Blog
0   12

Øget professionel dømmekraft – en tilbagevenden til pædagogisk praksis

Abonner på nyt om Mette Frederiksen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Lempelsen af Fælles Mål indeholder et politisk ønske om at øge lærernes professionelle dømmekraft. Men hvad skal dømmekraften bruges til? Og hvornår er den professionel?

Skolen er først og fremmest en pædagogisk institution, og det praksisfelt, som lærerprofessionen agerer i, er primært det pædagogiske. Man kan på en måde sige, at læreren bliver professionel, når pædagogikken er grundlag for lærerens valg, handlinger og kommunikation om faget. Det er derfor – ikke overraskende – afgørende, at man holder sig pædagogikkens væsen for øje, når man sigter mod en professionel praksis.

Pædagogisk praksis er omgang med ikke-viden

Artiklen fortsætter under banneret

Pædagogisk praksis i skolen har til formål at gøre eleverne frie og myndige og at forberede dem til deres fremtidige liv. Det er en kompleks opgave, og det siger sig selv, at der ikke findes én, veldefineret vej til at løse den. Pædagogisk praksis beror altid på eksperimenter og indeholder dilemmaer og tvivl. Man kan ikke med sikkerhed vide, hvad den langsigtede virkning af undervisningen bliver, og om den rent faktisk kommer til at føre til elevernes frihed og myndighed. Man kan ”kun” skabe den størst mulige sandsynlig for det. Og på den måde beror pædagogisk praksis altid på omgang med ikke-viden.

Pædagogisk praksis kalder på dømmekraft

Det er altså ikke muligt at handle i det pædagogiske felt uden at skulle foretage skøn og bruge sin dømmekraft eller vurderingsevne. Det må man gøre hver eneste dag. Man er nødt til hele tiden at vurdere, hvor stor sandsynligheden er for, at den aktuelle praksis sigter mod elevernes myndighed og frihed og mod folkeskolens formål. Til den praksis hører også at tage stilling til nogle af pædagogikkens grunddualiteter eller -modsætninger: - Hvordan skabes den rette balance mellem hensynet til individet og til fællesskabet i undervisningen? - Hvordan kommer undervisningen til at behandle ikke bare nutid, men også fortid og fremtid? - Hvordan forholder man sig til forskellen på ”det-villede” eller intentionerne med undervisning og ”det-skete”? - Hvordan er forholdet mellem pædagogisk teori og ens praksis? - Hvordan skaber man et møde mellem menneskenes samlede erfaringer udtrykt i fagenes viden og indholdsområder og den enkelte elevs erfaringsverden? Pædagogisk praksis kan slet ikke udfoldes uden brug af dømmekraften. Der må nødvendigvis og hele tiden foretages skøn.

Læringsmålstyringen var u-pædagogisk

Lempelsen af de Fælles Mål kan ses som et politisk opgør med læringsmålstyring. Man ønsker at afvikle mål som en rigid tjekliste og samtidig øge den professionelle dømmekraft. Det er ganske fornuftigt, for målstyringen er ikke pædagogisk i ovenstående forstand. Den foreskriver en metode, ”der virker” uanset fag og situation, og derfor er den u-pædagogisk. Den er udtryk for et instrumentelt indlæringskoncept og ikke for pædagogisk praksis med alle dens dilemmaer. Med målstyringsparadigmet måtte professionen indordne sig i en praksis tilrettelagt og besluttet af magthaverne. Lempelsen af målene kan altså med lidt god vilje og en vis portion optimisme opfattes som en anerkendelse af og tilbagevenden til pædagogikkens dilemmafyldte væsen. Sådan er det måske ikke direkte tænkt på Christiansborg, men resultatet af lempelsen kan i bedste fald betyde, at man ude på skolerne får skabt et større råderum for at foretage skøn og bruge sin dømmekraft. Det er godt. Og det er pædagogisk.

Pædagogisk legitimitet og kommunikation

Det er som nævnt en uomtvistelig del af lærerprofessionens opgave at foretage pædagogiske skøn. Og med den opgave følger en anden: nemlig at kunne legitimere sine skøn og valg. Den professionelle dømmekraft ligger til grund for handlinger, som man finder mest gyldige set i relation til den pædagogiske opgave. Og gyldigheden må hele tiden kunne begrundes og legitimeres. I friheden til at bruge dømmekraften ligger et ansvar for at ”eksperimentere kvalificeret” og træffe velbegrundede valg, og det er en vigtig del af professionens opgave hele tiden at videreudvikle og anvende at pædagogisk fagsprog til netop at legitimere praksis. At agere pædagogisk professionelt fordrer altså også en kommunikativ kompetence. Min pointe er ikke, at vi lærere skal kommunikere mere, end vi gør nu. Men vi skal – ved siden af de praktiske informationer, som selvfølgelig også hører sig til i skolens kommunikation med forældre og elever – holde os for øje at kommunikere pædagogisk. Vi skal begrunde vores valg og holde dem op imod den pædagogiske opgave.

Dømmekraften er professionel, når den bruges pædagogisk

Der er god grund til at glæde sig over, at øget dømmekraft er sat på den skolepolitiske dagsorden. Uden den kan vi ikke løse vores pædagogiske opgave. Pædagogikkens væsen er fundamentet for lærerprofessionens virke, og dømmekraften er helt uundværlig i pædagogisk praksis. Når dømmekraften bruges til at tackle pædagogikkens opgave og grundmodsætninger bedst muligt, bruges den professionelt. At kunne være professionel forudsætter mulighed for netop at udfolde pædagogisk, eksperimenterende praksis. Derfor må vi sætte pris på den øgede dømmekraft, som man fra politisk hold vil give (tilbage) til lærerne. Den er en grundpille i skolens pædagogiske virke.  

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