»Mächtig gewaltig, Egon!«

Faget tysk har sit image imod sig. Men hvis man varierer metoderne og satser på kommunikation, kan det lykkes, siger tysklærere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Da jeg gik i skole, syntes vi også, at tysk var kedeligt. Det er nærmest en fælles vedtagelse, at det forholder sig sådan«, siger Susanne Hviid. Hun er godt klar over, at der skal ydes en indsats for at motivere eleverne. Som formand for Sproglærerforeningens fagudvalg for tysk og lærer for 10.-klasserne i Solrød Kommune har hun god føling med faget, men selv om faget har sit image imod sig, mener hun ikke, at der er grund til, at tysklærerne graver sig ned i et sort hul. »Brug nogle mere levende undervisningsmetoder og find nogen at arbejde sammen med«, er hendes råd. »Det er langt mere interessant, at der sidder en Isabella i Italien og læser din sms-novelle, end hvis det kun er læreren«.

Formanden for Tysklærerforeningen for Grundskolen, Peter Bruhn Jepsen, kan godt genkende, at eleverne synes, at det er svært at lære sproget.

»De sammenligner jo med engelsk, som er til stede overalt i deres hverdag. Eleverne synes, at der er meget grammatik, og her har tysk nærmest overtaget den status, latin havde tidligere«, siger han. Forældre videregiver ofte historier fra deres egen skoletid, så elever kommer med forventninger om, at tysk er noget med, at man skal lære at synge en masse grammatiske remser udenad. Sådan er det ikke længere.

Tysk skal smages

»Men man kan ikke undgå grammatik, når man skal lære tysk«.

»Hver time skal indeholde mange aspekter, og alle elever skal kunne nå at udtrykke sig på tysk«, siger Peter Bruhn. »Prøv med en tilgang, man kan kalde 'tysk for alle sanser'. Lav nogle bakker med små smagsprøver og snak om 'süss oder sauer', brug 'Rap und Rhytmus' og beskriv den musik, I hører, eller kom nogle genstande med forskellig overflade i en pose. Hver øvelse giver nyt ordforråd og en følelse af at have kommunikeret på tysk hos hver enkelt elev hver dag«.

Både Susanne Hviid og Peter Bruhn har gode erfaringer med at benytte tilbuddet om endagsekskursioner, som DSB's frirejseordning gør muligt. Flensborg eller Fehmarn er oplagte steder for en skattejagt, men man kan også gå på opdagelse efter tyske spor i Aabenraa eller København. Og den tyske tv-kanal ZDF tekster en del film på dansk. Det kan give eleverne lejlighed til at høre tysk tale, samtidig med at de hygger sig derhjemme. »Selv om man ikke kan meget tysk, har man som dansker et stort receptivt beredskab - man kan faktisk forstå en del«, påpeger Peter Bruhn.

Det gælder ikke mindst, hvis man kan få fat i tysksprogede film, som eleverne kender i forvejen. »Olsen Banden« var fantastisk populær i det gamle DDR. Og der er da mere schwung over at gå rundt og sige 'Mächtig gewaltig, Egon!' end bare 'skidegodt!', mener han.

Grammatik, ja. Men .

Susanne Hviid understreger, at man er nødt til at følge med i det nye læringssyn, der taler om helhedspræget undervisning.

»Det betyder ikke, at man ikke må bruge tid på grammatikken separat, men det skal hovedsagelig indgå i en helhed. Mange nye læremidler lægger også op til det, men de kan aldrig erstatte læreren«, siger Susanne Hviid.