Mens Københavnske skoleledere er i gang med at uddannes efter “Oslo-modellen”, hagler kritikken ned over Oslo Kommunes styring og ledelse af skolesystemet.  Det paradoks beskrives af Thorkild Thejsen i et indlæg i Folkeskolen.dk d. 8. januar 2019 (https://www.folkeskolen.dk/650047/naar-skolepolitik-er-magt-spin-og-forretningshemmeligheder ). Her kan vi læse om de grufulde begivenheder i Oslo kommune, sådan som de beskrives i bogen Det store skoleeksperiement – magt, barn og forretningshemmeligheder i ”verden bedste skole”, der er skrevet af den norske lærer Simon Malkenes. Thejsens indlæg pointerer, at Oslo-modellen med dens konkurrence på alle niveauer, stram top-down styring, urimelige loyalitetskrav og selektiv formidling af resultater, samt nultolerance overfor kritik, ikke er et forbillede.  Vi kan også læse om, hvordan Norske skoleledere ansættes på kontraktstyring, resultatløn og bonus for høje elevpræstationer.

Det er IKKE hele billedet, og vi vil gerne med to stærke eksempler redegøre herfor.

I Trondheim kommune har man vedtaget en strategi for stærkere børnefællesskaber samt et fokus på blandt andet opvækstmiljø og skolemiljø via det, som de kalder relationel velfærd. Som et svar på de problemer, som årtiers kommunal praksis har medført, igangsættes nu borgerinvolverende tiltag og velfærd. Trondheim kommune ønsker at etablere et nyt og bedre samarbejde med borgerne, hvor det offentlige ikke tager styring og overtager ansvar, men via ligeværdige relationer understøtter og hjælper børn, unge og deres familier til at leve det liv, som de ønsker. Heri lægges der fokus på børn- og unges perspektiver, deres familier, netværk og lokalmiljø som væsentlige faktorer for udvikling af skole, dagtilbud, fritidstilbud og uddannelse. De kommunalt ansatte har ikke patent på løsningerne, men bidrager med viden og kompetencer - og selve strategien er udviklet gennem borgerinvolvering.

Et andet eksempel er UngInvest Arbeidsinstituttet i Buskerud (AIB), som er en fylkeskommunal læringsarena for unge mellem 16 og 24 år, der for en periode ikke ønsker at gå i den videregående skolen. Mange af de unge har oplevet vanskelige ting i livet, såsom skoleproblemer, mobning, eksklusion og udfordringer i familielivet. Fælles for de unge er, at de kommer til skolen med ønsker og evner, som ikke før er blevet opdaget. Skolen bygger på tanken, at alle børn og unge har potentialer, som det er skolens opgave at hjælpe til at opdage og forløse. Evalueringer har vist, at ni ud af ti unge er i positiv aktivitet året efter, at de har gået AIB, og antallet som efterfølgende gennemfører en ungdomsuddannelse er stigende.

I de to beskrevne eksempler har man baseret arbejdet på inddragelse af de mange stemmer, involvering, tillid, samarbejde, virksomme drivkræfter i ledelse og følgeskab, anerkendende udforskning og relationsudvikling. 

Dette er også billeder på Norge og heri er der megen inspiration at hente, ikke kun for os i Danmark, men for hele verden.

Lad os nu begrave den generaliserende modstand, at alt der kommer fra udlandet er noget bras. Lad os hellere tale om, hvad der er brugbar inspiration, samt få en forståelse for de virksomme drivkræfter i vellykket udvikling af skolen.