"Timerne hernede er fra 7.20-16.45 mandag til fredag for samtlige af lærerne. Vi er ikke i tvivl om, at det er de mest hårdtarbejdende lærere, vi har mødt", fortæller Mads Madsen og Jesper Fogt Nielsen

Nyuddannede lærere blogger fra Kenya

På læreruddannelsen rejste de til Tyrkiet og Nordirland, så nu hvor Mads Madsen og Jesper Fogt Nielsen er færdiguddannede, er de taget til Kenya for at arbejde på en skole i 3½ måned. Det er spændende, men også hårdt, fortæller de i deres blog her.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det handler om at få anderledes perspektiver. Fagligt ville vi gerne ud og bruge vores uddannelse et anderledes sted - et uland. Få et andet perspektiv på vores profession. Menneskeligt handler det også om at få et andet perspektiv på livet. Alt er så anderledes: Menneskerne; kulturen; det man griner af; det som er vigtigt i livet. Det synes vi begge er enormt spændende at få indsigt i hvordan er i Afrika", fortæller de to lærere fra en restaurant i Nakuru i Kenya.

Jesper Fogt Nielsen og Mads Madsen mødte hinanden på uddannelsen, hvor de begge havde meldt sig som tutorer for internationale studerende efter deres egne udlandsophold.

Her blev de enige om at forsøge at komme til udlandet, når de blev færdige.

Ofte dyrt at tage afsted

De de gik i gang med at undersøge mulighederne for at komme til Afrika eller Sydamerika fandt de ud af, at det ikke er så enkelt. Mange steder koster det store beløb at få lov til at arbejde som volontører på skoler.

Men så fik de kontakt til ægteparret Leif og Susanne Madsen, som er missionærer og har drevet skolen New Life i Kenya i 16 år. Den er betalt via sponsorater, så her kunne de arbejde og gøre en forskel og nøjes med at betale for deres ophold og mad.

"Vi føler os meget velkomne. Lærerne har været utrolig søde og hjælpsomme. Eleverne hilser altid med grin, nik og gerne en 'high five'. Alle er nysgerrige og vil gerne have at vi skal være en del af skolen", fortæller de.

Hård disciplin og mange test

Jesper og Mads har nu været i Kenya i tre måneder og de fortæller, at der selvfølgelig også er negative sider ved det kenyanske skolesystem.

"Det var hurtigt tydeligt, at det ville blive hårdt, fordi alt er så anderledes, og der er så meget at skulle vende sig til. Skolens fysiske rammer er jo noget helt andet, og undervisningsmæssigt var vi noget hovedrystende over for den i vores optik gammeldags undervisningsform, der hovedsageligt er præget af envejs-kommunikation fra lærernes side".

Eleverne er meget passive, og på grund af kolonitiden, er disciplinen britisk kostskolestil. I det hele taget er skolesystemet præget af hård disciplin og rigtig mange tests. Pensum er outdated og gammeldags, og det samme er lærerbøgerne, fortæller de.

Arbejdstiden har også et helt andet perspektiv end i Danmark.

"Timerne hernede for samtlige af lærerne er fra 7.20-16.45 mandag til fredag. Vi er ikke i tvivl om, at det er de mest hårdtarbejdende lærere vi har mødt - sommetider kommer de også ind om lørdagen for at give ekstra undervisning".

Følg Mads og Jesper på folkeskolen.dk

Mads Madsen og Jesper Fogt Nielsen blogger fra resten af deres ophold og fortæller videre, når de kommer hjem til job i Danmark i januar, hvordan de bruger deres oplevelser. Følg med i deres blog via linket øverst til højre.

Læs mere