Uddannelsesvejledning over telefonen

Resursestærke unge vil for fremtiden blive henvist til at søge vejledning over telefon eller computer, når de skal rådgives om valg af uddannelse og erhverv efter skolen. Den 3. januar 2011 åbner den nye landsdækkende vejledningstjeneste eVejledning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når klokken slår 10 den 3. januar 2011, vil 34 vejledere sidde klar til at give personlig rådgivning til de unge, der henvender sig til den nye eVejledning over telefon, sms, chat eller e-mail. Tjenesten får lange åbningstider både på hverdage og i weekender.

Hovedparten af vejlederne vil have erfaring fra stillinger i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), Studievalg og forskellige jobcentre, og det er meningen at UU-centrene og Studievalg skal henvise de resursestærke unge og forældre til at benytte den nye eVejledning.

Undervisningsministeriet begrunder eVejledningstiltaget sådan her på nettet:

"E-vejledningen giver borgerne mulighed for hurtigt og nemt at få vejledning om valg af uddannelse og erhverv. E-vejledningen skal ikke erstatte face-to-face vejledningen, men vil være et tilbud til de unge, deres forældre og andre om personlig vejledning uden at mødes face-to-face med en vejleder".

Publikation om uddannelsesparathed

Fra den 1. januar skal unges uddannelsesparathed vurderes, når de fra 9. eller 10. klasse søger ind på en ungdomsuddannelse. Det er et led i regeringens Ungepakke 2 fra oktober 2009, som skal sikre, at unge mellem 15 og 17 år er i uddannelse, job eller andre udviklende aktiviteter. Og for at inspirere blandt andet vejlederne, der skal vurdere de unge, udgiver Undervisningsministeriet en publikation med titlen "Klar, parat, uddannelse".

I ministeriet bliver uddannelsesparathed defineret som, at den unge har faglige, personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

I publikationen findes der eksempler på, hvordan et lokalt samarbejde mellem UU, uddannelsesinstitutioner og skoler kan skabe en fælles forståelse af begrebet uddannelsesparathed.

Følgegruppe med DLF ved bordet

For at forsøge at holde regeringens Ungepakke 2 på rette spor har Tina Nedergaard nedsat en følgegruppe. Her er bl.a. KL, arbejdsmarkedets parter og DLF inviteret. Første møde er på tirsdag den 21. december 2010. Samtidig bliver der igangsat en evaluering af de initiativer, der blev sat i verden med Ungepakke 2.

Publikationen om uddannelsesparathed er sendt ud til UU og uddannelsesinstitutioner og kan hentes frit på uvm.dk. Se link til højre.