og cfu-tilbud, som er meget mere opdateret og bredt end det kan være på Nyelandsvej. Så en del af årsagen var jo, at vi gerne ville have de studerende til at brug det større og mere opdaterede bibliotek. Men vi har måttet erkende, at de havde større betydning for de studerende, end vi havde troet".

I forhold til de studerendes frygt for at lukningen var et skridt på vejen til også at flytte de studerende, beroliger Lis Madsen med, at der har været en helt klar udmelding fra rektor om, at det ikke er det, der er på spil.

 

 

 

Powered by Labrador CMS