Blog
0   17

Hvad var det dog, der skete, - den første dag i marts

Abonner på nyt om Litteratur, lærdom og læreruddannelse i dit personlige nyhedsbrev.


Sommeren 1942 havde Kaj Munk fyret op under den gasgeneratordrevne bil, for at tage turen til fødeøen Lolland sammen med kone og børn. Nu skulle de se hans fødeegn, hans barndomshjem og den lollandske frodighed. Herfra tog han en klynge blå anemoner med sig til det forblæste Vedersø. Der står de - endnu.

Hvad var det dog der skete

Ifølge DMI var der i marts 1943 200 solskinstimer. Sidste år havde Nordjylland 106 solskinstimer, så det var virkelig et godt forår i 1943, da Kaj Munk gik ud i haven i Vedersø den 1. marts. Hunden skulle sikkert lukkes ud, og her på sin morgenrunde i haven så Kaj Munk til sin store glæde, at den blå anemone, han havde hentet på Lolland i sommeren 1942, var sprunget ud.

Artiklen fortsætter under banneret

Han så anemonerne, og så greb han en papirspose fra Brugsen i Vedersø og skrev:

”Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts

maa smeltes ved at se det

den første Dag i Marts.”

Sommeren 1942 havde Kaj Munk fyret op under den gasgeneratordrevne bil, for at tage turen til fødeøen Lolland sammen med kone og børn. Nu skulle de se hans fødeegn, hans barndomshjem og den lollandske frodighed. Kaj Munk havde været præst i Vedersø siden 1924, og han savnede til tider lidt frodig muldjord. Undervejs mødte de en landmand fra egnen, der kom gående i skovbrynet sammen med kone, to børn og en avispakke med opgravede anemoner. Kaj Munk lånte skovlen, fik en lokalsektion af Lolland-Falster Folketidende og så var den blå anemone på vej mod Vedersø sammen med den Munkske familie.

Noget tvivlsom var Kaj Munk jo overfor projektet. Det fremgår tydeligt af anden strofe:

”Paa Lolland jeg den hented,

et Kærtegn fra min Fødeø.

Saa gik jeg her og vented

og tænkte, den maa dø;

den savner jo sit Skovkvarter,

sin lune Luft, sit fede Ler,

i denne fjendske Zone

forgaar mine Anemone;

jeg ser den aldrig mer.”

Digtet blev skrevet på papirsposen, de første linjer lød i første udgave: ”Mit hjerte hårdt og koldt som kvarts”, det blev i nogle udgaver til ”mit vinterfrosne hjertes kvarts” i første strofe, mens fjerde strofe beholdt den første ordlyd.

Kaj Munk skrev om anemonen, men han skrev også om tyskernes besættelse af Danmark. Han havde skrevet dramatik, der blev censureret af besættelsesmagten, (”Han sidder ved smeltedigelen” og ”Niels Ebbesen”), og han var i sine prædikener stærkt politisk. Derfor står der i en af de håndskrevne udgaver:

”Hvad gennembrød den fjendske Grund”

Der kom i det hele taget en del rettelser fra papirspose-udgaven, thi der florerede en del udgaver under besættelsen (duplikerede og stencilerede), men den ”originale” udgave mener Per Stig Møller (der har skrevet en biografi om Kaj Munk), må være den udgave, han fik trykt og forærede til venner og familie julen 1943.

I den udgave står der i slutlinjen: ”Hvor er vor skaber stor”. I Højskolesangbogens nyeste udgave er man gået tilbage til denne ”julehilsen-udgave”,  og derfor står der nu ”vor skaber” i Højskolesangbogens 18. udgave. Også den anden linje er ændret til ”mit hjerte frosset hårdt som kvarts”. Særligt slutlinjen har været diskuteret (hos Kaj Munk-selskabet og andre, der er optaget af den slags), hvor man mener, det gør en forskel om det er anemonens skaber, der er stor, - eller om det er ”vor skaber”, der er stor.

 Kaj Mund holdt nytårsdag 1944 sin sidste prædiken, hvor han blandt andet sagde: ” "Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse, mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: Kommer de efter dig i Nat?” Det gjorde de. De kom efter ham.

Gestapo kom efter ham den 4. januar, og han blev henrettet på vejen mellem Ikast og Bording natten til den 5. januar. Her står en mindesten på bakken ved Hørbylunde Krat.

”Den blå anemone” fik musik af Egil Harder, og den blev sunget til en mindegudstjeneste for Kaj Munk i Københavns Domkirke i 1944. Og ja, naturligvis var det Aksel Schiøtz, der sang. Sangen var også med, da der blev holdt gudstjeneste i Domkirken i 1945 i anledning af befrielsen.

Det er en forårssang, det er en nationalsang og det er en sang, der kan minde om besættelsestiden.

”For denne rene Farve

den er mig som en Vaarens Daab,

den lar mig nyfødt arve

en Evighed af Haab.”

Det kan ikke være den første marts uden at ”Den blå anemone” bliver sunget til morgensang.

P.S: Kaj Munk: Sidste Digte, Nordens Friheds Forlag — Frit Nordisk Forlag, København, 1944

P.S: Og Nephew har indsunget Den blå anemone i 2018. Den kan man finde på youtube. Man kan nu også finde en udgave med Philip Fabers og Danmarks Radios Pigekor.

 

Bodil Christensen

Læreruddannelsen, Professionshøjskolen UCN, Aalborg


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.312 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
69 andre er allerede tilmeldt