Computeren er vor tids blyant

Eleverne skal være lige så dygtige til computer som til læsning, skrivning og regning. Ellers svigter vi børnene

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når eleverne går ud af skolen, skal de være lige så dygtige til at bruge en computer, som de er til at læse, skrive og regne.

Det er Ole Grünbaums beskedne pointe. Borte er julelysene i øjnene, borte har taget den flammende tro på, at computerne kan frelse skolen (og verden).

Den gamle computerguru er - efter den berusede IT-højsommer i midt-90'erne - kommet til besindelse. Det understreger han igen og igen.

'Computeren er et redskab som for eksempel en blyant. Og lige så nødvendig. At compute er en kulturteknik som at skrive. Og lige så uomgængelig i dagens samfund', siger Ole Grünbaum. Han foreslår derfor en ny national standard for folkeskolen:

'I 1814-skoleloven sagde man, at alle danske børn skal kunne læse, skrive og regne, når de går ud af skolen. Jeg foreslår en år 2000-standard, der siger, at alle børn skal kunne læse, skrive, regne og compute, når de går ud af skolen'.

Det er meget enkelt, fastslår Ole Grünbaum. At kunne compute vil bare sige at kunne 1) tekstbehandle (altså skrive på maskine), 2) layoute (det vil sige sætte teksten op med lidt overskrifter og måske et billede) og 3) kommunikere og researche på net (det vil sige sende et brev og finde oplysninger om for eksempel togtider og vejret.

Kort sagt det, som enhver, der sidder på et kontor, kan. Ligesom enhver kan læse, skrive og regne i det mindste til husbehov.

Ole har en plan

Ole Grünbaums plan er lige så enkel og overskuelig som målet. Og realistisk. Budgetneutral, som man siger i kommunale kredse.

'Jeg hører ikke til dem, der siger, at man skal smide 100.000 computere ned med faldskærm'.

Planens grundidé er, at hver elev arbejder ved en computer én time om dagen.

'Kun på den måde kan eleven udvikle sin brug af computer og net. At give elever adgang til 10-20 årlige computertimer, som det sker mange steder i dag, er en parodi. Så kan man lige så godt lade være'.

Eftersom kommunerne fattes penge, foreslår Grünbaum, at 'hvis en skole for eksempel har 40 computere, og man regner med syv mulige undervisningstimer per skoledag, så kan syv gange 40, det vil sige 280, elever bruge computer én time om dagen. Dette vil i mange skoler svare til 8., 9. og 10. klasse'.

'Nuvel, så kan skolen sørge for, at alle, der går ud af skolen, er veluddannede i tekstbehandling og brugere af Nettet. De har to eller tre års dagligt brug bag sig. Efterhånden som man får flere computere, kan man gå nedad og inkludere flere elever'.

Stærke næver er ikke nok

Er planen beskeden, er perspektivet til gengæld storslået.

'Det er en plan, der kan afskaffe den strukturelle arbejdsløshed i Danmark', mener Ole Grünbaum.

'To tredjedele-samfundet skyldes jo meget, at vi har store grupper af mennesker, hvis kvalifikation er, at de har nogle næver, og de vil gerne gøre, hvad de får besked på, men sådan nogle er der ikke så meget brug for i dag på grund af maskinerne og computerne'.

Sådan skal de kommende unge ikke ende, og Ole Grünbaum mener derfor, at skolens primære opgave bør være 'at sætte eleverne i stand til at klare sig bedst muligt i arbejdslivet. Et samfund, som ikke forstår det, sover i timen'.

'Jeg plejer at sammenligne det med en indianerstamme, hvor man siger, at børnene må kun lære om ånder, de må ikke lære at ride og gå på jagt endnu. Sådan en holdning har vi ikke råd til. Det troede man måske engang, man havde råd til. Men i dag svigter man eleverne, hvis man ikke gør dem så stærke som muligt til at klare sig i arbejdslivet'.

'Der var en tid, da den store ungdomsarbejdsløshed kom, hvor man tænkte, nå, de skal alligevel ikke i arbejde, så kan vi lige så godt lære dem at have det rart i fritiden'.

'Den holder ikke. Nogle arbejder mere og mere, to tredjedele arbejder ikke. Det skal vi ud af blandt andet ved skolens indsats. En fjerdedel af hver årgang, der tabes på gulvet - det kan vi ikke være bekendt'.

Computerrutine er selvfølgelig kun en enkelt færdighed ud af flere, som eleverne skal kunne for at klare sig i arbejdslivet, understreger Ole Grünbaum.

Der er også mere komplicerede kompetencer som samarbejdsevne, kreativitet og ikke mindst viljen og evnen til forandring.

Skolen skal selvfølgelig også tage sig af demokrati og kultur, men det er mere sekundære opgaver i Ole Grünbaums øjne.

IT-målsætningen er uklar

Men hvis vi holder os til IT, så mener Ole Grünbaum, at computernes ofte kiksede liv i skolerne skyldes en uklar og forvirret målsætning.

'Problemet ved computerne i skolen i dag er, at man ikke ved, hvad man skal bruge dem til - selv ikke de lærere, der er positive'.

'Loven og fagbeskrivelserne siger, at lærerne skal lave undervisningsforløb, hvor der kommer en computer ind i billedet. Det vil sige, man går for eksempel til åen og samler vandprøver, og så måler man dem i fysiklokalet. Og så taster man dem ind i et computerprogram. Og det vil jeg da ikke sige, at man ikke skal gøre'.

'Men altså computerens placering i samfundet, det er som personligt arbejdsredskab for en person, der arbejder med symboler, bogstaver, tal og billeder samt kommunikation. Det er computerens brug på ethvert kontor. Og den placering skal computeren selvfølgelig også have i skolen - som elevens personlige redskab til intellektuelt arbejde'.

Computerne er udsat for en dobbelt misforståelse i skolerne, hævder Ole Grünbaum: Computeren er blevet opfattet som et undervisningsmiddel for lærerne, ikke som et læringsredskab for eleverne.

'Der er ikke noget særligt i undervisningsprogrammer. Nu vil jeg ikke genere de lærere, der bruger undervisningsprogrammer i specialundervisning og regneprogrammer og sådan noget'.

'Det kan man godt gøre, og det er også sjovt og nyttigt, men det er ikke det, der er den store generelle anvendelse af computerne'.

'Det er derfor, man er stødt imod en mur. Man har defineret det som et hjælperedskab til læreren i stedet for at definere det som en hjælperedskab til eleverne. Computere er personlige computere, ikke undervisningsmaskiner. Igen: Det er ikke anderledes end på et kontor'.

For meget undervisning, for lidt læring

'For mig at se er det helt enkelt, at når computeren ikke er slået igennem i danske skoler, så er det, fordi man ikke har haft brug for dem i den læringsform, man har. Der er for meget undervisning og for lidt selvstændig læring'.

Hvad med lærerens rolle?

'Altså, jeg har jo været i det her i så mange år, ikke - jamen, er computerne en erstatning for læreren? Den diskussion løber man tit ind i. Selvfølgelig er computeren ikke en erstatning for læreren. Det er blyanten heller ikke'.

'Men det kan da godt være, at det er for meget at høre seks foredrag på en dag. Jeg kan ikke holde ud at høre seks foredrag på en dag. Nogle gange, når jeg er på konference, så går jeg da min vej'.

'Men en gang imellem vil jeg gerne høre et interessant foredrag. Så antallet af foredragstimer skal ned, antallet af timer til selvstændigt arbejde skal op'.

'Og det er klart, at når vi går over i selvstændigt arbejde, så har lærerne en anden rolle. Så er man mere ligesom lederne i et værksted. Så er man mere ligesom sløjdlæreren'.

'Sløjdlæreren kan jo ikke stå og save for alle eleverne. Men hvis der ikke er nogen lærer i sløjdlokalet, så går det hele galt, ikke. Så selvstændig læring for eksempel ved en computer bliver mere ligesom sløjd. Men ikke i alle timerne, i nogle af timerne. Det er meget enkelt'.

Kan eleverne ikke bare vente med at lære computer, til de kommer ud på arbejdspladserne eller ind i ungdomsuddannelserne?

'Hvorfor skulle de vente til arbejdspladsen? De kunne også vente med at læse og skrive og regne'.

'Hvis det var en kvalifikation, man kun skulle have i enkelte fag, så okay. Men når det er en kvalifikation, som 90-95 procent af befolkningen skal have i deres arbejde, så hører det hjemme under folkeskolen'.

'Igen: I 1814 satte man en standard, og nu skal vi sætte en ny standard', siger Ole Grünbaum.

Blå bog

Ole Grünbaum, født 1945, markant blomsterbarn, provo og hippie fra midten af 1960'erne. Søn af den socialdemokratiske finansminister Henry Grünbaum. Har blandt andet skrevet debatbøger som 'Provokér' (1967), 'Emigrér' (1968) og 'Når jeg bliver statsminister' (1969). Blev discipel af en indisk guru, men fik i 1982 sin første computer. Blev som flere andre hippier, for eksempel LSD-profeten Timothy Leary, genfødt som zippie - computerentusiast. Computerskribent fra 1984 i Jyllands-Posten og Politiken. Nu korrespondent for Aktuelt i Californien. Har netop udgivet bogen 'Den digitale darwinisme - nye arter, dinosaurer og hellige køer på informationsmotorvejen', blandt andet med betragtninger omkring IT og skole. Ole Grünbaum har fem børn. De er vokset op i 'hjem med computere alle vegne'. De tre drenge er i dag vilde med computere. Pigerne er vilde med bøger. 'Det er helt typisk'.

Falliterklæring

Alle skoleelever skal blive computer- og Internetbrugere:

Det er en falliterklæring, at dagens danske skoleelever ikke går ud af skolen som kompetente computer- og netbrugere. De bliver uddannet til fortidens informationsteknologi i stedet for at blive rustet til fremtiden. Folkeskolen skal pålægges at gøre alle afgangselever til gode brugere.

Et af ti IT-politiske forslag fra Ole Grünbaums bog 'Den digitale darwinisme'.

En dag midt i 80'erne var jeg inviteret til at tale på en konference i FOF, Folkeligt Oplysningsforbund. Taleren før mig var Lise Nørgaard, forfatteren til 'Matador'. Da Lise opdagede, at jeg skulle holde foredrag om computere, så hun meget forfærdet og skuffet på mig og sagde: Ole, tænk at du skulle ende som noget med computere!