Debat

Manipulation og demagogi

Eller sagt på en anden måde, at forudindtagethed og fordomme får læseren til at tillægge indholdet nogle andre holdninger end det skribenten (Riisager) mener. Det kaldes manipulation eller demagogi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Ove.

Det siges, at det er de briller man ser igennem, der afgør, hvordan man læser en tekst. Og dine og mine briller er åbenbart ikke udstyret med de samme glas! – i hvert fald når det gælder fortolkningen af Riisagers kronik.

Overordnet er vi jo helt enige om, ” at det er dybt problematisk, hvis muslimske - eller andre grupperinger - forsøger at forhindre ytringsfriheden.”

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Til gengæld forstår jeg ikke, hvordan du kan få Riisagers kronik til at være ” et forsøg på de facto knægtelse af en gruppes ytringsfrihed” og at være ” det modsatte af, hvad demokratisk dannelse handler om.” Det drejer sig jo i høj grad om at få (ud)dannet disse mennesker og deres efterkommere til demokratiske medborgere, der respekterer og efterlever vore frihedsrettigheder. Og her har bl.a. skolen en vigtig opgave. Demokratisk sindelag kommer nemlig ikke af sig selv, når man er vokset op i et fundamentalistisk miljø, hvor religionen og intolerence står over alt andet - ligesom i Indre Mission i gamle dage i Danmark.

Her kommer dine briller ind igen, fordi de åbenbart forleder dig til en forudindtaget holdning om, at undervisningsministeren skal stå for noget odiøst. Med andre ord, du har en negativ tilgang til Riisagers tekst og fortolker den dermed anderledes end det, der er meningen med den. For meningen er selvfølgelig, at når en stor gruppe (af muslimer) mener, at det er forkert at offentliggøre billeder af Muhammed (og andre profeter) skyldes det, at det er forbudt, hvis man er rettroende. I sunni-islam, som udgør næsten 90 procent af alle muslimer, er det ikke tilladt at portrættere Muhammed og de andre profeter. Og det kan vi vist hurtigt blive enge om ikke er at acceptere ytringsfriheden.

Selv om man lever i et demokratisk land, er det ikke givet, at man forstår demokratiet og menneskerettighederne herunder retten til at tale, tænke og skrive/tegne frit. Det er nævnte gruppe (muslimer) et eksempel på, og derfor mener de, at det var forkert af JP at offentliggøre tegningen af profeten. Der er således god overensstemmelse mellem formulering og mening i kronikken, når blot man ikke læser med en negativ holdning forsøgt camoufleret som en ”akademisk” tilgang til teksten. Det er vigtigt for det danske samfund at få disse mennesker til at ændre holdning, og det kræver dannelse – eller uddannelse – og den kommer ikke af sig selv, som Riisager skriver. Jeg har svært ved at se, at det budskab kan misforstås - og at det ikke handler om demokratisk dannelse.

 Jeg er måske uden for pædagogisk rækkevidde, når det gælder en ”akademisk” retorik og fortolkning af Riisagers tekst, men jeg er sikker på, at flertallet af ”almindelige” læsere opfatter ministerens kronik sådan, som jeg gør. jeg kan ikke forstå, hvordan du kan få Riisagers kronik til at handle om at være ” en retorisk finte fra ministerens side”.

Vores diskussion er et eksempel på afsender og modtager problematikken og viser, hvor svært det er at blive forstået – og let at blive misforstået, fordi vi bruger forskellige ”læsebriller”.  Eller sagt på en anden måde, at forudindtagethed og fordomme får læseren til at tillægge indholdet nogle andre holdninger end det skribenten (Riisager) mener. Det kaldes manipulation eller demagogi.

Glædelig jul! 

Powered by Labrador CMS