Anmeldelse

Jagten på lykken

Med udvandrerne over havet

Dette omfattende og grundige forløb tager elever med på den farefulde rejse, som 350.000 danskere foretog fra midten af 1800-tallet. Eleverne møder et væld af kilder, der bringer dem tæt på de skæbner, der søgte lykken på den anden side af Atlanten.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De digitale undervisningsforløb skyder op fra undergrunden i øjeblikket. Jeg har forgæves forsøgt at finde ud af, om dette er særligt kendetegnende for Danmark og vores megen fokus på digitale kompetencer.

Fakta:

Titel: Jagten på lykken

Forlag: Rebilselskabet

En uundgåelig konsekvens af de mange forløb er heldigvis, at man efterhånden skal lægge sig i selen for at lave noget ordentligt, og det er så afgjort tilfældet med ”Jagten på lykken”, som er skabt af Rebildselskabet og dets samarbejdspartnere. Dette forløb skiller sig ud fra mængden.

Det er den mentalitetshistoriske tilgang, der er udgangspunktet for forløbet. Eleverne skal forstå, hvorfor 350.000 danskere valgte at forlade Danmark til fordel for en på mange måder umenneskelig hård rejse til USA, landet, der tilsyneladende flød med mælk og honning. Dette var mulighedernes land.

Omkring 1850 er Danmark fortsat et landbrugsland, og selv om vi i dag ser tilbage på perioden som en tid præget af romantikken og kulturhistoriske højdepunkter, så må man ikke glemme, at 1800-tallet vel nok er det århundrede, der ramte Danmark hårdest. Folk brød op og søgte lykken andre steder. Historierne fra det forjættede land begyndte at sprede sig i befolkningen, og i Danmark var det unægtelig så som så med den landlige idyl. Det var tid til at drage mod vest. Til at skabe noget selv.

Historien om jagten på lykken fortælles gennem tre velproducerede tv-dokumentarer, der tager afsæt i Ole Sønnichsens bestseller ”Rejsen til Amerika”. Dokumentarerne veksler mellem autentiske billeder med voice-over, interview og nedslag i kilder, der giver et nuanceret indblik i et på mange måder ufortalt kapitel af vores Danmarkshistorie. Den historiske bevidsthed konstitueres, når vi møder nutidige amerikanere, der beretter om deres danske aner og fascinationen ved at dykke ned i egen historie.

Et kendetegn for et godt forløb for udskolingen er forløbets samspil med prøverne. ”Jagten på lykken” er prøveklart med kurser i kildekritik, produktforslag og udkast til problemstillinger.

Nogle af disse problemstillinger forekommer mig dog en anelse diffuse. For eksempel: ”Kan vi tale om særlig dansk mad, og hvad forstår vi ved særlig dansk mad?” Jeg har svært ved at tænke den problemstilling ind i prøvefaglig sammenhæng, hvorimod ”Hvilke ligheder og forskelle er der mellem danskernes udvandring i 1800-tallet og nutidens migration til Danmark?” fremstår langt mere brugbar.

Fra udgivernes side har man været sig bevidst om, at sitet i høj grad er tværfagligt, og derfor finder man supplerende opgaver til alle tre kulturfag, dansk essayskrivning og matematikøvelser. Der er mange timers arbejde i ”Jagten på lykken”, der ud over ovennævnte også indeholder et dilemmaspil, hvor man følger tre fortællinger fra 1800-tallet, diverse filmklip, et stort fotogalleri og meget andet. Det er anbefalelsesværdigt, og man bør som lærer bruge tid på at lære det at kende. Vær særlig opmærksom på de link til ekstramateriale, der henvises til undervejs. Der er guldkorn imellem.

Skrues det rigtigt sammen, kommer eleverne ud med stort fagligt udbytte, og mon ikke flere vil erfare, at jagten på lykke og anerkendelse ikke kun hører nutiden til. Den har været en stræben og et vilkår i menneskets tilværelse langt tilbage i vores historie.