Efter to års undervisning i kinesisk på sin internationale skole i Beijing kunne Sophia Ohmann skrive en stil på en halv side. Hun kunne også føre en meget simpel samtale med en kineser.

"Kineserne taler ekstremt hurtigt, og mange ord ser ens ud, men de betyder noget meget forskelligt, hvis man bare ændrer lyden eller trykket en lille smule. Derfor er det svært at finde ud af, hvad kineserne siger", fortæller Sophia Ohmann, der boede i Beijing fra 2001 til 2006.

I de sidste to år havde hun kinesisk to gange halvanden time hver anden uge afløst af tre gange halvanden time i de modsatte uger. Hun lærte både at tale og skrive og havde også pinyin, der er en metode til at konvertere kinesisk skrift til latinske bogstaver.

I alt lærte Sophia Ohmann cirka 100 ud af de omkring 6.000 skrifttegn, der findes. En almindelig kineser behersker cirka 3.000.

Ni hao er helt hen i vejret

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) bebudede i sidste uge, at hun vil gøre kinesisk til et officielt fag i Danmark på linje med tysk og fransk og med tilhørende afgangsprøve i 9. klasse. Hun begrunder det med, at Kina har potentiale til at blive Danmarks tredjestørste eksportland i 2030.

Det kan Sophia Ohmann godt følge, men danske elever vil ikke nå ret langt, fordi både skrifttegn og udtale skal forklares, forklares og forklares.

"Kinesisk er et meget kompliceret sprog. For eksempel betyder 'ni' dig og 'hao' godt, men sat sammen betyder 'ni hao' hej. Det er totalt hen i vejret. De elever på min skole, der kunne føre en egentlig samtale på kinesisk, var begyndt på faget i 1. klasse og havde haft det i syv-otte år", husker hun.

Som noget afgørende var det kinesere, der underviste i valgfaget.

"Min lærer kørte det meste af undervisningen på kinesisk, men hun kunne engelsk og var bedre til at forklare sproget, end en dansk lærer vil være. Jeg hørte også hele tiden kinesisk i butikker og på markeder og var vant til sprogtonen. Sådan er det ikke i Danmark", siger Sophia Ohmann.

Ordforrådet går lynhurtigt tabt

Et er at lære kinesisk. Noget andet er at huske det. Sophia Ohmann stoppede med kinesisk, da familien rejste hjem i 2006, og i dag har hun glemt alt, hvad hun lærte.

"Det har min mor også. Hun gik også til kinesisk og kunne sige mere end mig, fordi hun udelukkende lærte at tale. Men da vi besøgte Kina under OL i 2008 var vores ordforråd forsvundet, og jeg kan slet ikke huske, om verberne skal bøjes. Derfor har jeg ikke valgt et gymnasium, hvor jeg kunne få kinesisk", siger Sophia Ohmann, der går i 1. g på Helsingør Gymnasium.

Hvis Sophia Ohmann var undervisningsminister, ville hun ikke indføre kinesisk som valgfag i folkeskolen.

"Det er meget skrøbeligt at lære kinesisk, fordi vi ikke kan relatere det til de sprog, vi kender i forvejen. Hvis man begynder på faget i 7. klasse, skal man allerede dér beslutte at fortsætte med kinesisk i gymnasiet. Ellers får man ikke noget ud af det. Og hvis man tager på efterskole i et år, risikerer man, at alt går tabt", siger Sophia Ohmann.

Kineserne bliver bedre og bedre til engelsk

Selv om familien nu bor i Danmark, færdes Sophia Ohmanns far stadig i Kina i forbindelse med sit job i Novozymes. Og kineserne bliver bedre og bedre til engelsk.

"Det må være lige så svært for dem at lære engelsk, som det er for os at lære kinesisk. Men de, der handler med os, kan i hvert fald engelsk. Ellers får man én til at oversætte. Kina er heller ikke det eneste land, vi handler med. Frem for at vi kan tale lidt kinesisk, er det bedre, at vi kan mere på tysk og fransk", siger Sophia Ohmann, der selv satser på fransk.