Blog
3   17

Hvad er et menneske?

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Afsluttende videnskabeligt efterskrift, første del

 

Artiklen fortsætter under banneret

Siden 2011 har jeg på denne blog på folkeskolen.dk skrevet om pædagogik, uddannelse, politik og filosofi. Nu er vi som bekendt nået til det Herrens år 2019, og samlet har jeg i de forgangne år skrevet i omegnen af 1000 sider, der ganske gratis er blevet stillet samtiden til rådighed. Det har været både en ære og en fornøjelse, og jeg skylder en stor tak til de mange, der har læst med og skrevet kommentarer til mine tekster. Imidlertid må alting have en ende, og jeg har efter moden overvejelse besluttet at nedlægge min blog i løbet af foråret 2019. Derfor følger her første del af et tredelt efterskrift, hvor min blogvirksomheds grundlæggende spørgsmål vil blive sammenfattet: 1) Hvad er et menneske?, 2) Hvordan bør man sætte mål for andre menneskers tilblivelse?, samt 3) Hvad bør en skole være? De tre spørgsmål er nært forbundne, da en skole har at gøre med menneskers tilblivelse, og derfor må et svar på, hvad en skole bør være tage udgangspunkt i nogle overvejelser over, hvad et menneske i grunden er.

Homo sapiens sapiens (dvs. det moderne menneske) er i følge naturvidenskaben den eneste overlevende art af slægten Homo, hvortil også Homo rudolfensis, Homo habilis og Homo georgicus, Homo erectus og Homo sapiens neanderthalensis hørte. Det særlige ved Homo sapiens sapiens er den forholdsvis store hjerne og naturligvis den oprette gang, som gradvist blev introduceret ved fremkomsten af tidligere arter. Zoologisk set udviklede mennesket sig tidligt i retning af evolutionær afspecialisering, således at muskelmassen mindskedes, hårpragten reduceredes, armene blev kortere og kroppen generelt blev mere spinkel. Til gengæld voksede hjernen og dertil den intellektuelle kapacitet. Dette medfører i dag, at mennesket ikke kan klare sig i nævekamp med fx en chimpanse, men det kan intellektuelt udmanøvrere en sådan på alle fronter. Menneskekroppen er skabt til en tilværelse som omnivore, dvs. altædende, og grundet dens spinkle og energieffektive natur er den ideel i forhold til at tilpasse sig forskellige funktionsmåder. Mennesket har ikke jaguarens eller leopardens hurtighed, men er dog heller ikke decideret langsomt i sprint. Til gengæld kan mennesket grundet den særlige kropsbygning løbe i timevis – noget som få andre dyr kan. Dette er meget fordelagtigt, når man eksempelvis jager pattedyr, der evolutionært er blevet udviklet til at foretage korte, energiforbrugende sprint i forsøget på at undslippe hurtige jægere – homo sapiens kan i ro og mag simpelthen løbe byttet træt. Vi kan også – ved at kombinere kropslige fortrin med vores intellekt – bebo vidt forskellige egne af klodens og udholde ekstrem klimavariationer. Set i forhold til hurtighed, størrelse og muskelmasse i resten af dyreriget er mennesket således på mange måder et middelmådigt dyr, men med en klar force i forhold til den intellektuelt bårne biologiske afspecialisering, der sætter det i stand til at udmanøvrere konkurrerende arter i kampen om føde og territorier. Siden år 1800 (altså efter oplysningstiden) har Homo sapiens sapiens på denne måde syvdoblet sin tilstedeværelse på herværende planet. I samme periode er stort set alle såkaldte ”top predators” (store rovdyr) gået voldsomt tilbage, og mange overlever i dag kun på menneskets nåde.

