God ledelse er afgørende for både elever og lærere, siger Skolelederne og diverse undersøgelser. Og det får man hos Svend-Arne Vang (i midten), mener blandt andre lærer Kim Larsen og tillidsrepræsentant Mads Kyrsting

Vi er vilde med vores skoleleder

Rygtet vil vide, at Ny Hollænderskolen har en særlig dygtig leder. Vi har spurgt tre lærere, hvad han betyder for dem

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nerverne stod på højkant, da nyuddannede Mia Christina Paschkes troppede op til jobsamtale hos skoleleder Svend-Arne Vang på Ny Hollænderskolen. Men inden længe følte hun sig tryg.

»Svend-Arne har humor, er selvironisk og har selverkendelse. Det prægede samtalen, og det smitter af på hele skolen. Selv om vi lærere er forskellige, er der en rød tråd i den måde, Svend-Arne har valgt os på«, siger Mia Christina Paschkes, der er lærer på Frederiksberg-skolen på andet år.

Godt humør gør det ikke alene. Svend-Arne Vang er også god til at give feedback, betoner hun.

»Jeg overtog en klasse, der havde haft mange lærerskift, men Svend-Arne bakkede mig op og tilbød blandt andet at deltage i forældremøder. Det gør han også i den 1. klasse, jeg har nu. Det gør mig tryg«, siger Mia Christina Paschkes.

En krise sendte Kim Larsen i tovene. Til sidst måtte han sygemelde sig.

»Svend-Arne forstod mit problem, og jeg følte ikke hans interesse for mit velbefindende som kontrol, men som omsorg. Han ville have mig tilbage på den bedst mulige måde«, fortæller Kim Larsen.

Svend-Arne Vangs mest vidtrækkende forslag gik på, at Kim skulle afgive sin 9. klasse i dansk. Det var han ikke meget for.

»Jeg kan lide at undervise den klasse i dansk, og jeg ville gerne vise, at jeg kunne komme tilbage. Fire uger inde i skoleåret begyndte jeg på halvtid, og når vi mødtes på skolen, havde Svend-Arne overskud til at spørge til, hvordan jeg havde det. Han får mig til at opleve, at det handler om mig som medarbejder. Han er både empatisk og tydelig i sin kommunikation«.

Den slags skal lærere huske at honorere, tilføjer Kim Larsen.

»Det er vigtigt, at vi fortæller vores gode historier om eleverne, så det ikke altid handler om, at det nu igen er galt med Oliver. Ellers må det ikke være til at holde ud for en leder«.

Kristine Jandorf er lærer på Ny Hollænderskolen på femte år, og det har hun tænkt sig at blive ved med. Hun underviser i tysk og fik den ide, at hendes klasse skulle på udveksling i Tyskland. Men udgifterne tog overhånd.

»Svend-Arne mente, at udvekslingen var fagligt relevant og svarede, at vi skulle tage af sted. Så skulle han nok finde pengene. Og da tyskerne var på genbesøg, tog han sig tid til at tale med lærerne«, fortæller Kristine Jandorf.

Hun føler sig ligeværdigt behandlet, når hun kommer ind på kontoret.

»Vi får ikke opfyldt alle vores ønsker, men vi bliver mødt med forståelse, og et nej bliver altid sagt med smil på læben. Vores ledere har det godt med hinanden. De griner sammen, og det er ikke en pinsel at sidde ved siden af Svend-Arne til julefrokosten«.

De tre lærere er ikke ene om at rose deres leder. Ifølge tillidsrepræsentant Mads Kyrsting føler alle på Ny Hollænderskolen ledelsens opbakning.

»Svend-Arne kender vores hverdag. Han er god til at rose os, og vi oplever ham som en medspiller, der spørger til vores ideer. Han praktiserer skolens værdigrundlag om åbenhed i dialog og sørger for, at vi kommer til at føle medansvar. Men så forventer han også, at vi gør vores arbejde ordentligt«, siger Mads Kyrsting. |