Jeg har taget et citat til mig. Et citat som Anders Bondo ofte bruger i sine taler rundt om i landet: ”Det at lykkes som lærer er, at lykkes som menneske”.

Hver gang jeg har hørt citatet har jeg tænkt over det. Jeg har tænkt at det måske også gælder den anden vej; at lykkes som menneske er, at lykkes som lærer? For knap to år siden trak jeg mig derfor fra skoledebatter og fagforeningsarbejde, for i stedet at koncentrere mig om, at lykkes som menneske. Helt konkret skulle jeg være far for første gang og jeg vil dedikere så meget som muligt af mit liv til dette, men jeg vil også bruge tiden til at tænke over, hvad der kan gøre mig til en god far og en god mand til min kone. Og hvordan dette kunne overføres til mit arbejde som lærer.

Svaret er...

Jeg har nok ikke fundet et endegyldigt svar, endsige noget svar, som andre kan bruge, men jeg føler alligevel at jeg er blevet en meget bedre lærer i dag end for to år siden.

Det at ”skabe” et barn sammen er nok den ypperste måde at lykkes som menneske. At se sit barn vokse, trives, udvikle sig og få sin egen identitet, samtidig med at man kan spejle sine dybeste værdier i barnets bitte små handlinger. Det er lykken.

Forskellen fra min søn til mine elever er, at jeg med ham ved, at der ikke er nogen bagtanker bag hans handlinger. Han er i nuet og han bruger sine sanser til at forstå og kommunikere alle umiddelbare følelser. Som lærer har jeg tit haft svært ved at forstå elevernes adfærd og reaktioner. Hvorfor gør de mon som de gør? hvad vil de med den adfærd? Men efter jeg er blevet far er jeg også blevet bedre til at se eleverne som børn. Som mennesker. De er ikke bare elever som skal lære noget af min undervisning. Vi er som mennesker aldrig udelukkende i en ”læringszone” (eller hvad smarte konsulenter kalder det nu til dags). Og det er måske noget af det, som ligger i citatet. At hvis vi som lærere lykkes med at se vores medmennesker som dem de er, så lykkes vi som mennesker. Ja, det er måske også det vigtigste at kunne som menneske. Lære at se andre som dem de er.  Det er svært når man i lærerjobbet hele tiden har ambitioner, ønsker og mål på elevernes vegne. Men, det er jeg nu blevet bedre til. Og jeg er blevet en mere rolig og glad lærer i mit arbejde – forhåbentlig også en bedre lærer. Tak til min søn Hjalte for at lære mig det. 

Og nu er jeg i øvrigt  tilbage. Klar til at debattere skolepolitik og fagpolitik med alle som lyster igen. Vi ses derude.  

Ps. Oprindeligt kommer citatet fra filosoffen Jørgen Husted, som har hjulpet Danmarks Lærerforening med at udvikle professionsidealet.