Jeg er en anfægtet lærer emeritus. Jeg er anfægtet af tidens umenneskeliggørelse af pædagogik, opdragelse og uddannelse, og jeg har siden 1990´erne beskrevet umenneskeliggørelsen via mine egne erfaringer i en række kronikker, artikler m.v. Nu vil jeg skrive mere spørgende og i håbet om en genopdagelse af en verdensorienteret pædagogik med mennesket i midten. Mine spørgsmål lyder:

Hvorfor vælger så mange, at sige at den fremherskende umenneskelighed skyldes globaliseringen og konkurrencestaten, og at vi er afmægtige og ikke kan stille noget op over for sådanne begreber– når ingen af disse to vel ikke er skabt af månemænd, men af os mennesker?

Hvad er formålet med, at vi i samfundet vil uddanne og opdrage?

Hvordan får jeg min menneskeværdige skole tilbage?

Mit første indlæg  kommer her (og er tillige bragt som en kronik i  Dagbladet Information 11.07.15).

Min skole er døende

Jeg var lærer i 32 år. Det vigtigste i min undervisning var tillid og nærvær, men det fik økonomikyndige virksomhedsledere forpurret med deres ’kompetencemetoder’ og ’læringsmål’. Nu har jeg sagt farvel til mit elskede lærerarbejde.

Hvornår gik jeg ud af skoleporten for sidste gang? Jeg husker det faktisk ikke. Måske forlod jeg mentalt min arbejdsplads gennem 32 år en af de dage, hvor endnu en leder i en lang række præsenterede sig som økonomikyndig uden at nævne pædagogik eller undervisning med et ord? Eller måske var jeg teknisk set allerede smuttet den dag, arbejdstilsynet invaderede skolen, fordi stress og mobning ødelagde enhver mulighed for fornuftigt arbejde?

Inklusion, målstyret læring og et enormt testsystem er alt sammen indført for at opnå fine tal i PISA- målinger. Men resultatet har jeg mærket på egen krop. Stress, angst og dårligt miljø. Elev- og lærerflugt fra den danske folkeskole skriger på politisk handling. Vi taler om en alvorlig krise i dansk pædagogik.

Skolerejsen mod afgrunden begyndte allerede i forrige århundrede. Kort før årtusindskiftet blev hele Europa oversvømmet af en bølge: den såkaldte læringsbølge. Resultatmålinger, kompetenceberegninger og ledelsesmæssig topstyring skyllede hen over procesorienteret, erfaringsbaseret og dialogisk undervisningsarbejde, som vi undervisere nu skulle forsøger at bjerge, men med tsunamiagtig styrke blev vi selv trukket ind.

Fællesskabet blev en mur

På lærerværelserne blev det forbudt at udtale sig kritisk. Jeg husker den nye leders udtryk, da vi alligevel protesterede. Hendes forvirring blev efterhånden til en defensiv skælden ud på os. Et konsulentfirma med speciale i kommunikation tog hele lærergruppen i skole, vi skulle tale pænt, dvs. positivt, til den nye leder, hvis speciale var virksomhedsledelse med økonomistyring. Men vi ville jo tale om pædagogik og undervisning. Det skulle vi ikke. Skolen var reformeret til en virksomhed, og vi skulle følge de metoder, som ifølge nye evidensberegninger og resultatmålinger var de rigtige. Men hvordan kunne man vide, at de metoder var rigtige? Og hvordan fastholdt vi den alment pædagogiske tænkning i denne nye lærings- og målingsagenda? Det var nogle af de spørgsmål, vi stillede, men de var overflødige for vor nye leder – vi skulle følge den nye bølge og være positive. Og vi skulle tale pænt, også indbyrdes, der var nemlig begyndt at være en dårlig stemning iblandt os. Nogle lærere var bange for at virke opsætsige på vor nye leder, der skulle jo nødig komme en fyreseddel med posten en dag. Angsten for den ledelsesmæssige overmagt var ved at splitte lærergruppen. Det blev til stress og mobning, og det førte senere til arbejdstilsynets ankomst, endnu senere til væbnet oprør.

Måske blev det hele for absurd, i hvert fald strammede de lærere, der havde været bange for en fyreseddel, sig op. Lærergruppen stod sammen imod ledelsen. Fællesskabet blev som en mur, den enkelte fyringsangste kunne læne sig op ad. Til sidst samledes alle våben, og enden blev, at den nye leder gav op. En ny blev ansat, men da havde jeg forladt skolen – så jeg ved ikke, om det er blevet bedre.

Hvor vil vi hen?

