Debat

"Normaliseret" ferieplanlægning for lærere

MED BEDRE ferieplanlægningsmuligheder FOR ALLE BØRNEFAMILIER!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forud for det snarlige folketingsvalg kunne jeg godt tænke mig herigennem at starte en debat omhandlende, hvorvidt skoler og daginstitutioner kan og bør gives bedre mulighed for og om nødvendigt via politisk beslutning eller lovgivning pålægges at planlægge og gennemføre ferielukningen og ferieafholdelsen anderledes end det aktuelt sker.

Nutidens "skolenedlukning", som for de fleste skoler foregår hver sommer (hvor fx læreransatte så skal holde ferie og afspadsering i 4 kommunalt bestemte uger), den minder om en organisering, der mere hører til fortidens industrialder, hvor fabrikker og flere andre dele af samfundet også lå øde hen i nogle bestemte uger i sommerperioden. Men i dag er det (stort set) kun skoler og andre læreranstalter, som afvikler ferier på den "gammeldags" facon.

De mange børnefamilier med skolebørn er på den måde også mere eller mindre tvunget til at lægge ferie indenfor den "påtvungne" periode. Det tror jeg, at politikerne bør beslutte, at der laves om på - især for skolerne. Det er vel heller ikke rimeligt, at kalde læreransatte for "normaliserede", hvis de altid skal holde ferie (og afspadsere) i de samme 4 uger hele karrieren, tænker jeg.    

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det burde kunne gøres mere flexibelt! Skolesommerferien bør kunne spredes ud over fx en 10 ugers periode. Det bør fx kunne gøres sådan, at skolebørnenes familier får mulighed for at vælge at samle deres børns 7 ugers ferie i én periode indenfor sådan en 10 ugers periode. Det vil gøre "samfundsbelastningen" helt anderledes, når det meste ikke er begrænset til juli hvert år. Det ville også gøre feriearrangementer og -rejser meget billigere for lærere, pædagoger og børnefamilier generelt. Det vil i hvert fald blive bedre for lærere og deres familier, som aktuelt betaler "overpriser" i de "tvungne" 4 uger, som gælder nu. Og mange lærere har jo også kone el. mand (uden børn), som på deres arbejdsplads skal "slås" med mange andre kolleger om at få ferie i den periode, hvor førstnævntes bedre ½-del er tvunget på ferie. Derfor vil en spredning også gøre planlægningen "lettere" for mange andre end os lærere med børnefamilie.

Hvis det bliver en sådan 10 ugers periode, skal nogle børn godt nok i skole i nogle (3) uger, hvor de så skal undervises, imens nogle af deres klassekammerater er på ferie. Men når sidstnævnte så kommer i skole i andre af de 10 uger, så skal de naturligvis have den undervisning, de andre fik, imens de selv var på ferie.

En sådan sommerferieperiode vil på den måde forudsætte en omorganisering af årets øvrige skemalagte undervisningen. Jeg vil her foreslå en anderledes (mere postindustriel) organisering, hvor der i 3 uger i hver ende af 10 ugers perioden (altså i 6 uger om året) tænkes meget mindre i klasseopdelt undervisning og mere i emneuger med tværfaglige "kurser" el. "projektorienteret" undervisning.

Det er (nok) indlysende, at der ikke er "råd til" at bruge en lærer til hver klasse, hvor omkring ½-delen måske er på ferie samtidigt. Men det kan ovenstående forandringer løse, fx ved at hver lærer (der ikke aktuelt holder ferie) har "kurser" el. styrer "projektforløb" for elever fra flere klasser.

Sådan omorganisering af undervisningen i nogle få uger er ikke helt ukendt. Den foregår oftest, når der er emne- el. temauger, hvor resultatet bliver at nogle lærere måske oveni købet slet ikke har undervisning, men har forberedelse hele (emne-) ugen. Det nye her er mere det, at hver elev så hvert år i en 3-ugers periode kommer til at deltage i en meget mindre klasseopdelt undervisning.

Jeg tænker, at med nutidens computerstyringsmuligheder indenfor administrative systemer bør der kunne laves et ferieplanlægningssystem, hvor skolebørn, lærere og pædagoger samt ikke mindst børneforældrene med sådan en fleksibel 10-ugers periode opnår meget mere fleksible muligheder for at planlægge ferie uden at så mange (heraf især skolebørns forældre), som det er tilfældet i dag, skal "slås" med kolleger (på mange forskelligartede arbejdspladser) om, hvem der kan holde ferie i hvilke uger.

For lige at gøre ovenstående eksempel mere konkret kunne en sådan 10 ugers periode placeres så den begynder fredag i uge 23 og slutter med 1. skoledag mandag i uge 34.

Den enkelte familie kan så vælge at begynde barnets skoleferie fredag i uge 23, 24, 25 el. senest i uge 26. Dette således, at barnet skal begynde i skolen igen mandag i uge 31, 32, 33 el. senest i uge 34.

Med fleksibiliteten kan en familie fx vælge at holde ferie i ugerne 25, 26, 27, 28, 29, 30 & 31, imens børnene så skal i skole i fleksugerne 24, 32 og 33.

Skriv meget gerne dine bemærkninger eller kommentarer til ovenstående, uanset om du er helt uenig, delvist enig eller helt enig :-)