Unge har gavn af specialpædagogisk støtte

Elever med for eksempel ordblindhed eller psykiske problemer, som har fået specialpædagogisk støtte efter den såkaldte SPS-ordning på deres ungdomsuddannelse, klarer sig generelt næsten lige så godt som andre elever, når man korrigerer for baggrundsvariabler som forældres uddannelse. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut. For eksempel er det ikke mere sandsynligt, at eleverne falder fra deres ungdomsuddannelse. Ordblinde elever falder sågar mindre fra end øvrige elever, skriver eva.dk. På erhvervsuddannelserne er der dog en større tendens til, at SPS-modtagerne kommer i skolepraktik frem for i almindelig praktik, ligesom beskæftigelsesgraden er lavere blandt elever, som har modtaget SPS. Cirka 20.000 elever fik specialpædagogisk støtte i 2017.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

eva.dk: Unge, der får specialpædagogisk støtte på deres ungdomsuddannelse, klarer sig lige så godt som deres kammerater på nogle områder