Lyder det, som om lærere er onde? Måske var vi det i den nye økonomileders øjne. Vi var blevet kampberedte i overlevelseskampen for det, vi troede på: en pædagogik og undervisning, der byggede på viden i faglig forstand med erfaring og dømmekraft. Vi ville ikke finde os i læringsbølgen med de til lejligheden opfundne kompetencemetoder, der skulle leve op til kortsigtede fagøkonomiske mål, langt væk fra den levede skolevirkelighed og de unges åbne ansigter. Vi ville have lærerrådsmøderne tilbage – dem havde økonomilederen nemlig afskaffet, for de var ’alt for dyre’. Vi ville fortsætte de løbende værdidiskussioner for at pejle os frem til en fælles retning. Hvad vil vi opnå med pædagogik og undervisning? Hvor vil vi hen? Hvordan sikrer vi god og langtidsholdbar undervisningskvalitet? Det var de vigtige spørgsmål at diskutere. Vi læreres bedømmelse ift. hver enkel klasse og elev skulle styre tilrettelæggelse og indhold. Ikke et embedsværk eller en forskning fjernt fra elever og pædagogik. Vi ville ikke være ’læringsfacilitatorer’ eller logrende haler til en input-output-teknologisk tænkemåde i systemer.

Miraklet skete

Efter 32 år sagde jeg farvel til mit elskede lærerarbejde. Jeg ville ikke være med til at lade læringsmål og tests styre min undervisning. Mål kan og skal blot ikke sættes for elevernes læring, det er læringsprocesser alt, alt for komplicerede til. Min undervisning skal organiseres med henblik på, at eleverne kan lære noget. Mine elever bliver stressede og nogle direkte angstprægede af den testånd, der nu er kommet i skolen, fordi der ensidigt og konstant skal opstilles mål for, hvad den enkelte skal have lært – og helst hurtigt. Men kan man forestille sig at opstille mål for, hvordan en blomst skal vokse, og et træ skal gro? Nej, og tilsvarende kan man ikke opstille mål for et barns indlæring. Det er mig som lærer, der skal have mål med min undervisning, det er mit ansvar, at mine elever lærer noget.

Det vigtigste i min undervisning var tillid og nærvær. Jeg kan undervise, men aldrig garantere, at nogen lærer noget. Det er selve grundpræmissen i al undervisning. Taknemmeligheden i mine elevers øjne over deres gode karakterer. De kunne takke sig selv. Det var dem, der tillidsfuldt lod sig undervise. Det er sådan, det er: Jeg skaber faglighed af tilværelsestråde og tillid, og undervisningstæppet bliver til i nærværet. Monika, Mohammed, Vita og Britt, mit hjerte slår et ekstra slag, når jeg tænker på de mange, der har siddet i klasserummet. Jeg stod foran dem, vi mødtes. Jeg havde ansvaret og skulle forvalte min faglige autoritet med omhu.

Benjamin var ordblind og meget ringe læsende og skrivende, blev tævet af sin far, smidt ud af hjemmet. Hvordan kunne det ske, at han lærte at læse og skrive som 18-årig, når det aldrig lykkedes i folkeskolen? Hvordan kunne det ske, at han bestod sin dansk-eksamen flot? Jeg kan ikke forklare det, jeg kan ikke opstille en metode, der virker. Der er ingen evidens, der kan forklare, hvad der skete. Måske var det klassens og min fordomsfrie velvilje over for ham og hans faglige ståsted, der var starten på et forløb, der ligner et mirakel. Det gennemgående var at have god tid til at læse og skrive; at respektere Benjamins ’vilde’ spørgsmål og forslag. Mere kan jeg ikke sige, der er ikke mere at sige. Miraklet skete, han lærte at læse og skrive.

Lang modningstid

Som lærer måtte jeg ofte se stort på elevers læringsudbytte. Jeg havde utilpassede og radikaliseringstruede elever. Jeg såede små frø af anderledes tænkning i deres sind. Frøene havde lang modningstid, og de skulle næres og gødes med nærvær og tilstedeværelse. Jeg var i en dybere forstand et menneske, der viste et andet menneske, at tilværelsen kan bygges på værdier, der er anderledes end slagsmål, terror og afstand mellem mennesker.

Der skal indtræffe et mirakel, hvis den skole, jeg kender, skal overleve. Den skole, hvor jeg skal tage ansvar for elevernes trivsel og sørge for, at ingen føler sig udenfor eller overset; den skole, hvor jeg tager ansvar for en god undervisning – den er ved at dø.

Politikerne har solgt mit ansvar for undervisning til konkurrencestatens ansvar for finanser. Langt inde i skole- og den pædagogiske forskningsverden betragtes mennesker som objekter, der kan fyldes med målbar læring. Som om tilværelsesforståelse kan måles; som om man kan blive dygtig, hvis man er led og ked; som om teknikken kan teste, om min undervisning er god.

Min skole er døende.