Debat

Stem på Else Johansen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære pensionistkolleger. Som nybagt pensionist vil jeg anbefale jer at give Else Johansen jeres stemmer til hovedstyrelsesvalget.

I de 26 år, jeg har været kredsformand for Frijsenborgkredsen, og de fire år, jeg var i hovedstyrelsen, har jeg utallige gange haft et fint og tillidsfuldt samarbejde med Else.

Både da hun var aktiv i kredsstyrelsen i Randers og senere som pensionist.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Else engagerer sig 100 procent i arbejdet, og hun kan bide sig fast i sagerne, så med hende i hovedstyrelsen vil vi pensionister få en repræsentant, der med næb og kløer vil kæmpe for bedre forhold for pensionisterne - både nuværende og kommende.

Naturligvis er hovedopgaven at få ændret den nuværende uretfærdige og uforståelige beregning af pensionerne, så den samlede lønudvikling afspejles i reguleringen af pensionerne.

Det ved Else, og hun kender også alle de andre krav, vi stiller til forbedringer af både tjenestemandspensionerne og overenskomstpensionerne.

I arbejdet for at opfylde disse krav vil hun lægge al sin energi og al sin erfaring.

I indeværende periode er pensionisterne og deres problemer for alvor kommet på dagsordenen.

Se blot på kongresvedtagelsen fra den netop overståede kongres.

Kampen for forbedringer på pensionsområdet er nu accepteret som en kamp, der vedkommer alle medlemmer af DLF, ikke kun pensionisterne, og den erkendelse har ikke mindst vore repræsentanter i hovedstyrelsen æren for at have skabt.

Kampen er endnu ikke vundet, men ved at give Else Johansen mandat til at fortsætte sit arbejde i den kommende hovedstyrelsesperiode er vi sikre på én ting: Pensionisterne vil ikke blive glemt!

Skal dine stemmer arbejde aktivt til din fordel, så giv Else dine stemmer.

Henning Pedersen

Blokhus