Her kommer vi så til et af problemerne med menneskets evolutionære udvikling, nemlig forøgelsen af intellektet. Mens den store hjerne har vist sig fordelagtig i kampen om resurser og territorial dominans, er prisen for dette, at egentlige instinkter i høj grad udviskes til fordel for rationelle og/ eller emotionelle valg. Når mennesket intellektuelt kan forholde sig til verden på kompliceret, reflekterende og nytænkende vis, kan det også forholde sig sådan til sin egen eksistens. Altså kan mennesket begrunde sin egen tilværelse, og når man kan dette, er man mere eller mindre nødt til det – ellers bliver man bevidst om at livet er meningsløst. Mennesket har altså fået en dominerende stilling på kloden, men kan ikke isoleret stille sig tilfreds med dette. Positionen – og tilværelsen i øvrigt – må og skal etisk begrundes i visheden om, at vi uden en motivering af vores adfærd blot ville være dyr som alle andre arter. Mennesket adskiller sig hermed – i hvert fald i dets egen selvforståelse – fra andre levende væsener i kraft af intellektuelt begrundede og reflekterede valg. En løve har al ret i verden til at dræbe et menneske for at holde sulten for døren. Det er løvens instinkt, og der er for løven ingen moralske overvejelser – eller problemer – forbundet med dette. Et menneske kan omvendt moralsk problematisere legitimiteten i at dræbe selv den mest bestialske løve, og aktuelt kører da også flere bevaringsprogrammer for vores engang konkurrerende rovdyr. Evnen til at foretage disse sondringer kan naturligvis resultere i vidt forskellige konklusioner, og historisk har mennesket da også ved flere lejligheder iværksat lokale udryddelseskampagner imod fx ulve og andre ”skadedyr”. Pointen er her, at vi aktivt kan vælge, hvordan vi forholder os til os selv og vores omverden, og derfor ikke blindt følger drifter eller instinkter.

Så langt, så godt, men ovennævnte naturgivne forhold besværliggør alligevel tilværelsen i helt uoverskuelig grad, for hvis vi i princippet frit kan vælge om den ene eller den anden ordning er den rigtige, hvad skal vi så gøre? Når vi nu har et veludviklet intellekt kan vi vel ikke bare vælge som vinden blæser? Vi vil jo altid have bevidstheden om, at vi kunne have gjort noget andet, samt kunne tænke os frem til diverse begrundelser for alternative valg. Og hvad hvis disse begrundelser er stærke og eventuelt bringer moralske problemer frem i lyset? Åh, at være en høne!

 Det tænkende menneske er til en start fanget i sin egen frihed, og kan ikke undslippe ved rationaliteten alene. Fra fødsel til død må det vælge og handle i bevidstheden om, at andre handlinger kunne have været foretaget, og at det selv har taget et vist ansvar for begivenhedernes forløb. Endnu værre er det, at disse refleksioner både rummer rationelle og emotionelle aspekter, og derfor kan blive helt kaotiske. Når bølgerne går særligt højt, må mennesket derfor ty til den mest avancerede formidlingsform, poesien, for at holde styr på tankerne. At være eller ikke at være, det er spørgsmålet!

Det er på en måde valget, der er menneskets åg. Vi er omtankens slaver, fortabte i friheden. For hvad skal vi dog vælge? Æde til vi segner? Samle til bunke? Begå selvmord? Elske natten lang? Drikke os fra sans og samling? Intetsteds i naturen gives der noget svar herpå: Menneskebørn fødes uden en medfølgende manual, og har ingen naturgivne mål i livet – ud over at de er skabt til at vælge. Hvad de bør vælge, kan ingen vide med sikkerhed.

Det er efter alt at dømme evnen til at tænke sig grundigt om, føle og tro, der – trods de mange medfølgende kvaler dette medfører – er menneskets eneste mulige redning. Når vi for alvor indser, at vi ikke er alene i verden, kan vi mindske vægten af valgets åg. Når vi oprigtigt ser den anden som havende værdighed som os selv, kan de valg, vi må tage i livet, blive lettere at håndtere. Især når valgene omhandler situationer, hvor vi må lægge bånd på os selv. Frihedens byrde bliver ligeledes let som en fjer, når vi opdager, at der er noget, der er større og vigtigere end os selv – når vi kan vælge oprigtigt og uselvisk med udgangspunkt i noget andet end vores egne behov og vores egen forfængelighed. Eller sagt på en anden måde: Når vi elsker vores næste som os selv, og når vi ser os selv som en – om end lille – del af noget større og evigt. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Således beretter jeg om det ydmyge overmenneske, der erkender sin egen timelighed, og derfor intet frygter. Med åbne øjne og med hjertet varmt går dette dødelige, men også evige, væsen livet i mødet i visheden om at dets egen dag er kort, mens ansvaret er blivende! Dette i sandhed værende menneske kan både tvivle, tro og vælge oprigtigt, og er derfor ikke frisat til angstfuld intethed, men fri til at være til! For at være eller ikke at være er nu engang spørgsmålet.

 

 

 

Videre læsning:

 

Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov

Mårtensson, Brian Degn (2016): Tilblivelse og tilsynekomst. Munkebo: Fjordager

Mårtensson, Brian Degn (2018): Mennesket som mål. København: Akademisk Forlag

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