Børn og unge og for så vidt også voksne bruger oceaner af tid på de sociale medier, streaming af film, spil og sågar gambling, samt flaksen tilfældigt rundt på nettet. Noget af medietiden bruges i business- og handelsøjemed, andet i forbindelse med uddannelse og læring, spil og E-sport, sekundært eller primært for at dyrke sociale fællesskaber og sidst men ikke mindst, blot for at slå tiden ihjel. Min viden på området vil jeg gerne dele og samtidig tilbyde et alternativ – for hvad er ord uden handling. Fx dele baggrund og info om ”tegningens dag”: Drawing Marathon, der gerne skulle inspirere til andet og mere.

Forældre kæmper deres, til tider forgæves kamp, med at begrænse deres børn mediebrug. Afhængighed ligger lige om hjørnet, for sådan er store dele af det digitale system opbygget. Vi skal ikke selv kunne sige nej eller stop! Men bemærk: Denne kamp kan hverken vindes eller tabes. Vindes kampen og medierne lukkes ned over længere tid, da kan det betyde eksklusion af cyberspacenetværk og venner, viden og udvikling. Tabes den, kan børnene i værste fald blive udelukket fra et fysisk nærvær, sanselighed, subtil tilstedeværelse, naturens forunderlighed og sprogets nuancer m.m. Derfor er det vigtigt at finde en balance, men hvordan?

Mange voksne mudrer børns behov sammen med egen indstilling til hvad der er rigtigt og forkert. De fleste kender den frase: ”Tag en trøje på, mor fryser”. Det samme gør sig gældende vedr. børns brug af medier i hjemmet. ”Sluk så den computer, far føler at nu skal der ske noget andet”. Det er let at sige sluk, men det er ikke det samme som at computeren rent faktisk lukker ned. Der spilles computerspil og postes i smug: På toilettet, under dynen eller et hemmeligt sted. Børn er fantasifulde når afhængigheden enten ligger lige om hjørnet eller allerede er indtruffet. Når venner og veninder trækker i en og forventer at man er online 24/7. Når tomheden melder sig – hvad skal jeg nu lave? Når man er bange for at gå glip af noget. Men for mig at se er det ”noget”, noget andet end det mange tror er noget. 

Det ”noget” et dét nogle kalder det virkelige liv. Og her går det moderne menneske ind i et etisk dilemma. Er livet på jorden, i naturen, i himmelhvælvet det samme som livet i cyberspace? Når den dag kommer og vi kan designe robotter der kan føle, er det da mord når vi slukker den? Hvor går grænsen mellem liv og det der er dødt. Er det liv kun at have virtuelle venner og er det lige så godt som at holde en ven i hånden? Uanset hvad bliver ens computer slukket på et eller andet tidspunkt. Og hvad så?

Når computeren slukkes, går hjernen i chok. Når man er ”på”, er tempoet og informationsmængden 100 gange højere end at køre i bil over Rådhuspladsen i myldretid. I cyperspace køre hjernen med fuld fart derudaf og den kan efter mange timers kørsel ikke finde ud af at gå i tomgang. Før bilens tidsregning, kom vi frem på mark og veje ved brug af heste, derfor benævnes bilen kræfter som hestekræfter. Og når en rigtig hest har drønet af sted i trav eller galop, da vil den gode rytter efterfølgende skridte hesten af. Det samme gør sig gælder for hjernen. Hvis vi pludselig stopper med at bruge vores digitale medier eller forventer at andre gør det, da skal hjernen have noget at skridte af med. Altså en beskæftigelse der får hjernen i tomgang på en arbejdsom og udviklende måde, ellers tyr den straks til stimuli og tilbage til medier.

