Ny formand for lærerstuderende

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderendes Landskreds har fået ny formand. I weekenden blev den 26-årige Rasmus Møller valgt på et ekstraordinært årsmøde. Anledningen til mødet var netop, at den tidligere formands, Henrik Hallingers, formandsperiode udløb.

Rasmus Møller er fjerdeårsstuderende på Århus Dag- og Aftenseminarium. Af samme grund bor han i Århus, men tager fra 1. januar orlov fra studiet og flytter til København for at passe formandsposten. Han har været medlem af forretningsudvalget siden marts i år.

'Jeg vil fortsætte den politiske linie, hvor vi er udadrettede og gør aktivt brug af vores samarbejdsparter', siger Rasmus Møller.

Han vil også arbejde på de indre linier.

'Vi er vokset utroligt meget. Derfor skal vi sørge for at skabe et medejerskab for de enkelte medlemmer.

Foreningen skal være nærværende, og medlemmerne skal have noget igen for deres medlemskab', siger Rasmus Møller.

Der var ikke andre kandidater til formandsposten, og Rasmus Møller fik bred opbakning. 113 stemte for, og en stemte blankt.