Blog
0   14

Hvordan bør man sætte mål for andre menneskers tilblivelse?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Afsluttende videnskabeligt efterskrift, anden del

 

Som faste læsere vil vide, har jeg besluttet at udfase min blogvirksomhed her på folkeskolen.dk. Derfor følger her anden del af et tredelt efterskrift, hvor min blogvirksomheds grundlæggende spørgsmål vil blive sammenfattet: 1) Hvad er et menneske?, 2) Hvordan bør man sætte mål for andre menneskers tilblivelse, samt 3) Hvad bør en skole være? De tre spørgsmål er nært forbundne, da en skole har at gøre med menneskers tilblivelse, og derfor må et svar på, hvad en skole bør være tage udgangspunkt i nogle overvejelser over, hvad et menneske i grunden er.

Artiklen fortsætter under banneret

I første del af dette efterskrift så vi, at mennesket fra naturens side fødes uden observerbare mål for tilværelsen, men alligevel er forudbestemt til konstant at træffe valg i livet. Dette stiller store krav til omgangen med menneskers tilblivelse, fx i familien, i børnehaver, på skoler og uddannelser. For hvordan opdrager man et væsen, der grundlæggende er skabt til selv at vælge, hvem og hvad de vil blive til? Hvordan bistår man andre mennesker i at blive frie?

Frihed er essentielt en umistelig og betingelsesløs ret til at være i kontakt med verden forstået på den måde, at man kan tænke, føle og handle, som man vil. Frihed er retten til at være et menneske. Eksempelvis er man ikke fri, hvis man kun kan få andel i friheden ved at gøre eller sige noget bestemt. Man er heller ikke fri, hvis man kan miste friheden, når man føler, tænker eller gør noget bestemt. Denne indledende forståelse af frihed er logisk formuleret og på mange måde ganske valid, men kan uden en moralsk refleksion resultere i et ret kaotisk samliv. l sig selv betyder definitionen, at alle kan gøre, som de vil, og at den stærkeste derfor kan dominere andre, så længe kræfterne rækker. Alligevel har definitionen den grundlæggende kvalitet, at friheden principielt tilskrives ethvert menneske uden grund og uden betingelser. Du er fri, blot fordi du er et menneske. Punktum. Det er ligegyldigt, hvor klog, smuk, høj eller rig du er. Du er fri, fordi du er til!

Vi kan forfine definitionen ved at tænke lidt videre. Hvorfor skal vi egentlig være frie? Der er ikke nogen praktisk, økonomisk eller politisk begrundelse, der på en holdbar måde kan danne grundlag for et svar, for hvis vi på forhånd vælger et eller andet for den, der skal være fri, har vi jo allerede indskrænket friheden. Vi kan heller ikke måle eller veje os frem til en begrundelse, og et klassisk, videnskabeligt svar er i det hele taget langt uden for rækkevidde. Forskningen kan faktisk ikke rigtig sige noget kvalificeret om dette.

Vi bliver nødt til at bruge et postulat, der ikke bryder med frihedens præmisser, og som etisk kan forsvares. En begrundelse kan derfor ikke være ret meget andet end en universel påberåbelse af elskelighed og værdighed i ethvert menneske. Hvis vi betragter mennesket i sig selv som værende et elskeligt og værdigt væsen, må dette nødvendigvis medføre, at alle individer i sig selv må omfattes af en kærlighed og nogle umistelige rettigheder. Disse gælder helt konkret allerede ved fødslen (hvor man endnu intet har foretaget sig) og så sent som i dødsøjeblikket (hvor man har udrettet en masse).

Kærlighed til den ubestemte anden betyder, at denne er elskelig ved sin blotte eksistens. Man elsker ikke sine børn, sin kæreste eller en ven, fordi de gør noget bestemt, men fordi de er dem, de er. På samme måde må synet på den ubestemte anden også basere sig på kærlighed i kraft af eksistens, og derved er kærligheden umistelig. Når jeg anvender begrebet kærlighed, betyder det ikke, at man nødvendigvis skal have et nært, personligt forhold til alle mennesker på kloden (det ville faktisk være ret besværligt), men at man logisk er nødt til at betragte ethvert menneske som værdigt og elskeligt, hvis man anerkender, at kærligheden er et eksistentielt anliggende, der rækker ud over et konkret menneskes gøren og laden. l praksis er det sådan, at vores kærlighed til det menneskelige manifesteres i forskellig grad fra medmenneske til medmenneske, men kærligheden i sig selv er ikke knyttet til en kvalitativ vurdering af bestemte handlinger eller ytringer. Det er der meget andet, der er, men ikke kærlighed.

