I medierne kan man til tider læse, at folkeskolens elever er stressede, angste og urolige. Nogle foreslår mindfulness som en løsning på problemet, mens andre mener, at mindfulness ikke er andet end et plaster på en syg præstationskultur.

Jeg er enig i, at præstationskulturen er syg, men uenig i, hvorvidt mindfulness blot er et plaster. Faktisk mener jeg, at mindfulness sagtens kan bidrage til udfoldelsen og vedligeholdelsen af pædagogik baseret på en kærlig tilgang til læring i stedet for absurde præstationsidealer.

Kigger vi nærmere på kritikken af mindfulness, er den ofte ganske paradoksal. Enten er mindfulness for religiøst, eller også er den for lidt i kontakt med den smukke buddhistiske livsfilosofi.

Så hvad er mindfulness i grunden?

Ret beset handler det om at kultivere opmærksomhed og koncentration. Det drejer sig om at være bevidst til stede, uden på forhånd at dømme det, som sker. Opmærksomheden er både indadvendt og udadvendt. Et mere bevidst tilstedevær kan være gavnligt i alle livets facetter, ligesom opmærksomhed og koncentration er basale præmisser for enhver form for læring.

Mindfulness er dermed ikke noget abstrakt og intellektuelt, men nærmere en erfaringspraksis og livsform. Det betyder også, at mindfulness ikke kun er et værn mod stress. Stressreduktion er snarere en af flere sidegevinster.

Set i det lys kan mindfulness være et vigtigt element i udviklingen af en bæredygtig pædagogik.

Egoet skal opløses

Det væsentligste argument for at indføre mindfulness i folkeskolen må være for at skærpe opmærksomheden og koncentrationsevnen. Det vil sige, evnen til ikke at lade sig distrahere, hver gang noget virker kedeligt.

Flere filosoffer, f.eks. engelske Iris Murdoch, har påpeget, at der ikke er nogen etik uden opmærksomhed. Hun har endvidere sagt, at kærlighed er lig med opmærksomhed. Sagt anderledes: Vi kan ikke forholde os passende til det, som sker, hvis ikke vi er opmærksomme.

Hermed ikke sagt, at mindfulness anviser, hvad der er passende, blot at denne praksis kan gøre en opmærksom på eventuelle problemer, f.eks. en mere balanceret tilgang til ens lyster og aversioner. Tilsvarende kan en opmærksom og nærværende lærer hurtigt opfange, når koncentrationsevnen forsvinder, hvorefter han eller hun kan intervenere med en timeout.

En sådan timeout kunne enten være en mindfulnessøvelse, men det kunne også være at synge en sang eller at bede eleverne tage ti knæbøjninger.

Et tidstypisk problem i folkeskolen drejer sig f.eks. om, hvorvidt strammere mobilregler er løsningen på urolige elever.

Murdoch skriver, meget apropos, i bogen The Sovereignty of Good:

»I det moralske liv er fjenden det store fede ego.«

I forlængelse heraf kunne man spørge: Er uopmærksomme elever egoister, der følger deres egen lyst, blot fordi de har lyst? Og kan mindfulness hjælpe disse elever med at hæve sig over deres egen lyst og se sig selv i en større sammenhæng?

Ifølge Murdoch er svaret ja.

Hun siger, at opmærksomhed er en måde at gå imod en naturlig egocentrering på, da den enkelte bliver opmærksom på, at han eller hun er del af noget større – en klasse, en skole, et samfund, et økosystem. Man kan sige, at egoet opløses. Endvidere siger hun, at det er svært ikke at lade sig distrahere, hvorfor opmærksomheden også må trænes eller disciplineres.

Mindre kontrol

Regler er én måde at fremtvinge en opmærksomhed på, mens tilegnelsen af en anden attitude eller tilgang er en anden. Det handler ret beset om to forskellige måder at motivere eller bevæge eleverne på. Kontrol versus selvregulering.

Den ideelle løsning afhænger af elevernes alder, men er nok et sted midtimellem. I dag synes fokus dog primært at være på kontrol.

