I lære som leder

Jesper Bruselius øver sig på en fremtid som skoleleder med hjælp fra sin egen skoleleder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om det blot er tre år siden, at Jesper Bruselius forlod seminariet, kigger han altid Folkeskolens stillingsannoncer igennem for at se, om der skulle være et attraktivt lederjob i nærheden af hans hjem i Kolding.

Hidtil har han spejdet forgæves, men han har tid til at vente, for han er i gang med en førlederuddannelse, og der er stadig to år til, han er 'udlært'.

'På seminariet talte vi om, hvordan man bliver skoleleder, men dengang tænkte jeg ikke over, at det kunne være noget for mig. Men nu kan jeg mærke, at jeg snart skal have et job med ledelsesfunktion', siger Jesper Bruselius.

Han er lærer på Bakkeskolen i Kolding og deltager i uddannelsen 'Fra lærer til leder', som fem jyske og en fynsk kommune gik sammen om for et par år siden for at få flere kvalificerede ansøgere til lederstillingerne i folkeskolen.

Jesper Bruselius har fået ansvaret for at udvikle og passe skolens hjemmeside. Desuden er han formand for det nye fagudvalg i IKT (Informations- og Kommunikations Teknologi) sammen med en kollega.

Den slags opgaver er der masser af lærere, som tager sig af, uden at det får dem til at opfatte sig selv som lederaspiranter. Men der er en forskel. Jesper Bruselius skal beskrive sit arbejde i en opgave, som indgår i den teoretiske del af uddannelsen. Derfor må han både sætte sig klare mål for, hvad han vil opnå, være meget bevidst om, hvordan han opfylder dem, og ikke mindst blive i stand til at evaluere sit eget arbejde som leder.

'I begyndelsen ville jeg have min skoleleder til at godkende alt, men nu arbejder jeg på egen hånd. Som leder må man tage et ansvar og være parat til at tage imod kritik, hvis man begår en fejl', siger Jesper Bruselius.

Behov for modspil

En af de ting han har lært sig er, at forandringer tager tid.

'Det er en af mine opgaver at få lærerne til at lægge informationer om deres undervisning ud på skolens hjemmeside. De skal bare give mig en diskette med oplysningerne på, så sørger jeg for resten. Men kun ganske få har reageret på mine henvendelser', siger han.

Jesper Bruselius bruger selv en stor del af sin fritid på edb og Internet, så han troede, at fagudvalget kunne skrive en handleplan for skolens teknologi i en fart. Sådan gik det ikke.

'Til min store rædsel opdagede jeg, at lærere ikke går ind i et fagudvalg uden at få timer til det. Jeg hører ikke selv til blandt dem, der sidder med lommeregneren og tæller timer, så i begyndelsen overvejede jeg at skrive handleplanen selv. For jeg synes, at hverken lærere eller elever udnytter teknologien godt nok. Men jeg kunne ikke nå det. Jeg er også klasselærer og teamleder, og jeg skal have tid til at være sammen med min familie. Desuden har jeg brug for et modspil fra de andre lærere i udvalget', siger Jesper Bruselius.

Han tog selv initiativ til fagudvalget. Det skete, fordi ingen brugte ham, selv om han har timer til at vejlede både lærere og elever med IKT.

'Jeg har presset på, så vi kan få flere til at bruge teknologien. Men jeg har lært, at det ikke kan betale sig at sætte noget i gang, hvis der ikke er økonomi til det, eller hvis lærerne ikke har tid til at lære det, vi gerne vil have dem til. Derfor har vi været nødt til at danne os et overblik, hvorefter vi vil lave et oplæg til ledelse og skolebestyrelse om, hvad vi vil, og hvad det vil koste. Først derefter kan vi skrive selve handlingsplanen og komme med bud på, hvem der har brug for efteruddannelse', siger Jesper Bruselius.

Leder uden kompetence

Ifølge skoleleder Povl Erik Wolff fra Bakkeskolen er Jesper Bruselius kommet langt med både hjemmeside og fagudvalg.

'Han fik lynhurtigt hjemmesiden til at virke, og vi har fået meget ros for den. Jesper er måske en lidt utålmodig ung mand, for i og med at han skal bruge sit arbejde til en opgave, har han pisken over nakken. Men han har udført de ting, vi har aftalt', siger Povl Erik Wolff. Han tilføjer, at Jesper Bruselius har været igennem en proces, hvor han har måttet erkende, at der er forskel på at tænke tanker og på at føre dem ud i livet.

'En beskrivelse af, hvordan vores hjemmeside skal fungere, kan være nok så pæn, men man er nødt til at engagere folk, hvis man skal have dem til at lægge informationer ud på den', siger Povl Erik Wolff, der godt kan forstå, at lærere er betænkelige ved at offentliggøre deres årsplaner og andre informationer om deres undervisning på nettet.

'De er måske bange for at blive ringet op af forældre, der skælder ud over, at årsplanen ikke er god nok. Derfor arbejder vi på at gøre dem bedre, så ikke-læreruddannede har en større chance for at forstå dem, for det er oplagt, at vi bruger hjemmesiden til at informere forældrene. Så Jesper skal da blive ved med at prikke til lærerne, for når først de har prøvet at bruge hjemmesiden, vil de sige: 'Nå, er det ikke andet. Det skulle vi da have gjort for længe siden'. Sådan er det tit', siger Povl Erik Wolff.

Jesper Bruselius nikker.

'Sådan er det også, når jeg har vist en af de ældre lærere, hvordan hun finder rundt på Internettet. Jeg tror heller ikke, det er af ond vilje, at lærerne ikke afleverer materiale om deres undervisning til mig. De får det bare ikke gjort, fordi de har travlt med så meget andet. Jeg kan i hvert fald godt mærke, at jeg skal passe på med at spørge for tit, for så bliver de irriterede på mig. Som leder af et projekt som skolens hjemmeside skal jeg have en god fornemmelse for, hvordan jeg griber tingene an', siger han.

Lederen lærer også

Der er flere grunde til, at Povl Erik Wolff opfordrede Jesper Bruselius til at søge ind på 'Fra lærer til leder'. Han er god til at stille krav til sine elever, han har skabt et godt samarbejde med forældrene, han tager initiativer, og han er samarbejsvillig.

'De ord kan man hæfte på mange andre lærere, men min intuition siger mig, at Jesper kan blive en god leder', siger Povl Erik Wolff, der ialt har fem af sine lærere med på uddannelsen. Det har han ikke fortrudt. Heller ikke selv om han formentlig må sige farvel til dem på et tidspunkt.

'For det første sætter en lærer som Jesper gang i et udviklingsarbejde på skolen, og jeg ved, at de opgaver, han tager sig af, bliver løst godt. For det andet løfter han nogle opgaver af mine skuldre, så jg kan koncentrere mig om noget andet. For mig er det vejen frem, at vi skoleledere i højere grad inddrager medarbejderne i udviklingsarbejdet', siger Povl Erik Wolff.

'Men de skal sætte sig klare mål, for det er ikke nok at sige, at her går det godt. De skal kunne sige, hvorfor det går godt. Det er den måde, Jesper lærer at arbejde på i sin lederuddannelse, og det vil jeg overføre til hele skolen', siger Povl Erik Wolff.-Henrik Stanek er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS