Børnehaveklasselederne får fagligt netværk på folkeskolen.dk

Næsten 2900 børnehaveklasseledere er medlem af Danmarks Lærerforening. Et helt nyt netværk på folkeskolen.dk vil følge børnehaveklasseledernes arbejde og give dem mulighed for at udveksle erfaringer, blogge og kommentere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnehaveklasseledere er langt fra hinanden i hverdagen. Nu giver Folkeskolens redaktion dem en mulighed for at rykke tættere sammen.

Måden at gøre det på er ved at skabe et online-univers for og om børnehaveklasseledere. Her vil løbende komme nyheder om eksempelvis skolestart, brobygning med børnehaver og arbejdsforhold for børnehaveklasseledere.

Det nye faglige netværk Børnehaveklassen

Målet er at samle nyheder, blogs og debatter på det nye netværk Børnehaveklassen.

Formand hilser nyt netværk velkommen

Formand for Børnehaveklasseforeningen Pia Jessen håber, at netværket kommer til at gøre en forskel for børnehaveklasselederne:

"Jeg håber på, at en netværk kan samle os og være med til at formidle nyhederne", siger Pia Jessen.

Børnehaveklasseleder stiller op for at tale dannelsens sag 

Hun mener, at der er mange emner, som vil interessere børnehaveklasselederne.

"Vi står over for en omskrivning af de fælles mål, som vi skal forholde os til at få implementeret. Det er vigtigt, at vi fastholder folkeskolens lovtekst, hvor der står, at leg er et bærende element i folkeskolen", siger Pia Jessen, som også slår fast, at børnehaveklassen hedder børnehaveklasse og ikke 0. klasse.

"Der er en stor symbolværdi i at hedde børnehaveklasse og ikke et nul. Vi bygger bro fra børnehaven over i skolen. Og der er det et overgangsled fra børnehave til skole. Ordet børnehaveklasse er mere værdiladet end tallet nul", forklarer hun.

Blog: Børnehaveklasseforeningen

Hun håber også, at netværket vil give gode pædagogiske drøftelser om børnekultur, inklusion og forældresamarbejde.

"Der er nogle ting, som er vigtige, som man kan sparre og dele med hinanden. Lige nu har der været meget fokus på stopprøver for børnehaveklasser i ghettoområder. Der må sidde nogle børnehaveklasseledere som føler sig alene og som godt kunne bruge et netværk", siger hun.

Det kan børnehaveklasselederne forvente

Folkeskolen.dk har i flere år satset på at komme så tæt på lærernes hverdag som muligt ved at oprette faglige netværk for alle fag. De seneste år er der sket et boom i både antallet af indhold og læsere på fagenes undersider på folkeskolen.dk, de faglige netværk, så næsten hver anden lærer i dag finder faglig inspiration på siderne.

Ni nye faglige universer på Folkeskolen

Det er denne model, som nu også bliver bredt ud til børnehaveklasselederne. Chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen er glad for, at også børnehaveklasselederne nu får "et online univers, hvor de kan følge med i det nyeste om deres område og dele erfaringer, gode ideer og holdninger til deres faglighed med hinanden og andre", siger Hanne Birgitte Jørgensen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet i den grå boks eller via din profilside og vælg mellem at få en mail leveret til din indbakke hver dag eller én gang hver anden uge med alle nye artikler og indlæg.

Netværket Børnehaveklassen bliver finansieret af en udviklingspulje i Danmarks Lærerforening. Pengene dækker redaktionelle artikler, webudvikling og markedsføring af de nye netværk, og indholdet redigeres efter samme armlængdeprincipper som resten af folkeskolen.dk - og er altså ikke udtryk for hverken DLF's eller Børnehaveklasseforeningens holdninger.