Blog
0   0

Påske-halløj

Abonner på nyt om John Rydahl i dit personlige nyhedsbrev.


En lille refleksion i anledning af den nyligt overståede højtid

Det slår sjældent fejl at pressen til jul og påske har et eller andet indslag om religion - og ofte enerverende med fokus på andelen af julegudstjenester i skoletiden og til påske om, hvorvidt de, der er medlemmer af folkekirken, nu også tror på Gud. Således også i år, hvor op mod 1500 folkekirkemedlemmer havde svaret på, om de tror på Gud. Det svarede kun 43 % bekræftende på, mens 29 % svarede nej, og 25 % ved ikke, mens de sidste 3 % havde undladt at svare.

Selv havde jeg i påsken fornøjelsen af at skulle ledsage min 90-årige svigerfar til familiefrokosten. Ikke at han ikke selv kan køre. Det gør han dagligt, men han ville nødig gå glip af øl og snaps og foretrak derfor at blive bragt.

Artiklen fortsætter under banneret

Netop entreret vognen henviste han hoverende til undersøgelsens resultat og fulgte op med, at han jo som bekendt selv hørte til de ’ikke-troende’.

På så bombastiske en udmelding, kunne jeg ikke dy mig for at respondere, at han dog måtte tro på et eller andet - fx at jeg ville komme til lovet tid for at afhente ham - da jeg jo tydeligvis havde bemærket, at han var dukket op i vinduet for at se efter mig, da klokken faldt i slag for aftalen.

”Ja” svarede han, ”men det er jo snarere et spørgsmål om tillid. For dig kender jeg jo, og erfaringen siger mig, at du holder, hvad du lover. Gud derimod, kender jeg ikke. Så ham har jeg svært ved at nære tillid til.”

Derved fik svigerfar - måske uden helt at være bevidst om det - undsagt en af Bibelens egne definitioner på tro - nemlig den der fremgår af vers 1 i kapitel 11 i brevet til hebræerne, hvor det hedder: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning og det, der ikke ses” - altså troen på det usynlige og i stedet markeret et mere moderne menneskesyn - nemlig ’homo humanitatis’ eller troen på at mennesket som væsen er herre i eget hus og selv kan tage vare på det gode.

Proklamationen fremkaldte således en vis koldsved, dels fordi det vel i nogen grad var netop denne tro, der havde fremkaldt Første Verdenskrig, hvilket svigerfar på ingen måder er uvidende om, dels fordi den prompte helt fysisk påmindede mig det etiske åg på mine skuldre, der implicit ligger heri. For som Paulus skriver i et andet af sine breve (Rom 7, 19): ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, hvilket han ej heller er ubekendt med. Der måtte således ligge noget andet bag.

Måske svigerfar som repræsentant for de 29 % ligger under for at have internaliseret kristendommens pointe i så høj en grad, at han er blevet blind for den og dermed som repræsentant for denne gruppe er langt mere troende end de 43 % ’ja-sigere’?

Denne måske lidt formynderiske og delvist kætterske tanke rendte mig i hu under en af de lidt mere stille og kedelige stunder af påskefrokosten, hvor jeg kom til at tænke på den franske filosof Derridas udlægninger af dobbeltheden i titlen på sin bog Dieu sans l'etre. Den kan, skriver han, dels forstås i betydningen: ’Gud uden væren’ - altså en gud der er hævet over dette fænomen, eller i betydningen: ’Gud, uden at være det’ - altså en som går for at være Gud, uden egentlig at være det.

Hvis det har noget på sig, var svigerfar med sine 90 år på bagen vel den mest moderne iblandt, fordi vi alle i hans optik hver især var synlige repræsentanter for den usynlige tro, som man alene kunne have tillid til, fordi man kunne erhverve sig erfaringer med dem. For er det ikke en særlig kristelig pointe, at ens gudsforhold viser sig i forholdet til næsten?

Ikke at dette strejf af en tankeflugt lettede det etiske pres. Snarere føjede det sig som fod i hose til tidens præstationskultur - og jeg havde jo forlods lovet også at bringe ham hjem igen, hvorfor jeg ikke kunne fejre erkendelsen i overdrevne mængder af påskebryg.

Konfronteret med pointen på hjemvejen var hans eneste kommentar på trods af mit mådehold, at det var noget fordrukkent sludder og at måtte have fået et par genstande for meget, men at jeg alligevel gerne måtte komme til tiden også næste gang, jeg skulle hente ham.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Religionsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Religionslærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
4.274 andre er allerede tilmeldt