Debat

Slå Automatpiloten fra

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klaus Glerup skrev i et indlæg på Folkeskolens Netdebat kort før afgørelsen vedrørende formandsvalget, at han var sikker på, at Anni Herfort blev genvalgt med et pænt flertal, og at det primært skyldes, at valget foretages af 'Tordenskjolds soldater'.

Klaus fik ret i det første, men ikke i, at det blev et pænt flertal: 165 stemmer til Anni mod Anders' 144 stemmer er vist ikke et pænt flertal. Kun 11 stemmer manglede i, at vi havde fået et formandsskifte. Men et flertal er et flertal. Formanden sidder på kongressens mandat.

De delegerede er stemt ind ude i kredsene på kredsgeneralforsamlingerne. De sidder også på et mandat, nemlig det mandat, medlemmerne har givet dem. Alt er således 'lovligt' og i overensstemmelse med foreningsdemokratiet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg læser heller ikke i Klaus' indlæg, at han ikke anerkender disse forhold, men jeg læser en frustration over, at Tordenskjolds soldater måske ikke er i overensstemmelse med medlemmerne.

Det kan I kun få opklaret ved at spørge jeres delegerede i den enkelte kreds om, hvordan de har stemt.

Jeg håber, I som medlemmer ud over det ganske land vil engagere jer i hovedstyrelsesvalget og de kommende kredsgeneralforsamlinger i marts måned. Det er der, de kommende repræsentanter til hovedstyrelsen og til kongressen vælges. Måske har mange medlemmer ikke tænkt på, hvor afgørende det er, hvilke delegerede der vælges.

Der er meget automatik og for lidt engagement, når det gælder.

Det bedste, der kunnne ske i kølvandet på de sidste måneders oplevelser, ville være en medlemsdeltagelse i debatten og i valgene som aldrig før.

Jeg håber ligesom Klaus, at hovedstyrelsesvalget bliver et fagpolitisk valg frem for et geografisk valg. Jeg synes, medlemmerne skal vurdere os, der kandiderer, på vores holdning til lærernes og børnehaveklasseledernes dagligdag og på det, vi står for og har stået for i den fagpolitiske debat. Men skal automatpiloten slås fra, bliver I nødt til at arbejde med ude på skolerne, møde op og stille spørgsmål til kandidaterne på møder og i Folkeskolens debatspalter, så vi kan få en livlig debat før hovedstyrelsesvalget og før delegeretvalgene på kredsgeneralforsamlingerne.

Jeg skrev i mit valgoplæg for fire år siden: 'Det er kun de døde fisk, der driver med strømmen'. Det gælder stadig. Der er stadig fagpolitiske mål at kæmpe for, og jeg tror på, at der er liv i medlemsflokken.

Astrid Schjødt Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse