Anmeldelse

Pengeuge 2019

Luksusfælde eller pengeuge?

Hvert år når uret stilles tilbage, får vi en ekstra time, som kloge folk foreslår os at bruge på at tjekke pension. Nu skal uret stilles frem, og så er det ungernes tur på skafottet. Finansverdenens pengeuge løber af stablen i hele uge 11. Her er en time ikke nok.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har hørt om bankkrak i forbindelse med optimistisk udlånspolitik, Nordeas flirten med lyssky selskaber, der oprettede selskabskonstruktioner, så kunderne kunne undgå at betale skat og kunne skjule formuer, Danske Banks hvidvaskskandale er legendarisk. Og hvad med bankassistenten Anna i "Bedrag"?

Fakta:

Titel: Pengeuge 2019

Forlag: Finansrådet

I det lys kan det virke påfaldende, at Danmarks Matematiklærerforening endnu en gang går sammen med bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation Finans Danmark om at afvikle pengeuge.

Men når det er sagt, må jeg også sige, at pengeuge.dk faktisk indeholder glimrende læremidler. Bankerne skal ikke have skylden for, at mange unge har svært ved at gennemskue lånemarkedet og sætter sig i gæld med kviklån. Det er vigtigt at klæde vores børn og unge på til at omgås penge på en ordentlig måde. Målet må være, at der ikke findes kandidater til tv-programmer som "Luksusfælden".

Vi lever i en kompleks verden, hvor det at have styr på sin privatøkonomi gør, at pengene rækker længere. Også derfor er det vigtigt at klæde vores elever på til at arbejde med økonomi. Og ikke kun i en uge om året. Jeg tror ikke på det hurtige fix. Al læring bygger på det lange seje træk.

Men fint at starte i uge 11 og så fortsætte, til eleverne skal forbruge deres pensionsopsparing om mange herrens år. "Pengeuge" er målrettet 7.-9. klasse, og skoler kan frit anvende læremidlerne på pengeuge.dk.

Der er også mulighed for gæsteundervisning fra den lokale bank, hvilket 730 klasser benyttede sig af sidste år. Det pointeres, at reklame, virksomhedslogoer med videre er sorteret fra under skolebesøgene. Målet er uddannelsesmæssigt, og godt for det.

"Pengeuge 2019" indeholder elevhæfter, lærervejledning, regneark, oplæg til gæsteundervisning, PengeQuiz, PengeSpillet og ØkonomiSpillet. I elevhæftet er det faglige omdrejningspunkt viden om penge, budget, styr på pengene, ÅOP, skatteberegning, it-sikkerhed og så videre. Alt sammen rigtig godt, men synd og skam, at afsenderne finder det nødvendigt at krydre med pengespil og pengequiz, hvor eleverne kan vinde penge til klassekassen. Penge er ikke et lotteri, og det burde de være fornuftige nok til at vide.