Der opstår med andre ord et tomrum når de digitale medier lukket ned og da ved mange mennesker ikke hvad de skal stille op med deres tid. Det er her rastløsheden sætter ind. Og den korte historie er, at hvis vi ikke skal bruge tiden på at arbejde eller uddanne os – og det kan vi jo ikke holde til at gøre hele tiden – da mangler en vigtig brik i vores adfærdssystem. Nu nævnte jeg det med hestekræfter, for at eksemplificere at vi typisk bringer noget fra fortiden, ind i nutiden. Men det er ikke sket med hensyn til mediedesignet. Og vores skolesystem har eftertrykkeligt gjort det værre, med udeblivelse af praktisk arbejde. Derfor jeg vil meget gerne bringe en døende kultur ind i hjemmet, ind i børneværelserne, ud i værkstedet og op i sofaen hvor man hygger sig. Og det er ordene ”håndens arbejde”.

Håndens arbejde er håndarbejde såsom at strikke, hækle, sy fx tøj til sig selv eller dukkerne og udklædning, filtning, vævning, perlebroderi, kurvefletning eller fluebinding. Håndens arbejde er også træskærearbejde, metalarbejde, havearbejde, herunder fx bygge redekasser og blomsterbinding og meget, meget mere. Det er også tegning og leg med farver. Selv kommer jeg fra et håndarbejdshjem, det gør mange i min generation. Det at komme fra en tradition og kultur, hvor kvinders hænder altid var beskæftiget og hvor mænd kunne håndtere alverdens forskellige værktøjer. Dette bragte os sammen omkring noget uden for os selv, noget der var til at tage at føle på. Noget der holdt os beskæftiget. Noget som afstressede og bragte ro til at tænke. Et produkt og et spor af tid. Noget som man viste frem og delte med stolthed. Færdigheder man gav videre generation for generation. Noget som gjorde at rastløsheden aldrig indtraf.

Har man først lært det, glemmer man det aldrig. Det er lidt som at lære at cykle. Jeg kender ikke selv til rastløshed, mit ”håndens arbejde” udvikler sig hele tiden. Det startede som 5-årig med et lille korstingsbroderi af en bamse hjemme hos min mormor, hun sad ved siden af mig og arbejdede på et stort indviklet stramaj. I dag er jeg gået op i størrelse og har fx helt selv bygget (uden at have lært det), et par lækre træhuse, hvilket kun kunne lade sig gøre fordi jeg i min barndom aflurede min far, da han byggede vores sommerhus. Dette affødte nemlig at jeg er eminent til se mønstret og systemet.

Nu har jeg pålagt mig selv en mission. Det er at inspirere til håndens arbejde, mere end jeg allerede gør i hverdagen og det er ikke så lidt endda på Akademiets Skoler og Børnenes Design og Tegneskole. Her underviser jeg i klassisk tegning på professionelt niveau og i fag der ikke længere er basis i grundskole og på gymnasierne. Jeg erfarer at de håndværksmæssige fag har udvandet sig selv – som et pensum i kontinuerlig udvikling fra de små til store klasser – både fordi de færdigheder er taget af skemaet og fordi der er afsat et minimum af timer til denne beskæftigelse og ikke mindst at der er for få lærere der er dedikeret håndværkere.

Jeg vil ikke romantisere min skoletid, for den sorte skole var rædselsfuld, men der var dog nogle skønt og inspirerende over de nørdede lærer der underviste i fag som geografi, fysik, tegning, sløjt og håndarbejde. De kunne deres kram i værkstedsfagene, fordi deres interesse for faget udsprang af deres egen personlige, grundlæggende interesse for ”håndens arbejde”. Derfor forestiller jeg mig en fantastisk udvikling i skolemiljøet, hvis håndens arbejde blev taget langt mere seriøst og fx inddrog fagfolk i undervisningen, bl.a. fordi lærerne ikke kan gabe over mere lige nu, det er mit indtryk! Seminarielærernes fag er læring i primært boglige færdigheder. Deres DNA er som udgangspunkt ikke at være kunstnere eller håndværkere. At mestre nævnte discipliner er en proces, som alt anden læring. Impulsundervisning med et dryp af en kunstner i ny og næ gør ikke den store forskel. Derfor vil det være oplagt for de tekniske og kreative skoler, at medtage pædagogik i sin undervisning. Det vil tiltrække en bred vifte af ansøgere på disse skoler og munde ud i diversitet i lærerteamet.

