Debat
11   87

Få det Excel-ark ud af mit klasselokale, tak!

I en ny rapport konstaterer vismændene fra Det Økonomiske Råd i bedste regnedrengsstil, at der er ”stilstand i skolens produktivitet”. I rapporten betragtes skolen som en anden pølsefabrik, og reducerer undervisning til en ”produktion af læring”, der kan effektiviseres ved hjælp af ”pædagogiske metoder”.

”Kunne du ikke lige have lyst til at få besøg af en observatør fra kommunen?  Hun vil gerne ud at se, hvordan det ser ud i en helt almindelig skoleklasse for tiden?”

Min skoleleder ser appellerende på mig, og forsøger at opbløde situationen lidt, da han aflæser mit anstrengte smil.

Artiklen fortsætter under banneret

”Det er bare så hun kan få et indtryk af, hvordan vi laver læringsmålstyret undervisning her på skolen.”

Den venlige dame fra kommunen møder mig med beslutsomt smil og et fast håndtryk. Hun er virkelig glad for, at hun må få lov til at komme ud og se noget god læring ude i klasselokalerne.

Spisepausen slutter som altid for hurtigt, og lyden af skramlende stole sætter ind på lærerværelset.

”Så, nu glæder jeg mig rigtig til at komme med over og opleve noget god læring”, kommer det igen fra min læringsbegejstrede kommuneobservatør.

Jeg spekulerer på, om hun helt alvorligt regner med, at hun vil kunne se, når læring svæver gennem lokalet i 5.C og synker ind i hovedet på samtlige 11-årige i lokalet.

Mon hun forestiller sig læring som en størrelse, der i bedste science fiction-stil kan overføres via sugekopper og ledninger fra ét hoved til et andet?

Det er desværre nok hverken første eller sidste gang jeg er stødt på dette håbløst outdatede og forsimplede syn på læring i tidens skolepolitik.

Som nyeste udtryk kan man for tiden se i nyhederne, at læring nu tilsyneladende tænkes at kunne ”effektiviseres”. Som syltetøjsmasse på tomme glasbeholdere.

I en ny rapport konstaterer vismændene fra Det Økonomiske Råd i bedste regnedrengsstil, at der er ”stilstand i skolens produktivitet”. I rapporten betragtes skolen som en anden pølsefabrik, og reducerer undervisning til en ”produktion af læring”, der kan effektiviseres ved hjælp af ”pædagogiske metoder”.

Dette læringssyn var sidste gang moderne i 1960´erne, da mål-middel-didaktikken var fremherskende i skolerne. Noget man med tiden gik bort fra igen, da det viste sig tvivlsomt, om man overhovedet kan gøre kundskaben objektiv og målbar, uden også at gøre eleven til en genstand.

Vi er med andre ord ”bombet tilbage til stenalderen” med denne embedsmandsopfundne tilgang til hvad læring i skolen skal være og ikke mindst, hvordan vi måler på, om skolen lever op til det den skal.

I løbet af en skoleuge indtager jeg som lærer både rollen som formidler, vejleder, coach, omsorgsdrager, mægler, sparringspartner og opdrager. På intet tidspunkt er jeg udelukkende en videreformidler af viden, der kan erstattes af IT-løsninger, som effektivitetsrapporten gudhjælpemig også lægger op til.

Børn såvel som læring er ikke bare midler, men selve målet. De har en værdi i sig selv, og skal ikke underkastes den ustoppelige væksttankegang, som gennemsyrer vores del af verden på snart alle planer. Det er forhåbentlig snart gået op for de fleste, at det ganske enkelt ikke er bæredygtigt at fokusere ensidigt på vækst for vækstens skyld.

Børn og unge skal ikke blot betragtes som en ”human ressource” for vores samfund, der skal finvalses for at få det optimale vækstpotentiale presset ud af dem. Hvad er du værd i forventet livsindkomst, lille Peter?

Jeg mener at skolen skal være en dannelsesinstitution først, fordi målet med en fælles folkeskole bør være at danne demokratiske, kritisk tænkende og socialt ansvarlige fremtidsborgere. Ikke massefabrikerede små soldater for konkurrencestaten.

Kære politikere.

Cost-benefit-analyser og Excel-ark hører hjemme på direktionsgangene, ikke i klasselokalerne. Her danner vi hele mennesker. Og det gøres ved at fokusere på proces fremfor produkt. Evalueringer af elevernes læring skal naturligvis stadig laves, men det skal gøres internt på skolerne og med inddragelse af lærere og elevers oplevelse af mening.

Dygtige lærere og skoleledere skal være hinandens garanter og sparringspartnere for læringsudviklingen på en skole, fordi de er de sande eksperter i, hvordan børn lærer og udvikler sig bedst.

Dygtige fagfolk tiltrækker man ikke med målstyring og kontrol, men ved at give dem tillid, tid og rum til at løse deres kerneopgave. Det er egentligt et ret simpelt regnestykke. Ikke?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