I virkeligheden er der bare tale om variationer over det samme tema. Ikke spor andet. Amerikaneren Howard Gardner har en ny sjov og pirrende måde at koge den samme suppe på, som vi har kogt på og slubret i os det sidste halve århundrede. For når Gardner vil erstatte uddannelse med noget, som han noget prætentiøst kalder for forskning i 'sandhed, skønhed og moral', så er det ikke spor andet, end når vi har afsporet vores danske uddannelse med altdominerende projektarbejdsform. Gardner såvel som vi har fundet både udvikling og fornyelse i at tage udgangspunkt i de rene tilfældigheder med en naiv tyrkertro på, at der nok skal falde lidt faglige vidensbrokker af i svinget. Når vi lader vore projektarbejder tage udgangspunkt i et bredt alment tema, er det, fordi vi bilder os ind, at vi så også tager udgangspunkt i elevens højst vedkommende verden. Og at dette udvikler den højst tænkelige form for uddannelse. Når Gardner herefter på sin side tager udgangspunkt i sandhed, skønhed og moral, er det, fordi mennesket siden tidernes morgen via denne triade har søgt at finde ud af, hvem det er, hvor det kommer fra, hvorfor det er her og så videre. Det påstår Gardner i hvert fald. Men min påstand er så, at når mennesket falder hen i disse dybe spørgsmål, så filosoferer mennesket, men det uddanner sig ikke. Det samme gælder for henfaldet i tværfaglighedens uforpligtethed. Der indtræffer sikkert meget positivt. Men der foregår ingen uddannelse, ud over hvad der sådan tilfældigt falder af.

Gardner og vores folkeskolelov er to alen ud af ét stykke. Begge byder på godt og underholdende tidsfordriv, og begge tramper foragteligt uddannelsen under fode.

Vagn Madsen

Brønderslev