Lydbogen er for alvor på vej frem i Danmark. Flere og flere danskere bruger lydbogen, når de skal slappe af, arbejde, træne, gå ture m.m. I skolesammenhæng oplever jeg derimod ikke, at lydbogen har vundet særlig meget indpas, og det kan der være flere årsager til.

I sidste uge delte Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, en artikel om den amerikanske professor Daniel T. Willingham, der plæderer for, at lydbogen som medie kan være lige så god, som det skrevne ord, og måske endda være med til at fremme visse kompetencer hos lytteren.

Debatten er særdeles interessant, fordi den rejser spørgsmålet om læsningens dannende virkning og formål.  Professor ved DPU, Lars Qvortrup, peger på, at læsningen har en høj status, når det gælder dannelsessyn. Det dannede menneske læser litteratur. Vel at mærke lødig litteratur. Det skaber status og respekt at være belæst. Det skal lige siges, at Qvortrup ikke stiller sig i opposition til Willingham, men blot forholder sig til debatten og peger på signifikante kvaliteter ved læsning af tekster.

Sæt dig ned og lyt.

Måske har særlig danskfaget svært ved at acceptere lydbøgerne, fordi vi hviler på netop dette dannelsessyn. Læsningen i skolen skal have en dannende virkning. Den skal have et formål. Eleverne bliver målt på læsning. Vi vælger forhåbentlig god litteratur til vores elever. Vores elever skal læse, så de kan klare sig. Ikke kun til test og prøver, men også i deres videre uddannelsesforløb. Vi er også bevidste om, at læsning gavner sprogforståelse, ordforråd, indlevelse og fordybelse. Netop her spiller lydbogen en central rolle.

De kan efter min bedste overbevisning det samme, og her ser vi bort fra selve træningen i afkodning, sikkerhed og hastighed, der er nok så væsentlig i øvrigt. Det er jeg med på.

Lydbøgerne kan oven i købet demonstrere for eleverne, hvordan man kan læse op med indlevelse. De kan selvsagt hjælpe elever med læsevanskeligheder gennem tekster. Jeg kender flere eksempler på lærere, der lader deres elever med netop læsevanskeligheder veksle mellem lydbog og fysisk bog, så de kan følge med i klasseromanerne.

Vi er forpligtet på videst muligt omfang at sikre elevernes læsekompetencer, så afvekslingen samt de pædagogiske og didaktiske overvejelser er bestemt nødvendig, men lydbogens største kvalitet ligger for mig at se i, at man lærer at lytte. At fordybe sig. Det i sig selv ville være tilstrækkelig argument for at fremme brugen af lydbøger for børn. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem højtlæsning i den tidlige barndom og børns generelle sprogforståelse. Det fortsætter også, når man er blevet stor.

Barndommens stemmer.

Fremmedsprogene i skolen har for længst set kvaliteten af lydbøger, så hvorfor ikke også danskfaget? Jeg hører til den generation, der havde et hav af kassettebånd  på hylden med oplæsninger af klassikere og andre fortællinger. Jeg husker stadig Peter Kitters, Jens Okkings, Thomas Windings og Maria Stenz’ stemmer fra min barndom. Kassettebåndene er lagt i graven, men det er fortællingerne ikke, og de hørte fortællinger bør stadig have en central plads i børns liv. Hvem ved? Måske de endda bliver dannede af dem? Desuden behøver den gode fortælling ikke altid at have et formål.

https://www.berlingske.dk/boeger/ser-du-ogsaa-lydboeger-som-snyd-paa-laesevaegten