Blog
0   12

Tale til afgangselever

Abonner på nyt om Allan Jørgensen i dit personlige nyhedsbrev.


Min omsorg for jeres velbehag har ikke altid været førsteprioritet. Det ville også være en falliterklæring.

Vi lever i en tid, hvor fokus på individet er i højsædet, hvor man følger sine egne veje, hvor man skal insistere på at være hovedperson i eget liv, og hvor man i stedet for at stå og nyde udsigten over Vesterhavet, ser selv sig stå og nyde udsigten over Vesterhavet, fordi vi har fået en Instagram-mentalitet, hvor vi selv konstant er hovedpersonen i samtlige livets sammenhænge.

I valgte for tre år siden at kickstarte en helt anden dagligdag ved at skifte til talentidrætsklassen med mig som klasselærer. Flere af jer og jeres forældre har måske også haft en forventning om, at netop fokus på individet, selvrealisering og opfyldelse af jeres behov skulle være det altbærende i hverdagen. Opmærksomheden har måske for nogle af jer været på, hvad I kunne få ud af at gå en talentidrætsklasse. Derfor kan det også have været et relativt stort chok for nogen, at jeg ikke alene har spurgt til, men også krævet, at jeres opmærksomhed rettes til, hvad I hver især kunne bidrage med til fællesskabet i stedet.

Artiklen fortsætter under banneret

Chokket varede dog ikke særligt længe, og da I først fandt ud af, at jeg forventede, at I ikke kunne leve livet videre i jeres indre mentale kosteskab, men at udvikling af faglighed, udvikling af disciplin og udvikling af identitet kræver et fællesskab at gro i, var det som om, I kunne slappe mere af. Vi har på dét fundament sammen skabt et enestående fællesskab, som jeg sjældent har oplevet, og som jeg tvivler på, at I nogensinde oplever igen. Og jeg er klar over, at når I går ud af døren om lidt, så er I lettede og føler jer frie og klar til livets næste kapitel. Og I ér klar til det næste kapitel – fagligt, personligt og menneskeligt. Men der vil ikke gå ret lang tid, før I kommer til at savne hverdagen her og hinanden, fordi værdien af forhold mellem mennesker som regel først går op for os, når vi ikke længere har dem.

Når vi bevæger sig udenfor det mentale kosteskab og deltager i tilværelsen, som den fungerer, får vi ridser i lakken, fordi udvikling kræver, at vi bevæger sig udenfor vores comfort-zone, og vi må indse, at for at rykke sig indenfor den boglige verden, sportsverdenen eller som menneske, skal vi træde forkert, lave fejl, vi må bede om hjælp og indse, at vi ikke ved alt på forhånd. Når vi indser og accepterer, at vi er uperfekte, frigøres der en energi og frihed, der sætter jer i stand til at nå meget længere, end hvis I bilder jer ind, at I skal være perfekte for at være et ordentligt menneske. Lad være med at tro, at I skal være perfekte. Ingen er perfekt, og mennesker der forsøger at give jer indtryk af at være perfekte, skal I ikke sammenligne jer med, for de er hverken gode venner, sparringspartnere, kærester, ægtefolk eller forbilleder.

Min omsorg for jeres trivsel har været stor, men den har ikke været altafgørende. Vi kæmper alle sammen hver vores kamp, vi har hver vores at slås med, som kun få kender til. Men på trods af vores vilkår bliver vi nødt til at kunne gennemføre vores mål – hvad enten det er bogligt faglige, personlige eller alsidige mål. Vi kan altid bilde os selv ind, at vi ikke når vores mål på grund af dommeren, solen, tiden, læreren, storesøsteren eller handicap, men det har været vigtigt for mig at få jer til at indse, at vi kan nå vores mål i fællesskab med hjælp fra hinanden og fra nødvendige redskaber og PÅ TRODS af dommeren, solen, tiden, læreren, søsteren eller vores handicap. DEN erfaring har jeg også oplevet, at mange af jer har fået.

Jeg har nydt at se jeres udvikling. Jeg har nydt at dele min hverdag med jer, og jeg har nydt at se jer sole jer i det fællesskab, der er opstået, og jeg vil gerne sige tak for de sidste tre år, for de har været de tre bedste år i mit lærerliv.

Med prøvebeviset i kuverten får I alle sammen en hilsen fra mig og udtalelser fra jeres klassekammerater om, hvordan I hver især har bidraget til at gøre hverdagen bedre for dem. Man behøver ikke hedde Mandela, Martin Luther King eller Ghandi for at ændre verden for hinanden. Vi har alle sammen stor indflydelse på hinandens hverdag og dermed en lille del af hinandens liv i hænderne og af samme grund også et lille ansvar for hinanden.

For at gøre verden bedre og fastholde jeres egen positive selvopfattelse, skal I fortsætte med at

1. Find en at dele dine tanker og bekymringer med

2. Respekter alle omkring dig – alle kæmper en kamp, vi andre ikke kender til

3. Accepter, at livet ikke retfærdigt, og at du ofte vil fejle

4. Træd ud af det mentale kosteskab

5. Ræk hånden ud til dem, der trænger mere til din opmærksomhed end du selv gør

6. Modsig dem, der håner andre

7. Mål altid mennesker på størrelsen af deres hjerte og ikke deres ego

8. Og giv aldrig, aldrig op

Gør I fortsat dette, vil I få et rigt liv og I vil fortsat gøre livet rigt for dem omkring jer.

Tak for tre fantastiske år.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Idrætsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
5.338 andre er allerede tilmeldt