Bondo: Skoleudspil er en falliterklæring

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Det er mig uforklarligt, at man foreslår, at resultaterne af nationale test skal offentliggøres, når forskerne helt entydigt siger, at det vil give eleverne et dårligere udbytte«, siger DLF's formand Anders Bondo Christensen.

»Nogle af forslagene er da udmærkede. Det er fint, at der kommer flere læsevejledere, og at eleverne i de små klasser får flere timer. Men det er revl og krat imellem hinanden. Det er en buket med roser og tidsler«, siger Anders Bondo.

Han er heller ikke glad for forslaget om, at der skal være mulighed for at etablere klasser med mere end 28 elever, hvis det er pædagogisk eller socialt begrundet, og hvis de fysiske rammer og personalenormeringer tillader det.

»Jeg kan ikke se meningen med, at man foreslår, at der kan være mere end 28 elever i klasserne, når forskningen entydigt viser, at det vil svække lærernes muligheder for at give eleverne et kvalificeret tilbud«, siger Anders Bondo. |