Tegning er et meget komplekst arbejde, hvilket jeg betragter som et vigtigt fag fordi, det giver den øvrige undervisning mening. Tegning indeholder et væld at færdigheder der kan optrænes i elevens møde med papiret. Færdigheder der breder sig hen mod alle skolens øvrige fag, såsom storytelling og poesi i dansk, naturvidenskab, filosofi, samfundsvidenskab og en stor del matematik. På tegneskolen hvor jeg underviser oplæres børnene bl.a. i brugen af lineal, passer, vaterpas, vinkelmåler, i konstruktion, målestoksforhold, samt proportionslære, det nås ikke i samme målestoksforhold i grundskole i dag. For børnene giver det pludselig mening at anstrenge sig med at forstå geometri og at kunne skelne 1 fra 2 mm, kunne procentregning eller vide hvorfor øjnene er placeret lige der i hovedet. Teori bliver til praksis. Jeg underviser i begge dele. Og i et ubevidst øjeblik glider håndens arbejde over i en beskæftigelse der træner og styrke og udvikler hjernen, samt intellektet. En aktivitet der udfordrer os, så vi ikke keder os. I bedst fald glemmer vi at tjekke vores e-mails, vores opdatering på de sociale medier og måske endda os selv på den gode måde. Håndens arbejde bliver et håndgribeligt produkt.

Min mission er ikke at skabe flere håndværkere, for det kommer helt af sig selv hvis der undervises i håndens arbejde. Men det kræver at håndværksfagene bliver løftet ud af hobbyens slør og gøres til professionelle fag, hvor man rent faktisk skal lære noget. Det ekstra, vi får ud af det er, at hvis forældre, skole, fritidsordninger støtter op omkring håndens arbejde, da løser vi det med rastløsheden. Det at få mennesker til at kunne være i et tomrum, i langsommelighed, hvor tanker flyder frit i kombination med håndens arbejde, dette er vigtigt fordi nævnte kombi-rum skaber balance mellem et tanke-flow og noget helt konkret. Her kan vi være og føle at tiden bevæger sig, uden brug af medier og fortabelse i eller af afhængighed af cyperliv. 

Med andre ord børn og unge mangler et dedikeret forhold til håndens arbejde og det betyder at de bliver rastløse. De har intet at sætte i stedet som alternativ til deres medieforbrug. Forældre styrter nogle gange rundt til events og i biografen for at beskæftige deres børn, fordi de ikke kan selv. I mange hjem produceres der nemlig ikke noget fysisk og det gør der heller ikke i skolen. Og der er få steder hvor børn kan aflure hvordan man kan udvikle håndens arbejde og blive selvkørende som voksen og fx selv bygge et legehus sammen med sine børn, samt hvordan man kan gøre medieforbruget til det sekundære i livet og livet i sig selv med de andre, som det primære.

Så hvad gør jeg hvis jeg gerne vil konkretisere min viden? Hvis jeg gerne vil gøre en forskel? Hvis jeg gerne vil inspirere til håndens arbejde? For mig at se er der en oplagte mulighed, nemlig at benytte en blyant og et stykke papir. Det har de fleste liggende i skuffen. Så det materielle er ingen hindring. Derfor har jeg besluttet at tilbyde en tegne-sports-dag ”Drawing Marathon”, der forhåbentlig kan inspirere til at tegne og skabe billeder, en hel dag og mange dage derefter, hvis man har lyst.

Jeg vil så et lille frø. Skabe mulighed for fællesoplevelser via håndens arbejde. Eller en solooplevelse, hvis man er til det. Et lille frø som kan gribes af interesserede i alle aldre. Et lille frø der muligvis efterfølgende skal plejes af forældre eller lærere. Et lille frø hvor alle der har tilmeldt sig, deltagere med deres startnummer på blusen og viser at man har mod på at prøve noget nyt. Jeg ser for mig en skoleklasse, en lærergruppe eller en værkstedsgruppe sidde med deres løbenummer på trøjen mens de tegner i fællesskab. Lidt ligesom et løbe-marathon, der i grunden kunne være ligegyldigt, hvis ikke der var en hel masse andre med. Det er en selv, med de andre, der i min optik er ”noget”.