»I stedet for metodefrihed taler vi om metodeansvar. Læreren skal kunne stå til ansvar for den metode, man vælger, og skal også kunne evaluere metoden sagligt«, siger Jimmy Harder.

»Nu taler vi om metodeansvar«

Læreruddannelserne mærker også kravet om påviselige resultater. Det har medført både positive og negative udfordringer, siger lektor.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kravet om evidens presser lærernes metodefrihed på landets skoler, lyder det fra flere sider. Også landets studerende på læreruddannelserne mærker følgerne. Ifølge lektor på læreruddannelsen ved professionshøjskolen Metropol, Jimmy Harder, har kravet om påviselige resultater medført en positiv og en negativ udfordring. Den positive udfordring er et mål om professionalisme hos de kommende lærere. En udfordring, som Jimmy Harder dog mener har flere år på bagen end den aktuelle evidensdagsorden blandt medier og politikere.

»I stedet for metodefrihed taler vi om metodeansvar. Læreren skal kunne stå til ansvar for den metode, man vælger, og skal også kunne evaluere metoden sagligt«, siger Jimmy Harder.

Altså en bevægelse væk fra den gamle devise om, at metodefrihed betyder, at læreren har ret til at lukke døren bag sig, når hun går ind i klasselokalet, til at læreren både skal have frihed til at vælge, men også ansvar over for metoden, forklarer lektoren.

»Enhver metode er ikke god, bare fordi læreren har valgt den. Det kræver, at læreren også kan argumentere for, hvorfor den er god. Det vil vi gerne klæde vores studerende på til, og det er min oplevelse, at metodeundervisningen har fået et løft«, siger han.

Der er dog også en udfordring, som Jimmy Harder ser som alt andet end positiv.

»Der er også en negativ udfordring, som vi skal forholde os til, og det er det angreb, vi ser på metodefriheden i form af 'best practice'-begrebet. At bare fordi nogen har set noget, der fungerede ét sted, så mener de også, at det fungerer et andet sted«, siger han.

»Der er for eksempel en udtalt frustration over, at universitetsforskere rejser til diktaturstaten Singapore efter 'best practice' og så argumenterer for, at den uden videre kan overføres til Danmark«.

Klar til virkeligheden

Også uddannelseslederen på Metropol, Lars Kettel, mener, at udviklingen var i gang, inden evidens blev et mantra.

»Evidensdiskussionen fylder en del, men den får ikke definerende karakter. Den ændrer ikke på vores måde at tænke uddannelse på. Vi forholder os, som vi altid har gjort, bredt til læreruddannelsen som sådan og uddanner vores studerende til selvstændigt at forholde sig kritisk til metoder«, siger han.

De nye lærere kan dog komme til at mærke de barske konsekvenser af de negative udfordringer, når de efter endt læreruddannelse forlader professionshøjskolens trygge rammer.

»Der kan selvfølgelig opstå et problem, der hvor man efter endt uddannelse kommer ud i et ansættelsesforhold på en skole, hvor der for eksempel er et ledelseskrav om, at man kører efter en bestemt pædagogisk model. Men der må læreren agere professionelt i den sammenhæng«, siger Lars Kettel.

Den udfordring er de rustede til, mener Jimmy Harder. I hvert fald dem, han har haft ansvar for.

»Jeg forbereder personligt mine studerende på den institutionelle virkelighed, men jeg kan selvfølgelig ikke svare på, om alle gør det«, siger han.

Ligesom Lars Kettel mener han, at mødet med virkeligheden bliver knap så barskt, hvis læreren har sin faglige ballast i orden.

»Det er mit indtryk, at hvis man som lærer kan argumentere professionelt for sin sag, så står dørene åbne. Hvis ledelsen udfordrer sin lærerstab, mener jeg ikke, at man skal gå i defensiven og se det som et angreb på metodefriheden. I stedet mener jeg, at man skal gå i professionel dialog med ledelsen om, hvordan man mener, det kunne gøres bedre«.