Henrik Sass Larsen gav et stort interview i Politiken, hvor han fortalte om, at han havde haft en depression. Dette interview blev blæst op i medierne som den helt store begivenhed. Men hvorfor nu det? For sådan nogle som os, der har beskæftiget sig med dette emne i flere år, virkede det meget underligt, at det skulle få så stor en opmærksomhed. Hvorfor var det særlig pinligt for "den store vrede mand" at gå ud og fortælle, at han ikke var supermand? Problemet var vel, at han ikke havde passet sit arbejde, og at det så skulle have en forklaring. Og det fører så videre til spørgsmålet om, hvorfor psykisk sygdom skal på skoleskemaet.

Det skal det, fordi vi skal undgå pinlige optrin som det, vi var vidne til med Sass Larsen. Det kunne have været undgået, hvis det – både for ham selv og for andre - havde været okay at sygemelde sig og sige: ”Ved I hvad, venner! Jeg har lige brug for at trække i håndbremsen i en periode”. Det ville have været at tage sig selv og andre alvorligt.

Det kan derfor ikke råbes højt nok, at vi skal lære vores børn om, hvad psykisk sygdom er, hvordan det opstår, og hvad vi kan gøre ved det. Vi skal lære vores børn, at psykisk sygdom er et vilkår, som vi alle kan møde, og at psykisk syge ikke er farlige eller mærkelige, men er mennesker med gode dage og dårlige dage – ligesom alle andre. Ja, og så i virkeligheden heller ikke. Men hvis man ikke tager vores sind og tanker alvorligt, så kan det pludselig blive meget farligt at tale om, hvad det vil sige, at nogle mennesker kan have svært ved at tackle en "normalt stresset tilværelse".

Det er så almindeligt at kalde psykisk ubalance for stress, hvilket ikke er en psykisk sygdom. Og hvis vi er rigtig modige, så kan vi – ligesom Sass Larsen – indrømme, at vi har haft en depression. Men kun når den er vel overstået. Og det er alt for farligt at sige, at man fejler noget helt andet end den almindeligste psykiske sygdom, som depression er. Så ofte bliver depression brugt som en eufemisme for noget, der faktisk var endnu værre, men som er så tabubelagt, at det ikke kan siges.

Så ... Brug nu for pokker dette undervisningsmateriale fra Sind Pårørenderådgivning, fordi det er et samtalesæt, hvor vi på skema lærer vores børn fra 5. klasse at forholde sig til, hvad de ser, hører, føler og erfarer – uden at det bliver farligt. Materialet er ikke et traditionelt undervisningsmateriale, hvor der er noget bestemt, man skal lære. Der er ganske vist et ”videnskatalog” i bogen, men det bruges kun, hvor der er brug for at få en præcisering.

Materialet er bygget op om undervisningsmetoden ”aktive vurderinger”, hvor der er tilknyttet et øvel­ses­kata­log med 14 øvelser med en tidsramme på henholdsvis 15, 30 og 45 minutter. Og refleksions­niveau­et begynder i den lave ende og arbejder sig så op i et højere luftlag. Desuden advares der om at tale for meget om spiseforstyrrelse og selvskade, da det kan have en inspirerende effekt. Det er i stedet nyttigt at udføre øvelserne i ”trøst”, ”selvtillid”, ”selvværd og omgivelser” og ”det perfekte billede”.

Jeg må indrømme, at jeg er begejstret for, at der findes sådan et materiale. Men ligesom med bøger om mobning og andre materialer om social træning, så handler det om, at der er en tryg og tillidsfuld atmosfære i en klasse. Alt kan lade sig gøre i en ideel verden. Jeg beder hver dag for folkeskolen, at der må blive større fokus på ”tid, ro og fordybelse”. Måske kan dette materiale være med til at bane vejen for det.