Har man én gang fået en ansættelseskontrakt i den offentlige skole i USA, kan man ikke blive fyret. Det har domstolene fastslået, og det er lærernes fagforeninger vældig godt tilfredse med. Men det er et kæmpestort problem, forstår man på denne medrivende film, der beskriver de rystende forhold, der hersker i landets offentlige skole.

"Hvad er det, der sker?" spørger Arthur Canada, en passioneret lærer, der selv var heldig at komme igennem skolen i South Bronx i New York med et resultat, der var godt nok til at komme på college til at blive lærer. Men i skolen så han forfald og ligegyldighed. Nedslidte bygninger og materialer. Og først og fremmest en lærerstab, der for en stor dels vedkommende har givet op. De dårlige resultater udebliver ikke: I en stat som Mississippi er det kun 14 procent af eleverne, der efter 8. klasse lever op til de faglige krav i matematik. I Washington D.C. er det i læsning, at kun 14 procent kommer på niveau.

Det besluttede Arthur Canada, og en række kolleger, sig for at gøre noget ved. De fandt en model, efter hvilken de kunne oprette skoler, der nok var finansieret af offentlige midler, men som i lighed med privatskoler var fritaget for at følge en række af de regler, der gælder for den offentlige skole. Det har tilsyneladende øget kvaliteten. Interessen for at få sit barn i en af disse skoler er meget større end kapaciteten, og skolerne må derfor ty til lodtrækning for at finde frem til de få heldige. Filmen er bygget op over en række gribende portrætter af børn og deres forældre, der er fuldstændig klar over, at vejen til en bedre tilværelse for børnene går igennem uddannelsessystemet. De har bare ikke råd.

Og hvad er så problemet med lærernes uopsigelighed? Jo, den betyder, at der ikke er noget mindstemål af engagement eller kunnen, som en lærer skal leve op til. Derfor ser man på skolerne i slumområderne lærere, der læser avis i stedet for at besvare børnenes spørgsmål. Lærere uden sociale kompetencer til at omgås deres elever. Og lærere, der er ude af stand til at motivere til en faglig indsats - og måske heller ikke har så meget at byde på i den henseende. Alt for mange får lov at fortsætte, for hvis man ikke tør sætte dem til at undervise, skal skolemyndighederne tilbyde dem anden passende beskæftigelse. I New York tyr man til den absurde foranstaltning at opretholde et center - blandt kolleger benævnt "gummicellen" - for 150 særligt umulige lærere, som hver dag fra klokken otte og syv timer frem tilbringer dagen med at læse avis og spille kort - til fuld løn.

Kritikken af lærerne er forståelig nok. Forslaget til løsning er det ikke. Den liberalistiske påstand, at man bliver mere motiveret og dermed en bedre lærer, hvis man får en økonomisk bonus, problematiserer eller dokumenterer instruktøren ikke. I det hele taget er det småt med dokumentation for de medvirkendes påstande, og det svækker en ellers god og nødvendig film.