I skole om lørdagen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frygt for år 2000-problemer har fået Fuglebjerg Skole på Vestsjælland til at genindføre lørdag som skoledag. Til gengæld får eleverne fri de to første hverdage efter årsskiftet.

'Vi vil ikke risikere at sidde her efter juleferien uden varme på grund af problemer med det edb, der styrer fjernvarmeværket', siger viceskoleinspektør Hans Pedersen.

Eleverne har allerede været i skole én lørdag med motionsdag på skemaet. Næste gang er i december, og da skal de klippe julepynt.

'Alle siger, at der ikke opstår problemer i anledning af årsskiftet. Alligevel er alt vagtpersonale indkaldt. Det er komisk', siger Hans Pedersen og afviser, at Fuglebjerg Skole har overreageret.

'Vi er godt klar over, at vi bliver til grin, hvis alt kører, som det skal. Så vi vil fryde os, hvis der ikke er varme på skolen efter nytår', siger Hans Pedersen.