Kærligheden er altså i denne forståelse noget blivende, der er til stede i ethvert menneske, og kærligheden er i sig selv ikke afhængig af konkrete handlinger, det kan kun dens praktiske manifestation være. Dette betyder, at kærligheden til den anden logisk må medføre den andens frihed til at blive sig selv. Kærlighed og frihed er altså to sider af samme sag.

Enhver frihed er eksistentielt begrundet, moralsk funderet og politisk realiseret. Når jeg ytrer mig som frit menneske, må og skal jeg forholde mig til, at jeg gør det i en social sammenhæng, hvor der er andre frie mennesker. Det gælder i supermarkedet, på arbejdspladsen, i nationale medier, i den europæiske kulturkreds og som verdensborger. Jeg har altså et ansvar for mine medmennesker, og jeg må huske mig selv på, at min egen værdighed og frihed er uløseligt forbundet med andres. Min frihed er altså helt symbiotisk med mit ansvar.

Jeg har pga. denne frihed også et ubrydeligt ansvar over for mig selv og mine medmennesker. Derfor bør jeg moralsk - og i kærlighed til min næste - forholde mig til konsekvensen af mine handlinger og ytringer. Dette princip gør sig gældende i supermarkedet, på arbejdspladsen, i nationale medier, i den europæiske kulturkreds og som verdensborger. At jeg eksempelvis kan ytre noget, medfører ikke pr automatik, at jeg bør ytre det. Jeg må tænke mig om og afveje diverse hensyn, hvilket forudsætter kundskaber og adgang til kulturelle erfaringer. At selv samme kundskaber og erfaringer bestemt kan bidrage til at skabe vækst og velstand, er både rigtigt og herligt, men det har moralsk intet med skolens begrundelse at gøre i et humant demokrati. Det kan højst være en heldig sidegevinst.

Det er svært at være menneske. Uanset hvor meget vi forsøger at lave regler og systemer, bliver vi nødt til at bruge hjertet, hjernen og munden. Det er nødvendigt, at vi alle sammen har en ret til at sige og gøre mere end blot det, vi finder moralsk forsvarligt eller samfundsmæssigt praktisk. De mennesker, der har travlt med at sige alt, hvad de overhovedet har ret til, gør dog sig selv præcis ligeså intellektuelt ufrie som dem, der med vold og trusler bekæmper eksempelvis religionskritikken. Omvendt har de mennesker, der har meget travlt med at indføre forbud og samtalepolitikker, ikke forstået, at den enkelte reelt kun kan handle hensynsfuldt så længe det også er muligt at handle krænkende. Det handler om at bruge sin fornuft og træffe valg i omgangen med andre! Glemmer vi at tale om ansvaret for hinanden, risikerer vi, at friheden bliver til naturret, hvilket kun er frihed for den stærkeste. Hvis vi fratager hinanden friheden til at handle, fratager vi også hinanden ansvaret for medmennesket. Hvis man vil finde sammen i et sam-fund, er det altså altafgørende, at der er en almen udbredelse af basale kundskaber, samt en udbredt accept af fornuftsbaserede argumenter, ytret i størst mulig frihed. Her er skolen altafgørende som civilisationsfremmende institution.

I opdragelsen af frie mennesker må man af moralske grunde have friheden som et bærende mål, men sikre, at denne forstås som værende symbiotisk med ansvaret. Altså må man i omgangen med andres tilblivelse virke for, at den opdragede udvikler en forståelse af sig selv, samtidig med at opmærksomheden på medmenneskene særegenhed og umistelige værd øges. Særligt en grundskole bør derfor være et sted, hvor kærligheden til mennesket og menneskeheden formidles og bekræftes, og enhver målformulering må knytte sig hertil. Det skal afsluttende siges, at megen moderne pædagogisk forskning - uden nævneværdig refleksion desangående - begrunder skolen med andet end kærligheden til mennesket, oftest politske krav, økonomisk vækst eller arbejdsmarkedsdeltagelse. Det kan man godt, men man løber nødvendigvis ind i det problem, at disse begrundelser så igen skal begrundes. Herved sejler skolen rundt i mere eller mindre tilfældige begrundelser, der baserer sig på andre tilfældige begrundelser. Kun kærlighed behøver ingen begrundelse. En grundskole bør være kærlighed til mennesket, kulturen og verden, formidlet i form af samvær, fag og liv. Et sted, hvor man tvinger til frihed på smukkeste, paradoksale vis.

 

 

Videre læsning:

 

Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov

Mårtensson, Brian Degn (2016): Tilblivelse og tilsynekomst. Munkebo: Fjordager

Mårtensson, Brian Degn (2018): Mennesket som mål. København: Akademisk Forlag

Mårtensson, Brian Degn (2018): Ånd og ideal. Munkebo: Fjordager

 

 

 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