Undervisningmaterialet består dels af hæfter, dels af materiale på Red Barnets hjemmeside. Desuden er der en Facebook-gruppe, hvor eleverne kan kommunikere med unge hiv-smittede fra Uganda.

Da 9.a fik en ny elev med hiv

9.a på Rolloskolen i Fakse lærer om store temaer som død, sex og mobning via tre unge hiv-ramte fra Uganda.

Publiceret Senest opdateret
I Folkeskolen nummer 14 besøgte vi de hiv-smittede unge Francis, Brenda og Junior, der er hovedpersoner i Red Barnets undervisningsmateriale »Vi lever med hiv«, i Uganda.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er rundt regnet 6.400 kilometer fra Uganda til Fakse og om muligt endnu længere mentalt. Alligevel har dansklærer på Rolloskolen i Fakse, Lone Carlsson, valgt, at 9.a skal arbejde med store emner som seksualitet, social udstødelse og død gennem Red Barnets undervisningsmateriale »Vi lever med hiv«, der tager udgangspunkt i de tre unge hiv-smittede Francis, Brenda og Junior fra Uganda. Og selv om der er langt fra Fakse til Uganda, så mener Lone Carlsson, at afstanden faktisk kan være en fordel.

»Det gør det mere principielt og generelt at distancere sig til Uganda. Vi har lige haft en episode med en elev, der har skiftet skole på grund af mobning. Sidste uge arbejdede vi med den del af materialet, der handler om social udstødelse, og der kunne vi tage problemstillingen op uden at pege fingre i den konkrete situation«, siger hun.

Denne onsdag starter timen med en hurtig opfølgning på temaet fra sidste uge. Da klassen er faldet til ro efter de obligatoriske hormoninducerede papirflyskast, småtjatterier og colaræb, starter Lone Carlsson timen med at opstille et scenarie:

»Vi har fået ny dreng i klassen. Han hedder Rasmus og har hiv. Hvordan har I det med ham?« spørger hun ud i klassen.

»Jeg skal ikke røre ved ham!« udbryder en dreng på forreste række hurtigt.

»Er han bøsse?« råber en anden og griner.

»Slap dog af. Han voldtager dig jo ikke, bare fordi han har hiv«, svarer en pige bagved.

Da hormonerne har lagt sig, fortsætter Lone Carlsson:

»Skulle jeg fortælle jer det?« spørger hun åbent ud i klassen.

En pige mener, at det ville være et voldsomt stempel. Rasmus skal i første omgang føle sig tryg.

»Hvis han føler sig godt tilpas, fortæller han det vel selv«, siger hun.

»Ville man så ikke holde sig fra ham?« spørger Lone Carlsson.

»Hvis han var så modig at fortælle det, ville jeg i hvert fald ikke holde mig fra ham«, svarer pigen.

Tæt på døden i Uganda

Efter opsummeringen af sidste uges tema bevæger klassen sig ned i et lokale med en interaktiv tavle for at tage hul på denne uges tema »Tæt på døden«. De skal se en film på Red Barnets hjemmeside, hvor 19-årige Brenda fortæller om at leve med døden som nær bekendt. Både på grund af sin egen smitte, som hun fik konstateret som 14-årig, og fordi hun har set aids-epidemien udrydde store dele af hendes familie. Hun fortæller også om det sammenhold, hun har med de andre unge hiv-smittede.

Under filmen fnises der lidt af Brendas særegne afrikanske accent, men der lyttes også interesseret. Så interesseret det nu kan lade sig gøre, når der også er en journalist til stede, der jo også skal måles og vejes.

»I er lidt urolige. Er det svært at relatere til temaet? Det er jo en kultur, der ligger langt fra os«, siger Lone Carlsson efter filmen.

»Man ved jo godt, at det kan ramme os, men det er jo i Afrika, så ...«, siger en pige.

»Jeg kender en, der har hiv, så jeg kan godt relatere til det«, siger en anden pige.

Efter en hurtig håndsoprækning bliver det slået fast, at hun er den eneste i lokalet, der kender en, der lever med hiv, mens Brenda har set det meste af sin familie dø af aids.

»Hvorfor er der så mange, der har hiv i Afrika?« spørger læreren.

»Det er, fordi de boller!« udbryder en dreng til stor moro.

»Det er, fordi mænd dernede ofte har flere kvinder, og de har ikke råd til kondomer«, siger en pige.

Lone Carlsson forklarer, at en stor del af forklaringen er manglende oplysning.

»I Tanzania er der mange, der tror på, at hvis man har fået hiv, så kan man blive helbredt ved at gå i seng med en jomfru«, siger Lone Carlsson.

»Det tror jeg simpelthen ikke på!« udbryder en pige.

»Bliver jomfruen så smittet?« spørger en bagest i lokalet.

»Det er ikke sikkert. Virus skal jo ind i blodbanen. Men risikoen er der jo«, siger Lone Carlsson.

»Smitter det så kun, hvis pigen har menstruation?« spørger en dreng kækt og let rødmende.

»Har de også menstruation i Uganda?« udbryder en pige.

Tæt på døden i Danmark

Efter en pause med lidt luft til hovedet samles klassen for at diskutere dagens emne.

»Hvorfor føler de unge i Uganda sig tæt på døden?« starter Lone Carlsson diskussionen.

»Hele deres familie er døde. Selv om man måske ikke engang er syg selv, så har de jo været tæt på døden hele deres liv«, svarer en pige.

»Der er jo mange flere, der dør dernede. Så jeg tror, de har et meget tættere forhold til døden, end vi har i Danmark«, siger en anden.

»Hvor mange her har set et dødt menneske?« spørger Lone Carlsson.

Et par hænder ryger i vejret.

»Min morfar døde på hospitalet, og jeg var oppe at se ham, efter han var død. Det var mærkeligt. Det var jo bare en klump kød«, siger en.

»Hvor mange har set en dø?«

En elev har engang set en dø på en intensivafdeling.

»Var det ikke mærkeligt?« spørger en anden elev.

»Næ, jeg kendte ham jo ikke«, lyder svaret.

Det er ved at være sidst på timen, og uroen begynder at melde sig i geledderne. Lone Carlsson stiller det sidste af dagens mange spørgsmål.

»Hvordan tror I, det er at skulle begrave sine egne børn?«

En pige svarer prompte. Det er forfærdeligt.

»Min morfar er død, og min oldemor er stadig i live. Hun er gået helt i sort. Vi har ikke set hende siden«, siger hun. Og der bliver helt stille.

En gang imellem er der måske ikke så langt fra Uganda til Fakse.