Debat

Genindfør seminarierne

Der tales om at læreruddannelsen skal knyttes til universiteterne. Det er en ubrugelig idé

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er praktisk at gøre brug af eksperter, og derfor en god idé. Men på samme måde som vi ikke lader børn regere en nation, på samme kan vi heller ikke lade eksperter gøre det. Eksperter skal underlægges lægmandskontrol og eksamineres efter principper for sund fornuft. Sådan skriver Paul Feyerabend.

Hvis læreruddannelsen placeres på et universitet vil ekspertisen komme til at råde. Så får vi et kundskabsmæssigt og et demokratisk problem. Og hvis folk og ekspert ikke kan tale sammen bryder dannelsen sammen.

Det er allerede ved at ske, og jeg mener, vi bør bekæmpe dette sammenbrud.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Om eksperten skriver Feyerabend:

”He is not averse to occasionally venturing into different fields, to listen to fashionable music, to adopt fashionable ways of dressing (…), or to seduce his students. However, these activities are aberrations of his private life, they have no relations whatever to what he is doing as an expert. A love for Mozart, or for Hair will not, and must not, make his physics more melodious, or give it at better rhythm. Nor will an affair make his chemistry more colourful.”

Nu var Feyerabend ikke videre velorienteret om aktuel dansk uddannelsesdiskussion. Men det gør hans synspunkt desto mere kvalificeret. Der er jo ikke noget barn i den ganske verden, der har glæde og gavn af en sådan såkaldt lærer. Det kom i skole for ikke at underlægge sig hverken folk eller ekspert.

Kan vi få eksperten og ekspertisen til at lytte, så kan vi tage et skridt tilbage til det menneskelige. Hvilket jo ville være et skridt frem. Så kan vi få en lærer, der ikke er helt sikker på hverken børn eller videnskab eller sig selv.

Om det skriver Jakob Knudsen:

”Hvor mange tør f.Eks. i vore Dage bære de selskabelige Vanskeligheder ved at være Seminarist på ærlig Maade. Jeg mener: denne Stands sædvanlige økonomiske Stilling, dens sædvanlige, selskabelige Udvikling, dens sædvanlige dannelsestrin (der er naturligvis mange Undtagelser) kan under givne Forhold ofte hensætte en Seminarists Sind i en Tilstand af Forlegenhed, d.v.s. af selskabelig Uformåenhedsfølelse; og det er der slet intet uskønt eller usandt i; tværtimod: et Menneske, som ærlig (man kunde gerne sige loyalt) bærer denne Lidelse – man kan blive så indtaget i ham; man kan i et sådant Øjeblik faa det sikre Bevis, der personlig forvisser En om dette Menneskes ægthed. Men jeg siger: Hvor mange bærer Forlegenheden på ærlig Maade? Det er meget faa. De fleste lader sig af Angst for Forlegenhedspinen kyse ud i en mere eller mindre fræk og flot eller overlegen Rolle, der gerne ender med at blive vedkommendes Væsen ved alle Lejligheder.”

Knudsen var heller ikke videre velorienteret om nutidens skole. Men, jeg tror på samme måde som med Feyerabend, at han netop derfor er et usædvanligt troværdigt øjenvidne til hvad der sker nu. Forlegenhed betyder nemlig at sætte pris på sin egen menneskelighed, langt hellere end at spille komedie for børn og videnskab.

Derfor.

Kilder

Feyerabend, Paul (1970): Experts in a free society. The Critic, November/December

Knudsen, Jakob (1902/1933): Menneskelighed og Livsgerning. Den danske Højskole/Kristelige Foredrag