Anmeldelse

Hvad står der?

Hvad står der?

Bogen åbner et perspektiv på livet som ordblind, som de færreste tænker over. Det er mit håb, at denne bog og anmeldelsen bliver læst – måske endda læst op.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg for en del år siden var på barselsorlov for første gang og gik rundt på gader og stræder i byen med min datter i barnevogn, gik det op for mig, at byens tilgængelighed slet ikke var indrettet på, at man havde barn og barnevogn med. Dengang kan jeg huske, at jeg tænkte, at inden længe kan min datter selv gå, så løser problemet sig, men hvad med alle dem, der for eksempel sidder i kørestol? Deres muligheder i byen er ikke de samme som mine.

Fakta:

Titel: Hvad står der?

Forfatter: Randi Hedelund Jeppesen, Charlotte Strøm

Pris: 149,95

Sider: 86

Forlag: Mellemgaard

De samme spørgsmål og den samme fornemmelse fik jeg, da jeg læste Charlotte Strøms fortælling om Randis kamp for at finde vej i livet som ordblind. Den lille bog beretter om hele Randis liv fra fødsel til hendes liv i dag som 40-årig. En fortælling med udfordringerne som ordblind både i et skole- og uddannelsesperspektiv tilsat personlige meninger og følelser om oplevelserne.

Randi fortæller om alle klicheerne, for eksempel ”Du skal lave noget med hænderne”, og alle de forskellige nederlag og de kampe, hun har måttet tage, blandt andet ved ikke at kunne engelsk.

Trods en masse modstand er fortællingen gennemsyret af en stærk trang til at berette om og nuancere de forhold, som ordblinde livslangt skal kæmpe med. Fortællingen vidner også om en enorm styrke og kraft hos hovedpersonen, som formidles godt af bogens forfatter.

Bogen har klare lyspunkter, eksempelvis hele fri- og efterskoleverdenens muligheder for at give ordblinde elever livskraften tilbage og den hjælp, der gradvist er ved at vise sig i form af teknologiske muligheder.

Tilbage er at anbefale denne bog til andre.