Anmeldelse

Dysleksi, motivation og robusthed

Dysleksi kræver forståelse og samarbejde

En bog, som bør læses af både pædagoger, lærere og forældre, fordi skoler og institutioner i dag rummer mange børn med forskellige diagnoser. Dysleksi er en af dem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen gennemgår, hvilke udfordringer og kompetencer børn med dysleksi har, og fokuserer på de følelser, der knytter sig til det at være ordblind. Dysleksi har selvsagt ikke noget med intelligens at gøre, og det handler heller ikke om dovenskab. Problemet er store vanskeligheder med at lære at bruge skriftens lydprincip. Det gør det svært at tilegne sig en sikker og hurtig ordafkodning og giver derfor en begrænset læseforståelse.

Fakta:

Titel: Dysleksi, motivation og robusthed

Forfatter: Trine Trentemøller

Pris: 150

Sider: 103

Forlag: Forlaget Klim

Skriftsproget og læsekulturen fylder meget i skolen. Det er en stor udfordring for børn med dyslektiske vanskeligheder. Dysleksien gør det vanskeligt at føle sig godt tilpas i skolen. Den er derfor også en hindring for at lære og få et godt udbytte af undervisningen. At overvinde vanskelighederne kræver forståelse og stiller krav om samarbejde mellem forældre, lærere og pædagoger.

Bogen er hurtigt læst og består af fire kapitler: Første kapitel handler om de store udfordringer, skolens skriftsprog og læsekultur giver børn med dysleksi. Hvordan er det at være barn med dysleksi? Der er eksempler og gengivelse af samtaler med elever, der beskriver deres handicap. Der er udveje: Der skal tidligt i barndommen leges med sproglyde, rim og remser, fordi det stimulerer hjernen og hjælper barnet med at bearbejde lyde.

Andet kapitel handler om, hvordan læreren eller pædagogen opdager ordblindhed, og hvordan man på alle måder bedst hjælper barnet. Det er vigtigt, at dyslektikeren bliver robust. Det handler om at lære at acceptere sine vanskeligheder. Det sker blandt andet ved, at eleven får indsigt i, hvordan hjernen fungerer. Eleven skal også forstå, hvorfor øvelse gør mester, og hvordan hjernen bedst kan huske og orientere sig rumligt.

Tredje kapitel behandler vigtigheden af indre og ydre motivation. Den voksne skal samarbejde og motivere barnet, give plads til følelsen af, at man selv er med til at bestemme, og derigennem motivere til det, der giver mening. Når vi lærer noget, skal vi føle, at det, vi skal lære, er inden for rækkevide. Man skal orientere sig mod det, Vygotsky kalder for den nærmeste udviklingszone.

Fjerde kapitel omhandler samarbejdet mellem skole og hjem: om relationerne og forståelse for højtlæsnings betydning for læseudviklingen. Der er også henvisninger til, hvor man kan hente hjælp og låne bøger til mennesker med et læsehandicap.

Bogen er fyldt med dyslektiske børns tegninger, som illustrerer, hvordan det er at leve med dysleksi, og så vrimler den med cases. De er med til at gøre os opmærksomme på den dagligdag eller virkelighed, vi møder, når vi er på.

Trine Trentemøller har vigtige budskaber. Bogen er absolut anbefalelsesværdig.