Blog
0   19

Dansktimen - Kigger ned falder op - #1

Abonner på nyt om Marie Elmegaard i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Første lektion. Morgensolen står ind gennem klassens vinduer. Eleverne er så småt ved at vågne. I dag står der livsduelighed på programmet og der er sat streg over de ellers planlagte test.

Hvornår ved man egentlig, at man skal dø? Hvorfor dør nogen mennesker, når de har små børn? Kan man se, at en far eller mor skal dø på et bestemt tidspunkt? Hvor kommer man hen, når man er død? Det skorter ikke på spørgsmål om liv, død og himmel i klassen. Døden fylder også i meget børne- og ungdomslitteratur i øjeblikket - måske fordi, at vi her åbnes for mennesket mere end systemet og for alvor konfronteres med ordet, mening(sløshed). 

Og når klumpen presser sig stor nok i dansklærerens hals, så ved man, at det er nu, at vi når helt ind til benet og taler om alt det, der gør ondt, gør os kede af det eller blot er fuldstændig uforståelig. Og står i stor kontrast til dagligdagsrefleksioner over, hvorvidt man skal have leverpostej eller makrelguf med i madpakken, hvorvidt man skal være på Snapchat eller ej og hvorvidt man kan få lusket en ekstra Fortnite-time ud af sine forældre. 

Majas mor blev pludselig alvorlig syg, og klassen fulgte på ugentlige klassemøder med i sygdomsforløbet og ikke mindst Majas sorg, frustrationer, håb og drømme. Og det kan lyde ganske trist og sentimentalt - men vi  grinte også, skældte ud, råbte og var stille sammen. Vi læste i samme periode, “Kigger ned falder op” af Liv Ea og drøftede romanens åbne slutning, hvor forfatteren "giver" os lov til sammen at håbe på, at hovedpersonens mor overlever sit sygdomsforløb. Og vi drøftede alt det, der var svært. Håb, drømme, frustrationer og når alt bare bliver sort inden i. (Selv forberedelsestiden gik i sort og desværre måtte planlægningen af et nyt forløb omkring flydende læsning, stjerneløb i det udvide tekstbegreb, skrivebånd og den intenderede indførsel af CL-strukturer se sig stemt ude.)

Og ofte stod jeg i drøftelser med mine kolleger om, hvorvidt disse ord og samtaler om livet og døden, var for grænseoverskridende for eleverne. Skal de skånes? Og som Majas mor blev dårligere og dårligere, så tabte disse drøftelser deres kraft og det stod lysende klart for mig, at her kunne jeg kun være det menneske, jeg er i min lærergerning. Jeg havde en vigtig opgave i at skabe et klasserum til de tanker og følelser, der opstår hos såvel børn som voksne, når børn alt for tidligt mister deres forældre. 

Artiklen fortsætter under banneret

Majas mor overlevede ikke sit sygdomsforløb, og der fulgte en meget følelsesmæssig turbulent tid for Maja, hendes familie, for klassekammeraterne og lærerne. Det store spørgsmål var konstant; hvordan hjælper vi Maja bedst? Og kan vi overhovedet hjælpe hende? Skolen har sorgplan, kriseapparat og professionel assistance og alle planer, rammer og systemer er afgørende i sådanne situationer, men de kræver også en lærer, der ikke er bange for at give rum for samtalen om, at livets nedture er svære, meningsløse, urimelige og fuldstændig ubærlige, når man er barn. 

Da jeg gik på seminariet, var det ikke just børn og forældres sorg, at jeg blevet "trænet" i at forholde mig til. Og alligevel så tror jeg, at pædagogikken sneg sig ind af bagvejen og gav ord for, at som lærer og elev, holder vi hinanden i mødet med hinanden. Og det møde kræver en særlig grad af mod på at være menneske sammen. 

Vi klarede også nationale test og interne test i samme periode - resultaterne var ikke nødvendigvis opløftede for dem, der måtte have interesse i dem. Men tiden gik ligesom med helt andre aspekter af lærdom - livsnødvendig lærdom. Og da jeg sagde farvel til Maja og hun skulle videre på ny skole, så havde jeg ro i maven.

Der er en lang rejse foran hende, men hun klarer både rejsen og meningsløsheden. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er hendes familie og hendes klassekammeraters store fortjeneste - og så er det også gode kollegers fortjeneste, der stod bag mig og holdt fast i fortællingen om, at i skolen bliver mennesker til. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.426 andre er allerede tilmeldt