Debat

Hvem må blande sig i skolen?

Kommercielle og politiske interesser i skolen. Godt eller skidt?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svaret på spørgsmålet i overskriften er, at det må alle! Og det er der mange der gør. Landbruget blander sig i madkundskab, Danske Bank i matematik og idrættens organisationer fodrer skolen med sine dogmer om sundhed og bevægelse. Kommercielle aktører, private organisationer og NGO´ere er i den grad på dupperne og producerer og leverer meget professionelt undervisningsmateriale af høj kvalitet til skolerne.

Kristeligt Dagblad sætter fokus på denne tendens i en artikel lørdag d. 5 januar og stiller fornuftigt nok spørgsmålet om det kan blive for meget når interesseorganisationer i den grad forsøger sig som afsendere og producenter af undervisningsmateriale. Kan de med andre ord undgå at fordre eleverne med deres kommercielle eller politiske budskaber?

Svaret i Kristelig Dagblad er at det ser det ud til at de kan. Jeg er meget enig. I mit arbejde med at hjælpe eksterne partnere med at udvikle tilbud til skolerne møder jeg en stor vilje til at forstå skolens præmisser og den kultur der danner rammen for god undervisning. Der er fokus på ikke at "prædike" holdninger, men i stedet komme med et velment supplement til forlagenes lange liste af klassiske lærebogsmaterialer og læringsportaler.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Forlagenens tidligere monopol på levering af materiale til skolerne er en afsluttet æra. Det er godt på alle måder. Specielt set i lyset af at forlagene efter min mening er for forsigtige og konservative i deres syn på didaktik og indhold. De leverer primært fag-faglige materialer til de største fag og materialer der ligger sig meget tæt op af ministeriets lovmæssige krav. Det kommer der sjældent noget ekstraordinært ud af. Misforstå mig ikke. Det har sin plads i skolen og er du i tvivl så spørg bare en af familiens yngste - de lever med systemerne fra første til sidste skoledag.

Min pointe er at forlagene skal udfordres. Det skal virksomheder og organisationer blot fortsætte med at gøre. Knyt dygtige fagfolk til projekterne og så skal lærerne i sidste ende nok skelne skidt fra kanel. Et varieret og mangfoldigt udbud af undervisningsmaterialer er en gave for skolen. Og skulle Danske Bank forsøge "undercover" at sælge eleverne en konto i Estland, så er der jo basis for en lektion i kildekritik og afsender-analyse.