Anmeldelse

Fingernemt

"Fingernemt" er et materiale til elever i læsevanskeligheder. Materialet arbejder systematisk med lydrette ord og inddragelse af it-hjælp i processen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Materialet "Fingernemt" arbejder med lydrette ord, fordi det er første trin i læse-stave-udviklingen, og det vil hjælpe eleverne, når de skal bruge ordprædikationsprogrammerne CD-ord og IntoWords. Her er det nemlig vigtigt at kunne høre de tre første lyde i et ord. Mange elever med behov for it-hjælp har udfordringer med at kunne høre de først to-tre lyde rigtigt. Eleven kan arbejde på enten iPad eller pc.

Fakta:

Titel: Fingernemt

Forfatter: Helga Conradsen

Pris: 122,5

Sider: 32

Serie: Fingernemt

Forlag: Special-pædagogisk forlag

Materialet arbejder med tappemetoden. At tappe betyder at banke let, altså her at banke let/tappe med fingrene. Det er en multisensorisk tilgang, som understøtter hukommelsen, så eleven lagrer nyt stof bedre. Ved læse-stave-processen hjælper tappeteknikken eleven med at fastholde, hvor mange lyde og stavelser der er i et ord samt rækkefølgen.

På forlagets hjemmeside kan man hente bogstavbrikker til laminering og en instruktionsvideo, der viser, hvordan læreren kan arbejde med lydsyntese støttet af tappemetoden og iPad.

Materialet vil kunne bruges på små hold. Nogle af opgavetyperne lægger op til, at eleverne arbejder sammen to og to. Materialet kan også fint anvendes individuelt. Det er en god ide at se filminstruktionen sammen, inden man går i gang. Forældrene er vigtige medspillere, så en god ide er at introducere dem til teknikken.