De studerende på den netbaserede læreruddannelse mener ikke det er rimeligt, at de skal seks uger i praktik uden løn, når mange af dem i forvejen arbejder i folkeskolen.

Onlinestuderende: Skal jeg sige mit lærerjob op for at være i praktik på naboskolen?

Trine Kjeldal, der læser på den netbaserede læreruddannelse, mens hun arbejder som lærer, kritiserer, at hun trods sin erfaringer skal ud i seks ugers ulønnet praktik. Men man kan ikke lave uddannelser efter de studerendes særlige forudsætninger, siger uddannelsens leder.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For de kommende lærere, der tager deres uddannelse via nettet på den såkaldt netbaserede læreruddannelse, kan det være mere end almindelig svært at gennemføre praktikken.

Den netbaseret læreruddannelse består hovedsageligt af selvstudie og størstedelen af undervisningen foregår online i aftentimerne. De studerende mødes kun på studiet fire gange per semester. Den særlige struktur skyldes, at uddannelsen er specielt tilrettelagt for studerende, der har andre forpligtelser, der gør det svært for dem at passe et typisk fuldtidsstudie. Det kan være fuldtidsjob, børn, at de bor langt fra uddannelsesstedet eller lignende.

Men selvom det faglige indhold af den netbaseret læreruddannelse er det samme som på den traditionelle læreruddannelse, er den altså bygget helt anderledes op. Bare ikke, når det kommer til praktikken, fortæller Trine Sofie Kjeldahl, der er i gang med 3. år på uddannelsen:

"Problemet er, at alle os, der allerede har god erfaring fra folkeskolen, skal gennemgå de samme seks ugers praktik. Praktikken er overhovedet ikke designet til os", siger Trine Sofie Kjeldahl.

Debat: Netbaseret læreruddannelse frarøver dimittender basale kundskaber

Hun fortæller, at en stor del af de 40 studerende, der er tilmeldt hendes hold, allerede har et job, mange af dem i folkeskolen, som de passer i dagtimerne. Og det er netop dét, hun ikke forstår:

"Problemet er den måde, praktikken er organiseret på. Os, der er ansat i folkeskolen, skal gå over på naboskolen og lave præcis det samme, bare uden løn. Det er ikke særlig motiverende. Som voksent menneske, med en forpligtelse over for mine børn, så er det altså svært at have 0 kroner i løn i halvanden måned", forklarer hun.

Ifølge Trine Sofie Kjeldahl overvejer mange af hendes medstuderende nu, om de skal fortsætte på uddannelsen. Derfor mener hun, at der som minimum skulle følge løn med i praktikken, hvor andre lærerstuderende jo får SU, eller at praktikperioden burde være kortere.

"Hvis der fulgte løn med, kunne man måske godt klare den. Men seks uger er stadig lang tid at være væk fra de elever, man underviser til daglig. Måske kunne man sige, at os, der er ansat i folkeskolen i forvejen, kunne nøjes med 14 dages praktik. Jeg synes, det bør tælle med, at jeg har arbejder over to år i folkeskolen bag mig", lyder hendes forslag.

Lærerstuderende vil have skruet op for praktikken

Uddannelseschef: Nej til kortere praktik

I sommer blev der optaget over 2.500 nye studerende på landets læreruddannelser. Heraf er 117 indskrevet på den netbaserede uddannelse. Trine Sofie Kjeldahl læser på Københavns Professionshøjskole, og her forklarer Lars Kettel, der er uddannelsesleder for læreruddannelsen, at man ikke kan tilrettelægge uddannelserne efter de studerendes individuelle og særlige behov:

"Vi skal leve op til bekendtgørelsen og nogle faglige standarder, og der er meget stor forskel på at være praktiserende lærer i et ansættelsesforhold, og så at være i et uddannelsesforløb. Der er en læringsmæssig pointe i, at der er mange ting, man skal lære i et praktikforløb, såsom at udvikle undervisningsforløb, et refleksionsrum, som der ikke er tid til i en travl ansættelseshverdag med handletvang, men som der er tid til i praktikperioden", forklarer Lars Kettel.

Studerende: Gør nu læreruddannelsen til et fuldtidsstudie

Han mener ikke, at Trine Sofie Kjeldahls forslag om kortere praktikperiode for studerende, der allerede arbejder som lærer, er en god idé.

"For det første kommer vores studerende med mange forskellige forudsætninger, og vi kan ikke tilrettelægge uddannelserne efter særlige forudsætninger. Vi tilrettelægger uddannelsen efter nogle faglige standarder. Jeg synes ikke man kan reducere praktikperioden fra seks til to uger. Det giver ikke nogen mening", siger han og sammenligner det hvis en studerende, der er opvokset i en tosproget familie med dansk og engelsk kunne nøjes med at gå til eksamen i engelsk og ikke følge undervisningen.

"Det er noget helt andet at være i et uddannelses- og læringsforløb", lyder det fra uddannelseslederen.

Lars Kettel understreger samtidig, at Københavns Professionshøjskole gør meget ud af at informere de studerende om forholdene i god tid.

"Praktikken foregår på folkeskolerne og på arbejdsmarkedslignende vilkår. Det giver nogle udfordringer for dem, der vælger at tage en uddannelse samtidig med, at de har et fuldtidsjob. De udfordringer er vi meget tydelige omkring ved informationsaftener og i vores materialer. Vi gør meget ud af at understrege overfor de studerende, at fuldtidsjob, også selvom det er i skolen, ikke fritager dem fra praktikken, og kan være svært foreneligt med et studie, der er tilrettelagt som fuldtidsstudie. Og vi siger til dem fra starten, at de skal finde ud af med deres arbejdsgiver, hvordan den situation skal håndteres".