Når mindfulness afvises, fordi praksissen udspringer fra buddhismen, svarer det lidt til at hævde, at ikkereligiøse mennesker ikke kan have glæde af at læse Kierkegaard. Jeg er ikke religiøs, men har haft stor glæde af den danske filosof. Derudover debatteres det blandt forskere i buddhisme, hvorvidt buddhismen er en religion eller filosofi.

Tilsvarende kan man sagtens tage noget, som er opfundet i en kultur, og hive det over i en anden. Mest af alt fordi ingen kultur er statisk. Jeg tilhører ikke selv det kor, der mener, at østens filosofier er mere dybsindige end vestens.

Denne tendens hænger i høj grad sammen med populærkultur og Hollywood, hvor enhver helst skal slå et smut forbi en buddhastatue for at gøre sig nogle banale erkendelser.

Mindfulness er en praksis, der kaster et lys over vores eget forhold til livet. Lever vi opmærksomt? Er vi bevidste og nærværende? Kan vi balancere fornuftigt mellem vores begær og aversioner? Ser vi tingene, som de reelt tager sig ud, eller leder vi efter beviser for vores egne holdninger og ideer i stedet for at teste disse?

Mange af disse spørgsmål er også til stede i den vestlige litterære og praktiske eller livsfilosofiske kanon.

Sjælden balance

Blandt mindfulnessundervisere – hvoraf der både er seriøse og mindre seriøse (de mindre seriøse er ofte selvbestaltede guruer, der mangler et kritisk fundament) – refereres der gerne til den amerikanske pragmatikker og psykolog William James.

Han skriver, at evnen til frivilligt at bringe et flakkende sind tilbage er fundamentet for udviklingen af ens dømmekraft, karakter og vilje, hvorefter han fastslår, »at en uddannelse, som kan forbedre denne kapacitet, ville være en uddannelse par excellence«.

Uden evnen til at være opmærksomt og koncentreret til stede er selverkendelse ikke mulig. Mindfulness kan hjælpe eleverne med at minimere, at deres tanker driver alle mulige underholdende og skræmmende steder hen, når de ikke skal.

Mindfulness hjælper med at udvikle elevernes dømmekraft, karakterdannelse og viljestyrke, fordi de bliver mere bevidste omkring deres egne handlinger.

Det kunne være et eventuelt selvbedrag, f.eks. om de lever og handler i overensstemmelse med deres egne værdier. Bemærk, at mindfulness ikke fortæller, hvad den enkelte partout skal gøre, men skærper opmærksomheden på, hvorledes hans eller hendes handlinger påvirker andre mennesker og vedkommende selv.

Selvbedrag er en form for distraktion. Nogle gange kan det nemlig gøre så ondt at stirre sig selv i øjnene, at vi kigger væk. Evnen til at tage bedre vare på os selv og de andre hænger ligeledes sammen med at leve opmærksomt. Og er det ikke netop, når folk ikke kan tage vare på sig selv, når de ikke kender deres egne begrænsninger, at andre (f.eks. lærer, staten eller politiet) må tage sig af dem?

Ønsker vi myndige borgere, der kan tænke selvstændigt uden at miste den sociale horisont, eller ønsker vi føjelige borgere, der pacificeres med underholdning og åndelig sløvhed.

Den hollandske filosof Spinoza sagde i sin Etik, at det sjældne er lig med hårdt arbejde. Alle uovertrufne ting er lige så svære, som de er sjældne. I dag er det ikke sjældent at finde et menneske, der lider af stress, er smådeprimeret og kender til angstanfald.

Derimod er det sjældnere at finde et menneske, der formår at balancere mellem Tinder-sex og cølibat, alkohol og te. Selverkendelse fremmer en indsigt, som er frigørende. Sagt anderledes: Mindfulness er ikke løsningen. Der findes ikke én løsning, men vejen mod en bedre tilværelse går hen over opmærksomt tilstedevær – og her kan mindfulness hjælpe flere.

På den måde kan mindfulness være et supplement til at fremme en pædagogik, hvor glæden ved at lære overskygger frygten for at dumpe eller blive hægtet af.

Finn Janning, er filosof, kroniken har tidligere været bragt i Information